Jeg begynder min historie med at fortælle, at jeg i flere år har boet alene. Min søn flyttede til Aarhus for at læse på universitetet, fandt en kæreste der og blev hængende. Min mand og jeg havde mange gode år sammen, men det er nu tre år siden, at han gik bort. Han var stadig ung, men kræften kunne vi desværre ikke gøre noget ved.
For nylig fortalte min søn mig, at hans kæreste nu venter barn, og at de derfor har besluttet sig for at blive gift. Min glæde var helt ubeskrivelig!
Det eneste, der trak lidt ned midt i glæden, var at jeg ikke havde økonomien til at give min søn en rigtig god bryllupsgave.
Uden tøven besluttede jeg mig for at gå til notar og skrive min lejlighed over på min søn. Så længe jeg lever, vil jeg hjælpe dem alt det, jeg kan, lære dem det, jeg ved, og når jeg engang ikke er her mere, så har de deres eget hjem.
Da mine naboer hørte om beslutningen, forsøgte de at tale mig fra det. De sagde, at når jeg en gang dør, vil min søn alligevel arve lejligheden, så jeg burde finde en anden gave. Min bror tilbød endda at låne mig penge, så jeg kunne købe noget andet, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg syntes, det her var den bedste løsning for os alle. Så jeg samlede alle de nødvendige papirer og tog bussen ned til notaren i centrum.
En ung kvinde tog imod mig, og hun lyttede opmærksomt til hele min historie. Til sidst spurgte hun:
Det er rigtig pænt af dig at ville give så stor en gave til din søn, men må jeg spørge, har du et andet sted, hvor du kan bo, hvis det bliver nødvendigt? Måske et sommerhus eller et kolonihavehus?
Nej, faktisk ikke. Men hvorfor spørger du om det? sagde jeg, uden helt at forstå hendes pointe.
Hun begyndte så at fortælle mig om ældre mennesker, der havde givet alt til deres børn, hvorefter børnene uden videre havde smidt dem på gaden. De stakkels gamle havde ingenting at komme efter, alt var jo skrevet over, og det hele var fuldt lovligt.
Jeg undskyldte og sagde, at jeg ville tænke grundigt over det. På vej hjem ringede jeg til min bror og bad om at låne nogle penge, mens jeg fortalte ham om samtalen med notaren, og hvordan hun havde overbevist mig om ikke at begå en fejl. Han var overrasket over, at nogen kunne få mig til at ændre mening.
Jeg tror selvfølgelig ikke, at min søn nogensinde kunne finde på at smide mig ud, men det er bedre at være på den sikre side. Man ved jo aldrig, hvad tilværelsen kan bringe, eller hvordan hans kone bliver som person med tiden.
Nu bor de faktisk hos mig, alle sammen under samme tag, og vi venter spændt på, at barnebarnet melder sin ankomst. Der har ikke været nogen konflikter, og jeg håber inderligt, vi fortsat kan leve i fred og fordragelighed. Lejligheden får min søn men først den dag, jeg ikke længere er her.
Jeg gik til notaren for at overdrage lejligheden til min søn, men han overbeviste mig om at lade være!
