FAR
Fjern ham. Fjern ham, sagde jeg! Jeg kan ikke holde ud at se på det længere. Jeg magter ikke mere af det svineri. Vores hjem føles som et alderdomshjem. Hvis du ikke får ham væk snart, ved jeg ikke hvad jeg gør. Jeg jeg Jeg ved ikke hvad jeg gør, jeg kunne kvæle ham. Eller Eller bare tage afsted selv. Jeg forlader dig, Mads! Jeg kan ikke mere! græd Ingrid, og lod hovedet falde ned i hænderne. Hun græd højt og længe, hikstede og jamrede sig som kun en kvinde kan. Da hun var grædt ud, sprang hun op, sendte et blik mod sin mand og stormede ud af stuen.
Mads stod tilbage, forvirret, og så på sin gamle far. Den gamle mand sad på stolen, hovedet bøjet, hænderne sammenlagt på knæene brunlige, plettede og rystende af alder. Han sagde ikke noget, men hver gang Ingrid råbte, flakkede han sammen, som ved et slag.
Far, når jeg bliver voksen, bliver jeg så lige så stærk som dig? lille Mathias så op på sin far med store, drømmende øjne.
Selvfølgelig, min dreng! Du bliver stærkere end mig. Børn skal vokse og blive bedre end deres forældre.
Mathias mindes fisketuren han fumlede med stangen og fangede sin første fisk. Han jublede, grinede og så hvor lykkelig far var på hans vegne.
Første skoledag. Mathias var nervøs, hænderne rystede om buketten til frøkenen. Men far var ved hans side, og ængstelsen lettede.
Sommeren var varm. Mathias cyklede på sin første cykel, vælter i en grøft, knæene skrabede og albuen blødende. Tårerne løb, han hylede. Far kom løbende, tog ham op og bar ham hjem, vaskede sårene, pustede og smilede:
Det går over, min dreng. Inden du bliver gift, er det lægt.
Mathias blev student. Festen, første snaps og næste morgen en alvorlig snak med far:
Søn, det er ikke det, der gør dig til mand. Det er dine handlinger, karakteren og modet ikke snapsen. Forstår du?
Mathias nikkede lynhurtigt, fuld af skyld og ubehag.
Han kom ind på universitetet i Odense. Far vågede natten lang, stod udenfor universitetet, mens Mathias gik til eksamen. Kom med for at se listen og da han fandt Mathias navn, tog han sig til hjertet og forvred ansigtet i smerte. Mathias og mor løb til ham, men han stoppede dem med blikket.
Mor levede stadig dengang Hun gik bort året efter, stille og fredeligt, sådan som hun havde levet. På kirkegården, efter alle var gået, stod far og søn længe under regnen. Det var Mathias, der gav far hånden:
Far, kom lad os gå.
Mathias ønskede at trøste ham, sige at det skulle nok gå men han kunne ikke tale som far. Far blev skrøbelig efter mor døde; han blev sammenbøjet, som var tyngden for stor. Han var ikke ung Mathias var hans yngste, født sent. Den ældre søster, Signe, boede i Aalborg, og han så hende sjældent. Det var fars fortid, hans første familie, hans smerte. Mathias blev født da far var tæt ved halvtreds.
Erindringerne kom som lyn Mathias hjerte smertede, han pressede hånden mod brystet, ligesom far havde gjort engang. Det fortog sig lidt
Mathias blev færdig og rejste til København. Fik ansættelse som ingeniør i et stort firma, mødte Emma. De tog til rådhuset med papirer. Mathias var forelsket og lykkelig. Han ringede ofte til far, som svarede det samme hver gang:
Det går godt, min dreng, alt er fint. Jeg klarer mig, jeg er ikke så gammel igen. Bryllup? Hvor herligt, jeg kommer selvfølgelig!
Brylluppet blev holdt på en elegant restaurant. Bordene bugnede af retter, bruden strålende i flot kjole. Alt bar præg af velstand og gode midler og Mathias kunne tillade sig det.
Far kom. Mathias blev forskrækket far var blevet gammel, sammenbøjet og gråhåret.
Mathias præsenterede Emma for far. Far blev forlegen foran svigerdatteren, vidste ikke om han skulle kramme eller kysse hånden endte med en kluntet bøjning og blev endnu mere genert.
Emma rynkede næsen og vendte sig mod Mathias:
Mathias, hvad er det for tøj han har på? Det er pinligt for folk. Det skal af, ud og væk, hør du?
De tog far med i Magasin, købte et nyt jakkesæt, han skiftede. På vej hjem sad far tavs, strammede munden, og sagde til Mathias:
Skammer du dig over mig, søn?
Nej, selvfølgelig ikke, far! Det er bare Emma Du ved, københavnerne vil jo have det pænt, ikke?
Far blev kun tre dage i deres nye, store lejlighed. Han var genert, sad på stolekanten, lærte aldrig at spise sushien Emma bød på, og tog hjem på tredjedagen. Mathias opdagede, han lettede, da far tog afsted
Livet rullede videre Familie, arbejde, venner, restauranter, trafik Alt det, der hører København til. Mathias ringede sjældnere til far af og til skrev han en sms, men læste næsten aldrig svaret.
En dag ringede fars nabo, fru Birthe:
Hej Mathias, jeg er Birthe, nabo til din far Mathias, du må hente ham. Han er helt forhutlet. Han er blevet væk to gange, kan ikke huske sig selv. Første gang mødte jeg ham i Brugsen, han genkendte mig ikke Anden gang tog de ham af toget, han var på vej et sted hen. Han går sulten rundt, har givet folk sin pension. Jeg kom over, og hans køleskab var tomt. Han er uvasket, ubarberet. Det går ikke! Tag ham hjem, ellers går det galt.
Mathias ringede straks til søster Signe. Hun svarede kort og koldt:
Hvorfor skulle jeg gøre det, Mathias? Han forlod os, jeg har ikke set ham i årevis, og jeg vil ikke. Jeg vil ikke bøvle med en gammel mand, har hverken overskud eller plads. I har det jo så fint i København. Jeg vil ikke diskutere det. I må selv tage ansvaret!
Mathias sad længe i køkkenet, mørket faldt på. Han vidste ikke hvordan han skulle fortælle Emma, at han ville tage far ind.
Emma lyttede tavst, sukkede:
Mathias, hvad med plejehjem? Eller hjemmehjælp?
Emma, han har bedst af at være blandt familie, bare indtil han får det bedre, tror jeg. Så kan vi se
Han hentede far efter nogle dage.
Allerede næste dag skete første uheld far oversvømmede lejligheden og naboen nedenunder, havde glemt at lukke for vandet. Naboen skreg som en stucken gris i telefonen. Det kostede Mathias flere tusinde kroner, for naboens gulv skulle udbedres.
Så fulgte knuste tallerkener, vådt sengetøj, mad over hele huset, åbne døre og andre besværligheder fra dementiaen
Emma, Emma han prøvede at trøste hende, strøg hende på skulderen. Godt, vi ser på plejehjem. Vil du det?
Ja! hun så på ham med røde øjne, vrede og udmattede Jeg kan ikke mere, Mathias, virkelig. Jeg er træt. Det er et helvede!
Om morgenen ringede Mathias rundt til plejehjem og fandt et egnet. Han kørte far hen, samlede hans få ejendele.
Far satte sig ved siden af i bilen, glad, så ud ad vinduet, vinkede til folk, klappede i hænderne som et barn. Det var som om han ikke længere var i denne tid.
Mathias ordnede papirerne, betalte med dankortet, hørte direktørens ros om deres fine sted, og gik til far for at sige farvel. Far stod i sit nye værelse, kiggede ud af vinduet. Da Mathias kom ind, vendte han sig pludselig om og smilede bredt og trygt, som i sin ungdom. Mathias stod stivnet, så sin gamle, stærke far. Men kun et øjeblik.
Nå søn, farvel så. Vi siger ikke farvel?
Pludselig var han igen den hjælpeløse gamle mand.
Mathias gik ud, hovedet nedbøjet, tårerne pressede.
Næste dag ringede plejehjemmet en kvindelig ansat sagde, at far var død om natten af hjertestop
Mathias sad hjemme, skulle til at tage på arbejde. Han satte sig på sengen, stadig i de dyre, nypressede bukser. TV’et stod tændt, kaffemaskinen larmede i køkkenet, sommeren gik sin gang udenfor men én mand eksisterede ikke længere.
Så er det slut. Så er det slut. Så er det slut ordene hamrede i hans hoved. Mathias mindes fars sidste smil og forstod det. Far vidste, mærkede det, og ville tage farvel.
Mathias begravede ansigtet i hænderne og grædMathias sad tavst, lyttede til kaffemaskinens sagte brummen. Han mærkede ensomheden som et tæppe omkring sig, men med ensomheden kom en anden fornemmelse: en vag, men insisterende varme i brystet. Et nærvær af alt det, der var tabt, men også det, der stadig levede i ham. Han rejste sig langsomt, gik hen til vinduet og så ud gennem ruden byen bevægede sig rastløst, som altid, men nu stod han stille og lod minderne flyde frit.
Han huskede fars ord: Børn skal vokse og blive bedre end deres forældre. Mathias tørrede øjnene, mærkede smerten, men også taknemmeligheden over at have elsket, over at have været elsket. Han knugede hænderne, og for første gang i lang tid lod han sorgen være hans følgesvend ikke som en byrde, men som en del af ham, noget der skulle bæres og værnes om.
Bag ham i stuen stod den gamle fiskestang, han havde arvet. Han tog stangen op, løftede den og mærkede dens vægt ikke tung, men fyldt med alt det liv, far havde givet ham. Han smilede stille, knækkede et lille grin, lod tåren løbe. Så gik han ud i køkkenet, satte sig ved bordet og sendte en besked til Signe: “Far er væk nu. Tak for alt. Skal vi mødes?”
Mathias stirrede på telefonen, ventede og imens kom solen ind gennem vinduet, lagde et gyldent lys på det gamle jakkesæt, der stadig hang på knagen. Udenfor sang en fugl; og i det øjeblik forstod Mathias, at far ikke længere var langt borte. Han var her, i lyset, i stemmen, i Mathias selv.
Han tog et dybt åndedrag, rejste sig og gik ud mod livets strøm, mod fremtiden, mod det, han havde arvet. Far var dø, men kærligheden var aldrig fjern.
