Hej, sønnike
– Hej, farmor! Hvordan har du det? hilste Morten, en kraftig, femogtyveårig mand, da han trådte ind fra kulden i den lille entré i farmors ældre lejlighed på Vesterbro.
Den gråhårede farmor, nænsomt bundet med sit farverige tørklæde, blev helt fortørnet da hun så Morten i døren, arme fyldt med indkøbsposer.
– Morten, lille ven, hvad har du dog slæbt alt det hjem for? Du var jo her i går! Jeg har stadig ikke fået spist det sidste.
Morten smilede, hans blide basstemme fyldte rummet, og han så på sin farmor med tydelig kærlighed.
– Farmor, tag nu bare imod! Du er så spinkel; kun skind og ben. Her, jeg har også købt medicin til dig han fandt et lille apotekspose frem fra lommen.
Farmoren blev rørt til tårer, Tak, Morten, hvad skulle jeg gøre uden dig Kom indenfor, skat, men jeg må advare dig, vi har gæster.
– Gæster? Morten løftede øjenbrynene, og gik forventningsfuldt ind i køkkenet.
Ved bordet rejste sig en kvinde. Slidt, træt ansigt, små rynker, mørke skygger under øjnene Hendes tøj var pænt, men ualmindelig slidt. Noget vag genkendelighed i kvindens øjne fik Mortens hjerte til at slå hurtigere.
– Hej, søn! hviskede den fremmede og rakte hænderne ud, som om hun ønskede, at Morten straks skulle omfavne hende.
Han stivnede, tog et skridt tilbage og kiggede forvirret på farmoren, som stod, tørrede tårer bort med sine små hænder.
– Ja, min dreng, det er din mor, hun er kommet for at tale med dig sagde farmor stille, og græd igen.
Morten stod som forstenet. Var det virkelig hans mor? Moren, han kaldte på i barndommen, når han vågnede grædende om natten. Moren, han aldrig kunne huske, uanset hvor meget han prøvede. Moren, han aldrig havde haft hos sig hverken i sorg eller glæde.
Han vågnede endelig fra chokket, vendte sig mod farmoren: – Undskyld, farmor, jeg har travlt jeg kommer forbi senere, okay? Undskyld, jeg kan ikke…
Han kyssede den gamle på hendes kolde, våde kind og forlod lejligheden.
Morten gik gennem de sneklædte gader i København. Han kunne orientere sig her med lukkede øjne, så velkendte var de. Barndommens stier fra børnehave, skole, universitet alt sammen uden hende: den vigtigste person for enhver. Han havde aldrig mærket varmen fra sin mors hånd.
Han huskede hende ikke. Overhovedet ikke. Kun på et foto, hvor hans far, ofte beruset, græd og mumlede: Hun skal nok komme tilbage, hun kommer
Men hun kom aldrig, og faren døde en dag hans hjerte kunne ikke mere
Morten huskede faren: bleg, udstrakt på sofaen med hendes billede i hånden og en halvtom flaske på gulvet
Hele livet har Morten kun haft farmor, Karen farens mor. Hun blev alt for ham: far, mor og farmor.
Da moren hørte om farens død, skrev hun, at hun ikke kunne tage drengen til sig Jeg kan ikke, det passer ikke ind, giv ham til børnehjem.
Men farmor Karen kæmpede for at få ham hjem, og hun blev hans værge. Hun gjorde alt, selv på de dage, hvor de kun havde tynd suppe til både morgen, middag og aften. Men der var altid noget, og farmor prøvede altid at lægge lidt ekstra kød i hans skål.
Nu hvor Morten, takket være denne lille, seje kvinde, har fået en uddannelse, forsøger han at betale tilbage med omsorg og kærlighed.
Moderen har aldrig hjulpet. Hun har aldrig ringet, aldrig skrevet, aldrig ønsket ham tillykke Hun har ikke spurgt: Hvordan har min søn det? Og nu pludselig stod hun her! Hvorfor?
– Hvorfor kom hun? tænkte Morten, mens han tørrede tårerne. Han var nu selv far til en lille datter og tanken gik ikke væk hele dagen
***
– Morten, hvorfor ser du så bleg ud? Er du syg? spurgte Anna, hans kone, bekymret og kiggede ham dybt i øjnene.
– Ja, far, hvorfor ser du så mærkelig ud? gentog lille Agnes, og forsøgte at efterligne sit mors bekymring.
Morten tog datteren op, krammede hende tæt, og indsnusede duften af hendes hår: Det er okay, min skat, gå og leg!
Han ville tale med Anna, lette sit hjerte
– Anna, min mor dukkede op i dag! Jeg gik ind til farmor, og der sad hun, som om intet var sket, og drak te sagde han, mens han satte sig ved bordet.
Anna, der var i gang med at dække op, satte sig sløvt ned: Hvordan fandt hun dig?
– Farmor har samme adresse. Jeg kunne ikke tale med hende, flygtede ud, da jeg indså at det var min mor
– Morten, måske skal du lytte til hende? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der kan få en kvinde til at glemme sit barn i 25 år! Måske skete der noget uventet måske var hun i fængsel eller lignende
(da fantasien slap op kunne Anna ikke finde flere undskyldninger for Mortens mor)
– Jeg ved det ikke, Anna jeg kan ikke forstå hende, og jeg kan heller ikke tilgive
***
Dagen efter besøgte Morten som altid farmor Karen til frokost.
– Morten, begyndte farmor du bør høre moren ud. Hun har skylden, det ved jeg Men tro mig, hun lider meget. Jeg er gammel, og hvis jeg skulle gå bort Hun er trods alt din mor. Her er hendes adresse farmor gav ham en lille lap papir hvis nu du vil mødes
– Jeg har ingen mor, farmor! Hele mit liv har du været både far, mor og farmor svarede han bittert, men lagde alligevel adressen i bukselommen.
Endnu en dag gik med tunge tanker En tomhed fyldte ham, som om det var ham, der havde svigtet denne kvinde, der aldrig blev en rigtig mor for ham.
Ikke kun dage, men uger gik. Morten fandt ofte adressen, glattede papiret, og lagde det tilbage i lommen
***
En dag gik han alligevel over til hende. Efter arbejde stod han foran en slidt dør i et mørkt opgang, hvor der lugtede af kat og fugt, og ringede på.
– Søn! på dørtrappen stod hun, i en gammel, falmet morgenkåbe, ufriseret og med sokker. Duften af sur suppe og fugt ramte ham.
– Hej sagde Morten, uden at kunne sige mor. Jeg er kommet for at høre dig ud. Jeg vil prøve at forstå. Hvad ville du mig?
– Ingenting, Morten! Jeg ville bare tale med dig og bede om tilgivelse! Jeg har ikke lang tid igen Sygdommen har ikke skånet mig. Det er alt sammen min straf
Mortens hjerte blev fyldt af medlidenhed for denne slidte kvinde med mørke rande under øjnene.
– Er du syg?
– Ja, men det er ikke det vigtigste! Kom ind, søn! hun gjorde plads for ham.
Han gik ind i køkkenet, satte sig på en skammel.
– Undskyld mig, Morten! Jeg har gjort meget forkert hun græd, tårerne strømmede Jeg blev forelsket dengang! Kunne ikke styre mig jeg så kun Georg. Hvis han havde bedt mig dræbe, havde jeg gjort det!
Morten krøllede ansigtet, han forstod ikke sådan en kærlighed. For ham var det sygdom. Men han lyttede videre.
– Georg ville giftes, men jeg skulle glemme alt: mit gamle liv, og dig… Han ville ikke have andres børn. Kan du forstå det, Morten? hun så ham i øjnene, håbede på forståelse. Men han følte kun medlidenhed og ventede på fortsættelsen.
– Jeg var lykkelig med Georg, vi fik en datter, Astrid. Men alt faldt sammen på et øjeblik. Astrid blev voksen, blev gift, og flyttede til Italien. Georg døde. Og jeg blev helt alene.
Hun standsede kort, og så at Morten betragtede en sortnet spindelvæv i hjørnet, så sagde hun: Vi har ikke altid boet sådan Georg havde et godt job, vi boede i et hus nord for København. Men da han døde, viste det sig, at han havde enorme gældsproblemer, og jeg måtte sælge alt og flytte hertil.
Morten skammede sig lidt over ikke at føle sympati for sin mor, men han glædede sig dog over, at han heller ikke følte skadefryd
– Og din datter, hvordan har hun det? spurgte han.
– Jeg betyder ikke noget for hende! Hun skammer sig over, at hendes mor ser ud som jeg gør Jeg vil ingenting fra dig, Morten! Bare tilgiv mig Det er svært at dø med så tung skyld.
Morten rejste sig stille: Jeg vil forsøge at tilgive dig. Det bliver svært, men jeg vil gøre mit bedste
***
– Hvor har du været så længe, Morten? spurgte Anna, da han kom hjem.
– Jeg har været hos hende! svarede han, mens han kæmpede med en klump i halsen.
– Du besøgte din mor? Anna var overrasket.
– Ja, jeg har ondt af hende.
– Du er den bedste, Morten! sagde Anna og omfavnede ham. Jeg vidste, du ville ikke svigte.
– Ja, Anna, jeg har tilgivet hende, men jeg kan stadig ikke kalde hende mor
– At tilgive er stærkt. Og du er stærk.
Nu henter Morten af og til kaffe hos sin mor, og hun græder stille af glæde over, at hendes søn er blevet et godt menneske, om end uden hendes hjælp.
Personligt har jeg lært, at tilgivelse kræver styrke, og at den kærlighed, jeg fik fra farmor Karen, har gjort mig i stand til at være noget for andre uanset hvor svær fortiden har været.
