Katten sov altid sammen med min kone. Han pressede ryggen op imod hende og skubbede mig væk med alle fire poter, så jeg knap nok kunne få plads i sengen. Om morgenen sendte han mig sit mest frække og hånende blik. Jeg brokkede mig, men det hjalp jo ikke han var hendes yndling, hendes lille skat og solstråle. Min kone grinede hver gang, men jeg syntes slet ikke, det var morsomt.
Denne lille skat fik stegt frisk fisk torsken blev nænsomt tilberedt, benene fjernet, og den sprøde, lækre skind blev lagt i en lille, pæn bunke sammen med de varme, dampende stykker på hans tallerken. Katten sad og observerede mig med det mest nedladende smil, der nærmest sagde: Du er bare en taber, det er mig, der er den rigtige herre i huset!
Jeg fik altid de stykker, katten ikke gad spise. Det føltes som om han gjorde nar af mig, og jeg tog små hævner: skubbede ham lige så stille væk fra fadet på bordet eller løftede ham ned fra sofaen, når han tog den bedste plads. Det var en stille krig mellem os.
Af og til lagde han små miner i mine slippers og sko og hver gang grinede min kone og sagde: Du skal lade være med at drille ham! Mens hun kælede sin solstråle. Vores grå kat så på mig med sådan et overlegent blik. Jeg sukkede. Hvad skulle jeg gøre? Min kone var den eneste, jeg havde, og sådan var det. Så jeg måtte bare bide det i mig men den her morgen…
Denne morgen, da jeg var ved at gøre mig klar til arbejde, lød der pludseligt et fortvivlet råb fra gangen. Jeg løb derud og blev mødt af synet af seks kilo pels, klør og dårligt humør, der gik til angreb mod min kone som en tyr mod en rød klud.
Da katten så mig, sprang han lige på brystet af mig og skubbede så hårdt, at jeg fløj ud af gangen og faldt på gulvet. Jeg sprang op, greb nærmeste stol og brugte den som skjold, trak min kone med ind i soveværelset. Katten sprang, ramte benet på stolen og skreg så højt, at det gav genlyd.
Men det stoppede ham ikke. Han blev ved med at angribe, indtil døren til soveværelset var lukket. Vi stod og lyttede til den hvislende lyd lige udenfor. Derefter begyndte vi at rense og duppe vores mange rifter med sprit og jod fra førstehjælpskassen. Min kone ringede til sit arbejde og forklarede, at katten var blevet vanvittig og havde kradset os så slemt, at vi nu måtte tage til hospitalet. Jeg ringede bagefter og gentog det ord til ord til min chef.
Men så… Jorden rystede, huset svajede, og pludselig sprang vinduerne i køkkenet glas lå overalt, og det ydre vindue på badeværelset knækkede. Jeg tabte telefonen. Alt blev stille. Glemte alt om katten, løb vi ud til køkkenet og så gennem vinduet ned på gaden.
Foran huset var der en enorm krater. Bildele lå spredt over det hele naboens lille lastbil, som kørte på gas, var sprængt i stumper og stykker. Biler på parkeringspladsen var væltet, hjulene snurrede hjælpeløst, ligesom skildpadder på ryggen, og i det fjerne kunne man høre sirenerne fra politiet og ambulance.
Forbløffede og chokerede vendte vi os mod katten. Han sad i hjørnet, pressede sin brækkede højre forpote mod brystet og græd stille.
Min kone udstødte et hvin, løb hen og løftede ham op i armene. Jeg fandt bilnøglerne i lommen, og vi stormede ned ad trapperne, sprang over hvert trin. Vi sagde ikke et ord syv etager ned.
Må de, der kom til skade ved eksplosionen, tilgive os vi havde vores egen sårede derhjemme.
Vores bil stod heldigvis bag huset, så vi sprang ind og skyndte os til den lokale dyrlæge. Jeg havde en knude i maven som om der var katte, der kradsede til tonerne af Mikael Tariverdievs To på en café, som uheldigvis spillede i radioen.
En time senere kom vi ud fra dyrlægen; min kone bar sin skat, og han viste stolt sin forbundne pote til alle de andre med deres kæledyr. Da folk hørte, hvad der var sket, hoppede de op og klappede ham.
Hjemme begyndte min kone straks at stege fisk til ham. Hun fjernede benene og lagde den sprøde skind i en pæn bunke, som han elskede. Jeg fik selvfølgelig resterne.
Katten humpede hen til sin tallerken, kneb øjnene sammen af smerte og forsøgte at give mig et hånligt blik, men det blev til en grimasse af smerte.
Jeg havde travlt, men da jeg var færdig, gik jeg over til hans tallerken og lagde min del fisk uden ben oveni.
Katten stirrede på mig med målløs undren, trak forpoten op mod brystet og gav et forsigtigt, spørgende mjav.
Jeg løftede ham og holdt ham op mod mit ansigt: Måske er jeg lidt af en taber. Men når jeg har så dejlig en kone og sådan en kat, må jeg være den lykkeligste taber i hele verden. Og jeg kyssede ham på snuden.
Katten spandt stille og puffede med sin store hoved mod min kind. Jeg satte ham ned, og mens han med smerte spiste sin fisk, stod min kone og jeg og så på ham, omfavnede hinanden og smilede.
Siden den dag sov katten kun sammen med mig. Han kiggede mig dybt i øjnene, og jeg bad til Gud om kun én ting:
At jeg måtte få mange år til at se min kone og min kat ved min side.
Jeg har ikke brug for mere. Ærligt talt.
For det er det, man hele livet drømmer om det rigtige, danske lykke.
