— Hej, Julie? — hørte hun en ukendt mandestemme sige. — Ja? — Du kender mig ikke. Jeg er nabo ti…

Hej, Signe? hører hun en ukendt mands stemme.
Ja, det er mig.
Du kender mig ikke. Jeg er nabo til Jens…
Hvem siger du, du er nabo til? Signe forstår ikke. Tal lidt højere, jeg kan dårligt høre dig.
Jens.
Hvilken Jens?
Din tidligere mand. Han kan ikke selv tale, for der er sket ham noget. Kunne du komme forbi?
***
Jens havde aldrig forestillet sig, at han på sit enogfyrretyvende år skulle ende i en så vanskelig situation.
Det er godt nok noget rod, tænker han. Jeg blev fyret for længe siden, og jeg har ikke haft arbejde siden. Jeg har nærmest glemt, hvordan man arbejder. Og de penge, jeg havde, er brugt op. Jeg kan ikke betale husleje, der er ikke råd til mad. Hvordan skal jeg leve?
I halvandet år har han ikke tænkt på det. Han har levet godt, på arven fra sin mor.
Det var netop, da hans mor døde, at Jens sagde sit arbejde op.
Hvorfor arbejde? tænker han, da han overtager arven. Morens penge rækker længe.
De rakte præcis halvandet år. Og nu er dagen kommet, hvor der ikke engang er salt i køkkenet. På bordet ligger en bunke ubetalte regninger for lejligheden.
Hvordan er det kommet så vidt? tænker han en søndag, mens han ligger i sengen. For ikke så længe siden var jeg næsten millionær jeg havde over en million kroner. Nu har jeg intet. Måske skulle jeg bare blive liggende.
Jens vender sig om på den anden side. Arbejde dukker op i tankerne, men han slår det hurtigt hen.
Det er jo bare at gå på arbejde, det kan alle finde ud af. Prøv i stedet at leve uden at arbejde derfor har du da en hjerne.
Med lidt viljestyrke fjerner han tanken om arbejde som han selv synes er dum. Og da han er fri for den, kommer han i tanke om Signe.
Hvorfor ligger jeg bare her? tænker han, mens han hopper ud af sengen. Jeg har jo en ekskone! Signe! Hvordan kunne jeg glemme hende?
De skiltes for syv år siden.
Siden har Jens aldrig spurgt, hvordan Signe har det. Efter skilsmissen stoppede han med at tænke på hende. Men nu husker han.
Hun er jo en rigtig godhjertet og hjælpsom kvinde. Folk ændrer sig ikke, så hun vil sikkert stadig hjælpe hvem som helst, der er i nød og beder hende om det.
Hans humør er straks bedre.
Jeg spiller hjælpeløs, beder om hjælp. Signe siger ikke nej jeg kender hende. Jeg må bare finde ud af, hvad jeg vil have af hende. Jeg skal ikke være grådig. Det afhænger af, hvad hun har. Først må jeg forberede mig. Jeg må tage mig ud som én, der er virkelig ramt af livet.
***
Jens tilbringer lidt tid foran spejlet, prøver forskellige triste ansigter og vælger den, der passer bedst.
Denne er perfekt, tænker han, da han finder det rette udtryk. Stille mand, opgivet til sin skæbne, som ikke kan håbe på noget eller forvente noget fra livet, på grund af sin vanskelige tilstand.
For at forstærke effekten klipper Jens sit hår med maskinen så sjusket som muligt.
Sådan! det er lige det, jeg skal bruge. Hvis jeg synes, det ser sørgeligt ud, så må Signe virkelig komme til at synes, det er trist, når hun ser mig. De brune rande under øjnene, jeg lavede med lidt speciel væske, er virkelig gode. Og frisuren ja, det er et mesterværk.
Krykker vil han låne af naboen. Det samme gælder telefonen, for han har intet på sit abonnement.
Det virker mest, hvis han selv taler med Signe, tænker Jens. Det bliver mere overbevisende.
***
Gud, Jens, hvad er der dog galt med dig? siger naboen forskrækket, da han åbner døren og ser Jens siddende på gulvet.
Jens svarer stille og svagt, at han har det svært, han lider og har brug for hjælp. Han beder om krykker og fortæller, hvem der skal ringes til, og hvad der skal siges.
Selvfølgelig, selvfølgelig, svarer naboen. Skal jeg hente flere?
Men Jens siger, at ingen andre behøver at komme. Signe klarer det.
Naboen kommer med krykkerne, hjælper Jens op, følger ham til hans lejlighed, og da døren lukkes, sukker han og går ud for at ringe til Signe, som lovet.
***
Signe kommer til Jens næste morgen.
Kan du se, siger Jens med svag stemme, mens han vakler på krykker og lukker hende ind, hvor livet har bragt mig hen. Lejligheden mister jeg nok snart på grund af gæld. Pengene har jeg brugt på behandling. Jeg skylder overalt. Har ingen arbejde. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det.
Signe ser sig omkring.
Hvad kan jeg hjælpe dig med? spørger hun.
Tag mig hjem til dig, beder Jens. Jeg har ikke længe igen. Et år højst. Sådan siger eksperterne. Og jeg er så sulten. Har ikke spist længe.
Hjem til mig? tænker Signe. Hvordan skal det gå?
Hvorfor har du ikke spist? spørger hun.
Der er intet mad. Og jeg har ingen penge. Jeg ville gå ud og tigge, men … jeg har ikke kræfter. Lad mig ligge, Signe, jeg er træt. Kan ikke stå, får hovedpine.
Ja, selvfølgelig, siger Signe forskrækket. Læg dig. Jeg går i supermarkedet og køber lidt mad.
Da Signe er ude, springer Jens op og går til vinduet.
Det kører perfekt, tænker han, mens han følger Signe. Hun tror på mig. Hun kommer ikke til at sige nej.
Men Jens har ikke tænkt på, at Signe, selv om hun syntes synd om ham og troede på ham, er gift og har to børn. Hun kan ikke tage sin eksmand hjem. På vej til butikken beslutter hun at ringe til sin mor, Rita Mortensen, og forklarer situationen.
Hvad skal jeg gøre, mor? spørger Signe. Jeg går nu i butikken, køber mad, laver lidt, gør rent. Men jeg kan jo ikke gøre det hver dag.
Rita har kun hadet én person i sit liv: Jens. Mens hun lytter til Signe, kan hun ikke forstå, hvordan det var kommet så vidt.
Der er noget galt her, tænker Rita. Jeg husker, hvordan han var mod min datter, da de var gift. Han ville ikke have børn, brugte pengene på sig selv. Og nu dukker han op, præcis når hun har det godt? Nej, han har sikkert en plan.
Hvad skal jeg gøre, mor? spørger Signe. Man kan jo ikke bare lade ham i stikken. Han har det virkelig svært. Hvis du så ham, ville du næsten græde. Han har måske kun et år igen. Han var ikke god mod mig, men jeg synes så meget om ham. Du skulle se ham.
Jeg hjælper dig, datter, svarer Rita. Bare rolig. Tag ham med til mig. Jeg skal nok passe ham.
Du? Signe er overrasket. Men du brød dig jo aldrig om ham?
Brød mig ikke om ham? tænker Rita. Det er mildt sagt.
Det er noget, der var engang. Måske er han blevet en anden. Og han er jo i nød. Så, datter, du behøver ikke at gå i butikken. Jeg har alt, der skal til. Sæt ham i en taxa og kom til mig.
Hvad skal jeg sige til ham?
At jeg har et værelse med tv til ham, og vil give ham morgenmad, frokost og aftensmad.
Skal jeg give ham mad først? Hans tilstand er … jeg er bange for, han ikke når frem.
Du sagde jo, han har et år igen.
Så du synes, han kan komme på tom mave. Jeg kan lave en kyllingesuppe til ham.
Køb ham bare en bolle og en kop kaffe. Jeg tror, han har kræfter nok til at nå herhen. Så laver jeg kyllingesuppe til ham selv.
***
Jens forestiller sig, hvad Signe laver til frokost og aftensmad. Han husker de måltider, han fik, da han var gift med Signe, og smasker.
Det var alt? spørger han klagende, og kigger på papbægeret med kaffe og bollen.
Du må ikke spise for meget lige nu, forklarer Signe. Du har jo ikke spist længe.
Okay, tænker Jens. Jeg skal nok klare det.
Efter bollen og kaffen spørger han, hvornår de skal tage afsted.
Nu tager vi afsted, siger Signe. Men ikke hjem til mig. Vi tager hjem til min mor.
Til din mor? Jens bliver bange. Hvorfor til din mor?
Først nu finder Jens ud af, at Signe for længst er gift og har to børn.
Men hos min mor får du det godt.
Hvad vil det sige?
Signe fortæller om et værelse med tv og tre måltider om dagen.
Det lyder faktisk godt, tænker Jens.
Nå, så, siger han svagt, så er jeg med. Vi tager afsted.
***
Signe ankommer i taxa til sin mors hus. Rita Mortensen står allerede og venter på gaden.
Hvem venter du på? spørger naboerne.
Min datter har taget sin tidligere mand med, svarer Rita og nikker mod bilen.
Datteren må virkelig ikke have ondt af ham, griner naboerne, hvis hun tør gøre det. Han er vist syg? På krykker. Bare vent, Rita får ham hurtigt på benene igen.
***
Jens, her er dit værelse, siger Rita, som straks gennemskuer, at Jens bare spiller.
Hun bestemmer sig for at lade som om, hun tror på ham og opfører sig, som om alt er, som han siger.
Her skal du tilbringe dine sidste dage.
De sidste? Jens bliver forskrækket, men tager sig straks sammen. Nåh ja, de sidste. Tak.
Nu er der frokost. Jeg går ud fra, du helst vil have mad herinde?
Ja, hvis det er muligt. Jeg skal helst ligge mest nu. Men hvis det er besværligt, kan jeg gå ud i køkkenet.
Nej nej, det er ingen besvær. Bare bliv liggende. Jeg kommer med maden.
Efter en god frokost fortæller Jens Rita om sin vanskelige situation.
Det er slemt. Jeg har ikke engang råd til husleje.
Så betaler jeg huslejen. Jeg kan også ordne lidt derinde. Signe siger, det er rodet.
Jeg har det elendigt, undskylder Jens. Derfor har jeg ikke haft energi til lejligheden.
Bare giv mig nøglerne.
Tak, Rita. Du er virkelig god. Jeg ved ikke, om jeg kan nå at takke dig. Du forstår jo … jeg har ikke længe igen.
Hvis jeg får et år, er det fint, tænker Jens. Men jeg kan sikkert finde noget mere.
Det er ingen sag, Jens, siger Rita venligt. Tak behøver du ikke. Enhver kan komme i den situation. Og du er ikke fremmed du er min tidligere svigersøn. Det tæller. Du må gerne bo her, så længe du vil. Det vigtigste er, at du får det bedre.
Altid godt, tænker Jens. Det gør det bare nemmere. Jeg har jo intet.
Et år går.
Hele det år ligger Jens hos Rita Mortensen. Han står kun op for at vaske sig eller gå på toilet. Indimellem går han en tur, men altid på krykker.
Det er som en drøm, tænker han. Intet ansvar, ingen problemer. Som i paradis. Alle behov bliver opfyldt. Jeg sover, spiser, ser tv. Gør ingenting. Spiller rollen. Hun betaler endda min husleje. Dumt, hun kommer hver måned med betalte regninger og fortæller, hvad hun har betalt. Jeg ville ønske, det kunne være sådan hele livet.
Efter endnu et år bliver Jens urolig, og taler alvorligt med Rita Mortensen.
Vær ærlig, beder han. Hvorfor gør du alt det her for mig? Synes du, jeg er en nasser?
Hvad siger du? Hvorfor skulle du være det?
Jeg sagde jo, jeg kun kunne holde et år. Det er nu blevet to.
Jeg er glad, svarer Rita. Det gør mig lykkelig, at du stadig er her, takket være min hjælp. Jeg siger dig, Jens, jo længere, jo bedre.
Mener du det?
Jeg mener det.
Måske tænker du, jeg vil testamentere min lejlighed til dig? Lad være med at håbe. Det gør jeg ikke.
Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har selv en lejlighed. Det vigtigste er, at du lever og er rask, og kan bo her længe. Jeg er bare glad for, at du er levende.
Kun det?
Kun det.
Så kan jeg slappe af, siger Jens.
To år mere går.
Nu er det nok! råber Jens pludseligt. Jeg kan ikke mere. Jeg flytter.
Har du fået det bedre?
Ja, det kan man godt sige.
Det er synd, jeg vil savne dig. Jeg er blevet vant til dig.
Vær ærlig nu, hvor jeg forlader dig. Hvorfor har du gjort alt det her? Lad være med at tale om godhed og barmhjertighed jeg tror ikke på det.
Jeg vil ikke tale om det.
Så hvorfor?
Hvad mener du? Rita er overrasket. Forstår ikke, hvad du mener? Du har jo betalt for alt det her hele tiden.
Jeg? Jens forstår ikke. Hvordan?
Ja! Jeg har, siden du flyttede ind, udlejet din lejlighed.
Udlejet? Hvordan?
På dagsbasis. Fra første dag du kom, begyndte jeg. Dine naboer hjælper til de finder selv lejere, og får lidt for det. Din lejlighed ligger tæt på metroen, folk vil gerne bo der. Der er altid mange interesserede. Du behøver ikke at bekymre dig for, at jeg har passet dig gratis. Takket være dig har jeg bygget mit sommerhus. Og nu har jeg også en have. Jeg ville købe nabogrunden, men … nu hvor du flytter, bliver det nok ikke til noget.
Rita fortæller meget mere, men Jens hører ikke efter. Han pakker sine ting og prøver at regne ud, hvor meget hans tidligere svigermor har tjent på ham på de fire år.