Utro
Frida så altid sig selv som en af de kvinder, der sætter pris på sig selv og sin orden. Alting skulle organiseres omhyggeligt det var den eneste måde at undgå sorg og tragedier, mente hun. København og dens grå morgenluft havde altid føltes tryg, så længe alt stod på plads.
Fritz, Fridas mand, lo ofte af hendes tankegang. Men denne morgen greb han fat i emnet, mens han trak gardinet til side og lod den drømmeagtige solstråle strejfe deres køkkenbord.
Frida, kan man virkelig leve efter en manual? Livet er så uforudsigeligt tricket er ikke at love sig selv for meget, for så lukker man bare sorgen ind, sagde Fritz og stirrede hende i øjnene. Frida anede ikke, hvor dybt bedraget stak i baggrunden.
Man kan og man bør, svarede hun. Ingen ulykker behøver at ske, hvis man lever ærligt og samvittighedsfuldt.
Fritz fnyste men hans latter var mere nervøs end vanlig. Utroskab havde aldrig ligget i hans planer, og alligevel faldt han for den mærkelige dragning. Han følte sig ikke skyldig, kun jaget af frygten for, at Frida ville opdage det. Det forstyrrede hans nattesøvn, og han drømte ofte om mærkelige, flydende scener, hvor alt svævede rundt.
Frida bemærkede ikke noget og trak på skuldrene.
Dårskab har mange former. Man må altid tænke sig om, før man handler. Jeg skader aldrig mig selv for flygtige følelser. Og jeg fatter aldrig dem, der lever rent på følelser, sagde hun.
Men hvorfor leve, hvis man aldrig kan tillade sig en lille naivitet? Fritz revolterede.
Frida sendte ham et drømmende smil noget med varme og kulde i samme blik.
Dårskab er tilladt, så længe det ikke skader nogen.
Fritz åbnede munden for at nævne, at utroskab netop er sådan en dårskab, men han lukkede den hurtigt.
Du er så kategorisk, sagde han. Hvis jeg skulle have været dig utro, ville du prøve at forstå mig?
Fridas smil forsvandt.
Jeg ville straks forlade dig, svarede hun uden tøven. Det er ikke dårskab, men forræderi. Ved at gøre det ødelægger man familien jeg tror, du ville smide mig ud, og du ville have ret. Nu må jeg afsted og hente Emil fra børnehaven.
Men tænk, hvis jeg faktisk var utro, og du tilgav mig. Hvad skulle der til for det?
Fritz stirrede på sin kone. Allermest ønskede han nu at tilstå, for måske kunne Frida forstå ham. Men han var fanget i sit eget drømmeunivers en slags flydende fortid, hvor han selv var fjern og utro uden at ville være det.
Hvis jeg tilgav din utroskab, ville jeg forråde mig selv. Det er umuligt. Alt andet ville være svaghed.
Fritz forestillede sig deres skilsmisse deling af deres lejlighed, kampen om Emil, retningsløse stunder i Frederiksberg Have, og droppede planerne. Han håbede, alt forblev hemmeligt.
Frida havde den underlige vane, at dømme alle efter sig selv. Hun kunne slet ikke forestille sig, at hendes mand ville begå noget så lavt. Så så længe ingen sagde tingene højt, fortsatte hun helt uvidende.
Hun levede efter sine principper og var lykkelig selv om også sorgen besøgte hende. Sygdom i lille Emil, og hendes søster Mette, hvis ægteskab var forlist for nylig. Fridas hjerte blødte for Mette, der fem år havde kæmpet med sin mand. Alt var godt, undtagen barnløsheden, der førte til stadige skænderier. Og det endte med, at han betroede hende, at han havde fundet en sundere kvinde, og Mette bad om skilsmisse.
Alle de fælles DKK, de havde til lejlighedskøb forsvandt i papirkast. Mette ville ikke bo under ét tag med en forræder. Frida tog hende ind, indtil stormen lagde sig. Hun havde aldrig forestillet sig, at Mette ville takke hende på sin underligste måde. Måske søgte Mette hævn, eller måske var det stress, men intet var egentlig planlagt.
Fritz som tilstod det senere ville trøste den knuste kvinde. Hans hjerte var slukket, og han lod instinkterne tage over.
Frida fandt ud af sandheden gennem Mette. Hun havde styrken til at sige det hele direkte.
Det blev bare sådan… Jeg tænkte, måske ville det lykkes. Måske kunne jeg endelig blive mor… Og jeg var vred på min mand…, sagde Mette og strøg hånden over sin runde mave. Med skam, men også glæde over at skulle være mor.
Frida følte et brud indeni som en hylde, hun havde møjsommeligt organiseret, der pludselig sprang.
Mette begyndte at græde og undskyldte. Men Frida smed hende ikke ud, som hun gjorde med Fritz, der stadig benægtede.
Frida sved i sindet i lang tid. Nætterne var tunge, tankerne klæbrige, drømme fyldt med mærkelige scener, hvor Fritz og Mette dansede på stive, skæve ben og Emil svævede mellem dem, tvunget til at vælge.
At lede i sin egen virkelighed føltes som at kaste sig ud i et uendeligt, surrealistisk hav. Hun startede dagen træt og knust, bange for det næste øjeblik. Livet var blevet til en mørk drøm, der aldrig ville ende.
Mette fødte til tiden og kaldte sin søn Søren efter bedstefaren. Forældrene var strenge, men også glade for, at Mette endelig blev mor. Fritz flyttede ind i en lille lejlighed, og Frida forbød ham at se Emil det var bedst sådan. Men hvad det faktisk var bedst for, kunne hun ikke svare på. Efter lang tid gav hun efter for Emils ønske om at se sin far. Alt føltes som et mareridt i slowmotion.
Men det blev værre. Da Søren fyldte to, kom Mette og Fritz ud for en frygtelig trafikulykke den vinter på Gl. Kongevej deres bil gled over den glatte asfalt og ind under en lastbil. Ingen overlevede.
Frida tog imod nyheden som om det angik fremmede. Tomhed. Emil græd han elskede sin far og fattede ikke, hvorfor han aldrig ville se ham igen. Frida havde lyst til at ryste ham, slå ham ud af sorgen. Men hun gik mod sine principper og lyttede til sine følelser. Med anstrengte kræfter holdt hun om sin søn, kyssede ham og lod ham føle sig tryg. Emil faldt i søvn på hendes bryst og drømte om sikkerhed.
Fridas forældre mistede snart forstanden. Søren blev deres trøst. Frida kunne ikke engang forestille sig, hvordan det måtte være at miste sit barn er det værste i verden.
Frida ville ryste forældrene, råbe til dem, at de ikke skulle begrave sig selv! Men her var hun, og Emil, begge levende. Søren, derimod, var kun et problem for hende en syndens frugt, mente hun.
Børnehjem? Er du vanvittig? Jeg vil hellere dø end vide, min børnebarn er i sådan et sted, græd hendes mor.
Hun bad Frida hjælpe med værgemål, men Frida nægtede. Søren irritede hende hans grin, rumlen, gråd. Ofte, når hun besøgte forældrene, løb Søren op og klamrede sig til hendes ben. Frida skubbede ham væk, men han klamrede sig igen.
Ma, ma…, peb han.
Hun skubbede ham hårdere han faldt, græd. Stillede sig op igen. Moren råbte:
Han er uskyldig! Hvorfor gør du sådan?
Frida gik videre, som slap hun en klæbrig drøm.
Han er skyldig! Han blev født et symbol på synd. Jeg fatter ikke din kærlighed til ham. Vil du virkelig have alle de problemer?
Moren trøstede Søren, lagde ham til ro, og vendte tilbage. Hun bad ikke længere Frida om at tage sig af ham. I stedet gjorde hun det mindst forventede hun knælede og undskyldte for Mette og Fritz’ synder. Frida skyndte sig at løfte sin mor fra gulvet hun følte en klump i halsen og indså, hvor vigtig Søren var for moren. Det stod klart, at de aldrig ville forstå hinanden.
Efter det besøgte Frida sine forældre sjældnere. Så blev moren syg og måtte opereres, faren blev skrøbelig. Hvem skulle tage sig af Søren? Frida var rasende hun ville ikke passe et barn, der aldrig burde have været til. Alligevel lod hun sig overtale af sin mor, mindede om den knebende gestus.
Søren opførte sig pænt, ville hele tiden op til Frida. Emil legede glad med halvbroren. Frida sagde til sig selv: lidt mere, bare lidt. Hun gjorde det nødvendige, men ikke mere.
Hen mod aften blev Søren utrøstelig. Frida var tæt på at råbe. Emil prøvede at hjælpe men Søren græd bare mere.
Til sidst tvang Frida sig til at løfte ham op.
Tro ikke, du kan sidde på mine arme hele tiden, sagde hun skarpt. Du er her kun, fordi jeg gjorde din mormor en tjeneste. Det er første og sidste gang.
Søren forstod ikke ordene; han lagde hovedet på hendes bryst, greb om hende, tæt, som var hun ved at forsvinde. Han anede intet om hendes følelser og smerte han var lykkelig i favnen.
Du skulle aldrig være blevet født. Da Mette ikke tog dig med den dag…, mumlede Frida.
Da hun sagde det, skælvede hun først nu indså hun, at hun ikke mente det. Søren så op, smilede, glad over at være tæt. Fridas tårer dryppede ukontrolleret hun fik trang til at straffe sig selv for skamfuldhed. Hvorfor dømme barnet? Hvad kan han svare? Hvem skal forsvare ham?
Frida holdt om Søren og slap ham ikke. Emil hjalp med at rede hans seng. Da begge børn sov, tænkte Frida tilbage på Fritz den mærkelige samtale. Søren var ikke længere syndens figur for hende. Hun følte sig som et monster kategorisk, uden at se barnets uskyld.
Hun satte sig i stolen, lukkede øjnene. Søren en forældreløs dreng, som hendes mor kæmpede for. Hvad skulle han se i sit liv? Fortjener han det?
Frida kendte ikke svaret men hun vidste, at hun ville bryde med sine egne principper, give slip på fortiden. Det var ikke svaghed mere. Det var styrke.
Fra den nat, var Søren ikke længere fremmed for hende.
