For mange år siden boede Ole og hans kone Ane sammen i København. De havde været gift i syv år; men børn havde de aldrig fået, og en dag gik det op for Ole, at livet sammen med Ane var blevet trist og ensformigt. Dagene lignede hinanden det samme gjaldt ugerne og månederne.
Ane var en dygtig husmor, og maden var altid god. Ole kendte aldrig til en rodet lejlighed eller et tomt køleskab. Det var helt utroligt: Når han sad og arbejdede i sit kontor og fik lyst til en kop kaffe, kom Ane næsten øjeblikkeligt ind med et lifligt dampende krus.
Hvordan gør du det? spurgte han ofte.
Hvad mener du?
Hvordan ved du altid, hvad jeg kunne tænke mig?
Jeg føler dig, fordi jeg elsker dig meget, smilte hun.
Hvor en anden mand måske havde kastet sig over sin kone og kysset hende eller ført hende ind i soveværelset, kunne Ole nu kun klappe hende let på hånden og sige:
Tak, Ane, men jeg skal lige arbejde lidt mere…
Ane så opmærksomt på ham og gik så ud for at tage sig af sine huslige sysler. Ole ledede en stor afdeling, og det krævede ofte, at han var til stede for medarbejdere også uden for kontoret.
Ingen blev derfor overrasket, da han begyndte at ses og tale mere med en praktisk og charmerende ung praktikant, Signe. Hun var kun tyve år, men kendte mænds verden og havde let ved at fængsle Ole med sit livlige temperament og sin varme personlighed.
En dag stod de sammen i elevatoren, og pludselig trådte Signe tæt på ham og kyssede ham. Derefter hviskede hun:
Jeg ville bare finde ud af, hvordan du smager…
Elevatoren standsede, og hun gik ud uden at se på ham. Ole stod tilbage, målløs. De næste dage opførte Signe sig normalt, som om intet var sket hendes bluser var dog mere vovede, og hun ignorerede Oles stjålne blikke, talte kun om faglige ting.
Ole blev grebet af tankerne om Signe og hjemme begyndte han at forestille sig hende i stedet for Ane. Ane, hun mærkede ingenting og var kærlig og omsorgsfuld som altid… Men det var ikke det, Ole ønskede. Han blev jæger og kastede sig ind i Signes spil de nærede hinanden med blikke og små berøringer, et ord, en gestus. Ole vågnede med tanken om, at han snart skulle se Signe.
En dag mødtes de i arkivet, og mellem støvede papirer overmandede lidenskaben dem. Det var ikke nok; hurtigt lejede de et værelse på et hotel, hvor de gav sig hen til hinanden, uden at lægge mærke til tiden.
For første gang kom Ole hjem efter midnat. På køkkenbordet stod middagen dækket, og Ane lå roligt og sov i soveværelset. Ole gik ind, så på hendes fredelige ansigt og gik igen. Ane, der hørte ham lukke døren, åbnede øjnene og lå længe og så ud i mørket.
Månederne gik. Ole skulle snart på en lang forretningsrejse; han havde samlet alle papirer til en skilsmisse, men valgte at vente og sige det til Ane, når han kom hjem. Ane mærkede stadig ikke uro.
Efter nogle dage sluttede Signe sig til ham aftenerne var fulde af samme brændende passion.
En dag ramte ulykken. Ole var på vej til et møde, da en bil mistede kontrollen og på fortovet truede en kvinde med et barn i klapvogn i sidste sekund fik Ole skubbet dem væk og tog selv det voldsomme stød.
Han mærkede ingenting kun smerte og besvimede. Dage senere vågnede han i koma. Lægerne skræmte ham med følgerne af ulykken. Han lå bundet til seng, indpakket i bandager og gips, og spekulerede på livet.
Signe kom én gang. Hun blev forfærdet.
Ole, hvad nu?
Jeg ved det ikke
Hvem overtager din rolle?
Er det det eneste, du tænker på?
Bliver du handicappet, Ole?!
Signe…
Undskyld. Jeg havde ikke regnet med det. Jeg vil leve. Er det et liv du tilbyder?
Engang ville du giftes med mig
Det var dengang! Hvorfor skulle du redde dem? Det var deres ikke dit liv!
Nu er det mit
Jeg går undskyld…
Hun forlod ham og efterlod kun duften af parfume.
Senere kom Ane. Hun blev hos ham til udskrivelsen, tog sig af ham stille og uden at klage.
Ane, du må hvile dig, sagde han grådkvalt.
Jeg sover, når du sover…
Da Ole kom hjem til København, mistede han sit job.
Processen kan ikke vente på én, selv en værdifuld medarbejder som dig, sagde direktøren. Kom tilbage, når du er helt rask.
Han gik tungt ud og ventede på elevatoren trapperne kunne han ikke klare.
Da døren gik op, trådte Signe ud sammen med den nye chef, Erik. Signe så ikke på Ole, og kollegaen sagde:
Det er Erik, din afløser…
Ole tænkte på den dag, Signe første gang kyssede ham i denne elevator.
Efterfølgende måneder gik med besøg hos læger, fysioterapeuter, alt sammen dyrt. Ane bar uden klage den økonomiske byrde og det triste humør.
En dag blev Ole rask igen, takket være sin kones kærlige omsorg.
Ane, jeg vil invitere dig til middag, som i gamle dage
Men vi har ingen penge
Jeg har lidt, et gammelt lån blev betalt tilbage jeg vil bruge det på os
Om aftenen sad Ane foroverbøjet og kiggede på menuen. Ole så på hende, som om han så hende for første gang. Han bemærkede, at hun var blevet tyndere, at fine linjer var kommet ved hendes øjne og at hun ikke bar noget af det guld, han havde givet hende, kun vielsesringen.
Ane, hvorfor har du ikke øreringe eller halskæder?
Jeg har solgt det hele. For at betale for din behandling
Ane, min kære, min elskede hvad kan jeg gøre for dig?
Ole, behold dit liv du får brug for det
Det blev hårde dage. Ane forsøgte at få husholdningen til at hænge sammen, middagene var enkle, men hun klagede aldrig.
Så skete et mirakel: Direktøren for en international virksomhed opsøgte ham.
Ole Jensen, jeg tilbyder dig en høj stilling hos os med rejser, stor løn, bonusser
Hvorfor?
Du reddede min kone og min søn… jeg skylder dig alt.
Ole hentede Ane hjem og krammede hende.
Alt bliver godt nu! Jeg elsker dig, Ane
Ole, jeg er glad for dig men jeg går nu Jeg forlader dig.
Det kolde chok fik Ole til at sætte sig han stirrede uforstående på Ane.
Ole du har jo længe ikke elsket mig og nu elsker jeg heller ikke dig. Jeg kendte til alle dine forhold, tilgav dig fordi jeg håbede du stadig havde brug for mig men du blev fjern. Jeg mistede et barn du lagde ikke mærke til det. Da du var i ulykken, ville jeg tage mit eget liv men jeg måtte tage mig af dig. Da du blev rask, besluttede jeg at tage ud af dit liv”
Ane giv mig en chance
Ane svarede ikke, og næste morgen, da Ole vågnede, var hun væk.
Tre år gik. Ole blev succesfuld igen, men alvorlig og stille. Han talte kun med kvinder om arbejde og undgik enhver nærhed. Han ledte efter Ane, og om natten bad han om hendes tilbagekomst.
En dag sad Ole i sin bil i en københavnsk trafikprop, og der blev sendt hilsener på radioen. Spontant ringede han ind:
Jeg vil bede om tilgivelse fra min kone Ane Jensen.
Hvilken sang til Ane?
“Jeg savner dig…”
Og fra højtaleren lød en mande stemme: “Jeg savner dig, Jeg savner dig så meget”
En dag skulle Ole til en mindre by og blev der nogle dage. Om aftenen gik han rundt og så på de små husene, hvor familier lagde middag på bordet.
Pludselig løb en dreng ind i ham knap tre år, og Ole nåede akkurat at gribe ham.
Hvor har du så travlt, min ven?
Far? spurgte drengen forundret.
Ole blev forlegen, og drengen krammede ham.
Du fandt mig, far?
En ældre dame kom løbende.
Magnus, Magnus! Hvad laver du!
Hun tog drengen og takkede Ole, mens Magnus råbte: “Far! Det er min far! Slip mig!”
Ole så dem gå og ville give alt for at kalde drengen sin søn. Han kom flere aftener, men så dem aldrig igen.
Senere blev Ole overfaldet på vej hjem fra en restaurant han blev overfaldet af et par unge, og efter at være blevet tæsket, kom han til det lokale skadestue.
Sygeplejersken orienterede sig kort, før han blev ført ind til den vagthavende læge.
Ole gik svagt ind og besvimede næsten, men Ane kom ham til undsætning.
Min kære Ane jeg har søgt dig Jeg har fundet dig
Ole, lad mig se på dig vent nu
Han blev behandlet, bandageret, og Ane bestilte taxa til ham.
Ole, der er gået lang tid. Det er slut mellem os.
Nej, nu vil jeg ikke give slip. Jeg flytter ind ved din dør, og du kan ikke sende mig væk.
Ole, jeg har en søn
Enes telefon ringede Ane blev bleg.
Magnus har brækket armen
Ole sprang ind i taxaen:
Hurtigt!
Hjemme lå Magnus grædende på sofaen, den gamle dame sukkede.
Mor! Far! råbte drengen.
Ane tjekkede hans hånd det var kun et blå mærke, men de tog ham med på hospitalet. Ane satte sig senere med Ole.
Da jeg gik, vidste jeg ikke, jeg var gravid Jeg fortalte dig det aldrig. Jeg flyttede til denne by, og Magnus blev passet af den gamle Tamara, mens jeg arbejdede
Jeg mødte ham engang han løb ud på gaden og jeg greb ham
Ikke far, jeg løb hen til dig sagde Magnus søvnigt.
Jeg genkendte dig du er ham på billedet, mor sagde, du ville komme
Hvorfor skjulte du ikke for Magnus, hvem hans far var?
Ole jeg hørte sangen det var dig, der bestilte den på radioen?
Det var mig og jeg sang også til dig jeg har indset, jeg ikke kan leve uden dig jeg elsker dig.
Jeg elsker dig, Ole sagde Ane og lagde hovedet på hans skulder.
En uge senere kom Ole, Ane og Magnus hjem til deres lejlighed i København. Magnus latter fyldte hjemmet, og Ole holdt Ane tæt bange for, at det var et drøm
Men hun, hans kære, var der. Ole følte, at livet havde givet ham det sande lykke, han før aldrig havde værdsat.
