Undskyld mig, min datter
Min datter, mit hjertes barn sagde den ældre kvinde, da hun kom løbende hen til Anna. Anna trak sig lidt væk. De må have taget fejl. Min mor var en anden Men den fattigt klædte kvinde gav ikke op Du er Anna, ikke? Og dit efternavn er Pedersen? spurgte hun håbefuldt. Ja, det er det. Men jeg tror nu alligevel, det er en misforståelse, du kan ikke være min mor Anna vendte sig om og løb op til sit opgang.
Hun smed sine poser fra SuperBrugsen i entreen og gik ud i køkkenet, hvor hun tømte et glas vand i ét hug. Jo, hun genkendte med svære følelser sin mor, som havde efterladt hende for mange år siden. Hun havde bogstaveligt talt sat Anna i lejligheden og var gået. Anna var kun seks dengang. Hun ventede tålmodigt på hende i næsten fem dage, men da maden slap op, gik hun over til naboerne. Mens Anna spiste sig mæt, tilkaldte de sociale myndigheder. Anna blev hentet, hun måtte endda lade sin yndlingsdukke ligge, så hurtigt gik det.
Ude fra vinduet kunne Anna se moren sidde på bænken og stirre op mod lejligheden. Anna satte sig tungt ved spisebordet. Hvorfor dukkede hun op igen nu? Ville hun have hjælp? Anna kunne måske give det, men lysten manglede. Egentlig manglede alt. Hun følte hverken datterlige følelser eller blodsforbindelse.
Dengang, da Anna og moren boede alene, var det hårdt. Det havde sat spor i underbevidstheden. De flyttede konstant rundt, boede hos folk Anna ikke engang nåede at lære at kende. Hun fik aldrig venner, fordi de flyttede så ofte. Nogle gange var der ingen mad, og moren lavede kogende vand med sukker. Når der ikke var sukker, gav hun bare vand. Det mætter sagde moren trist. Anna havde overhørt, at moren var forældreløs, og ingen kunne hjælpe dem. En gang boede de tre måneder hos en mand, som de kaldte Onkel Poul. Anna vågnede ofte om natten til råb moren skændtes med ham og kaldte ham alle mulige ting. Så flyttede de igen.
Anna prøvede at forstå, hvorfor al den flytten, hvorfor altid hunger. Men hun fandt aldrig svaret. Hendes adoptivforældre var ingen millionærer, men de havde altid levet ordentligt. Begge arbejdede, og de tog sig godt af Anna og Mia, den anden adoptivdatter. De gav dem omsorg og kærlighed. Begge piger blev godt uddannet, hver med deres universitetsgrad. Hvorfor havde så gode mennesker ikke kunnet få egne børn? Det virkede paradoksalt.
Morens egne minder på bænken var ikke mindre tunge. Anna blev født tilfældigt, faren forsvandt hurtigt ud af hendes liv. Som forældreløs havde hun det svært. Hun mistede sin bolig, for en slyngel snød hende, og hun stod pludselig uden tag over hovedet. Så begyndte livet blandt fremmede og bekendte. Under den tid blev Anna undfanget. At få hende fjernet kunne hun ikke, hun manglede mod. Anna blev hendes eneste lykke. En billig lejlighed fandt hun, hvor hun passede på stedet for ejerne. Når der kom ydelser, klarede de sig. Men så ramte katastrofen de måtte flytte ud, og moren kunne ikke finde arbejde. Hun blev rådet til at tage nattearbejde. Officielt som serveringspersonale, uofficielt måtte hver klare sig, som de kunne. Huslejen blev altid den store udfordring, og når den skulle betales, flyttede hun hastigt med Anna.
Det blev til et gentagende mønster. Den aften, hvor moren forsvandt, skete det, at nogen havde stjålet kassebeholdningen fra hendes arbejde på caféen. Alle spor pegede mod hende. Hun troede, at sandheden hurtigt ville komme frem, men retfærdigheden findes kun i film. Hun blev idømt fem års fængsel. Selv at hun havde en lille datter, hjalp ikke. Sådan nogle som dig burde ikke få børn sagde de til hende.
Hun blev løsladt efter tre og et halvt år. Hun følte sig lost, ingen muligheder. Hun vidste, at hun ikke ville få datteren tilbage før livet var stabilt, og hun var frataget retten til at se Anna. Hun prøvede ærligt at finde arbejde og husly, men ingen ville have hende, selv ikke til rengøring. Hun havde ikke engang en adresse. Af rådløshed begyndte hun at drikke, boede sammen med folk uden hjem.
Senere kom sygdommen. På hospitalet fik hun en alvorlig diagnose. Her begyndte hun for første gang at tænke over troen. Nogle mennesker kom til dem og talte om Gud. Moren lyttede og blev troende. Efter udskrivelsen fik hun lov til at arbejde og bo i et kirkeligt hjælpecenter. Hun vidste, hun ikke havde lang tid igen, og bad præsten om hjælp til at finde Anna og bede om tilgivelse. De hjalp hende, og hun fik en adresse. Hendes hjerte bankede, da hun så Anna, så voksen og så lig sin mor som ung. Men Anna ville knap lytte. Moren besluttede sig for at vente, for før eller senere måtte Anna komme ud af opgangen.
Her er et tæppe sagde Anna, da hun kom ned så du ikke fryser Lise rørte med skælvende hånd ved hende. Undskyld mig, Anna, undskyld for alt sagde hun og sank ned på knæ. Anna begyndte at græde Hvorfor gør du sådan? Rejs dig sagde hun og gav moren hånden.
Nej, de kom aldrig til at bo sammen igen. Men de mødtes ofte i kirken. Og da Lise gik bort, sørgede Anna for en værdig afsked. Uanset hvad der var sket, så havde denne kvinde givet hende livet.
Der er mennesker, vi aldrig helt kan forstå, og nogle smerter bliver aldrig helt lægt. Men tilgivelse giver hjertet frihed og nogle gange er dét nok til at gå videre med livets gave.
