MOR, HVAD ER DET NU MED DE DER BILLEDER IGEN? “GOD MORGEN”, “TILLYKKE MED NAVNEDAGEN”… MIN MOBIL KAN JO KNAP NOK TÅLE DET! Kan du ikke bare skrive om noget vigtigt? Eller lade være, hvis der ikke er nyt? Jeg arbejder, har ikke tid til dine digte om kattekillinger!
Anders smed irriteret sin smartphone på bordet. Skærmen lyste stadig med et kort, hvor en pelset kanin viftede med ørerne og der stod: “Må din dag blive solrig!”
Han var 35 og chefudvikler i en stor IT-virksomhed i København. Hans liv var deadline, Zoom-møder, sprint og et ocean af notifikationer.
Hans mor, Karen Andersen, boede i en lille landsby 300 kilometer væk. Hun fik først WhatsApp for et halvt år siden, da Anders gav hende sin gamle mobil.
Siden den dag har Anders levet i et mareridt af GIFs.
Hver morgen begyndte med en “kop kaffe” i pixeleret form. Hver aften sluttede med en “skytsengel”.
Anders begyndte med at svare høfligt med nogle smileys. Så begyndte han at ignorere hende. I dag blev han sur.
Karen læste beskeden fra sin søn:
“Ikke skrive, hvis der ikke er nyheder.”
Hun kiggede ud af vinduet. Det småregnede – gråt og trivielt. Hvad havde hun af nyheder?
Kat Misse fangede endnu en mus?
Naboen fru Vibeke har igen skældt ud på postbudet?
Blodtrykket hoppede op på 180?
Det er vel ikke nyheder for en søn, der “skaber den digitale fremtid”?
Hun sukkede stille, tørrede en tåre med kanten af sit lommetørklæde, og slettede den aftenkort hun havde klar med “Sov godt.”
“Okay, Anders. Jeg skriver ikke,” tastede hun forsigtigt med ét finger, men hun slettede det igen. Hvorfor forstyrre?
Hun lagde bare telefonen på kommoden.
Anders nød stilheden. Ingen vibrationer i lommen. Ingen fjollede videoer.
“Endelig forstod hun det,” tænkte han.
En uge gik.
Fredag aften sad han i en bar med vennerne.
Min mor sendte mig video i går, hvordan man sylter agurker, grinede kollegaen. Sagde: Det får jeg brug for!
Alle grinte.
Anders åbnede chatten med sin mor.
Sidste besked fra ham: “…eller bare lad være at skrive.”
Status: “Online for 6 dage siden.”
En mærkelig uro ramte ham. Mor havde aldrig slukket for nettet. Hun sagde altid: “Hvis du ringer, må jeg jo kunne svare.”
Han ringede.
Lange, hvæsende ringetoner.
“Ingen svar fra abonnenten.”
Han prøvede igen og igen.
Bekymring kold og klæbrig krøb op mod halsen.
Anders fløj ud på motorvejen i nattens mørke, kastede alle lov-regler ud af vinduet.
Han ringede til naboen, fru Vibeke.
Vibeke, hvor er mor?!
Åh, Anders… Ved det virkelig ikke. Bankede på for to dage siden, tænkte hun var i Brugsen. Ingen lys. Måske er hun taget til sin søster i nabobyen?
Anders vidste: Mor havde ingen søster. Hun havde kun ham.
Han kørte ind i landsbyen klokken tre om morgenen.
Huset lå mørkt. Havelågen åben.
Anders rev døren op. Lukket indefra.
Mor! Mor, luk op!
Han brækkede vinduet ud, mærkede ikke engang glasset ridse hans hænder. Kravlede ind.
I huset var der kun gamle ur, der tikkede.
Mor lå på sofaen i sit gode morgenkåbe og sov.
Anders styrtede hen, tog hendes hånd.
Hånden var varm.
Karen slog øjnene op, fortumlet og bange.
Anders? Hvad sker der? Er der krig?
Anders sank sammen, hovedet mod hendes knæ. Han rystede.
Mor… Hvorfor tog du ikke telefonen? Hvorfor gik du ikke online?!
Du sagde jo… ikke skrive, hvis ikke der var nyt, viskede hun, mens hun beroligende aede ham. Måske er mobilen løbet tør for strøm. Lagde den på kommoden turde ikke tage den op, ville ikke distrahere dig. Troede, du arbejdede.
Anders tændte lyset.
“Livløs” mobil på kommoden.
Ved siden af lå en notesbog. Anders åbnede den.
En “besked-dagbog”.
Mor skrev ned, hvad hun ville sende ham, men aldrig gjorde:
“Tirsdag. Anders, solen kom frem i dag. Husker vi gik i park, da du var lille, du tabte isen og græd. Jeg elsker dig.”
“Onsdag. Blodtrykket igen oppe. Tog en pille. Jeg klager ikke, du har travlt. Bare så du ved det jeg er stolt af dig.”
“Torsdag. Drømte om far. Han sagde, du skulle passe på dig selv.”
Anders læste de skæve, upraktiske linjer og mærkede kynismen smuldre.
De “fjollede billeder”, smileys, kort det var hendes måde at sige: “Jeg er her. Jeg lever. Jeg tænker på dig.”
Hendes digitale puls.
Og han stoppede den puls.
Hvis hun havde fået et slagtilfælde, ville han ikke have opdaget det. Fordi han selv havde lukket for signalet.
Slutningen.
Anders blev hele weekenden.
Han reparerede hegnet. Opdaterede Smart-TV’et.
Og købte hende en telefon med kæmpe skærm.
Mor, sagde han inden han tog afsted, send nu bare løs!
Hvad skal jeg sende, min dreng?
Alt. Katte, kort, vejret, opskrifter. Hver dag. Hører du? Hver morgen. Jeg vil vide, du har “god morgen”. Det betyder… alt. Det betyder, at du er her.
På vej hjem til København.
Mobilen bippede.
WhatsApp. Mor.
Billede: Fed, rød kat med briller, buket bellis i poten. Teksten: “God rejse, min dreng!”
Anders smilede. Første gang i lang tid virkelig.
Han trykkede på mikrofonen:
Tak, mor. Katten er for sej. Ringer når jeg er fremme!
Morale:
Forældre, der spammer med beskeder, er ikke spam. Det er deres eneste livline til din verden, hvor de ikke længere har en plads. Klip den ikke. En dag bliver din mobil tavs, og du ville bytte alt for…
