Er jeg nu helt alene? svarer hun og smiler Nej da, hvad snakker I om? Jeg har en stor familie!
Birgitte har i flere år boet alene i et lille bindingsværkshus i udkanten af landsbyen. Men hver gang nogen nævner hendes ensomhed, kan hun kun grine:
Er jeg nu helt alene? Nej da, hvad snakker I om? Jeg har en stor familie!
De ældre kvinder i landsbyen smiler høfligt og nikker, men så snart Birgitte vender ryggen til, udveksler de blik og drejer menende en finger ved tindingen. Hun er nu ikke helt almindelig. Familie? Hun har hverken mand eller børn bor alene som et dyr
Og det er netop dyrene, Birgitte kalder sin familie. Hun bekymrer sig ikke det fjerneste om nabokonerne, der mener, at dyr udelukkende skal holdes for nytte et par køer, nogle høns, en vagthund til gården og en kat til musene.
Birgitte har fem katte og fire hunde og tænk sig, alle bor de inde i huset, ikke ude i stalden hvor de hører til, som naboerne siger.
Samtalerne foregår mest bag hendes ryg: Det nytter ikke at sige det til hende hun griner bare og svarer:
Nej, nej, gaden har de set nok af, vi trives bedst herhjemme alle sammen.
For fem år siden mistede Birgitte sin mand og sin søn samme dag. De var på vej hjem fra fisketur, da en tung lastbil kom over i den forkerte bane.
Da Birgitte så småt vågnede op fra sorgen, indså hun, at hun ikke kunne bo i lejligheden længere. Alt mindede hende om de to, hun elskede, og hun magtede ikke de medlidende blikke i opgangen. Det blev for meget at gå de samme veje, købe ind i de samme supermarkeder.
Et halvt år efter solgte hun lejligheden og flyttede sammen med sin kat Frida til et lille hus uden for Sorø. Om sommeren dyrkede hun grøntsager i haven, om vinteren arbejdede hun i køkkenet på kommunens plejehjem.
Dyr samlede hun op over alt. Nogle tiggede mad ved stationen, andre dukkede op ved køkkenet, hvor Birgitte arbejdede.
Således voksede hendes familie af sårbare sjæle alle havde på hver sin måde kendt til at være alene og forladt. Birgittes varme hjerte sørgede for, at de fandt ro og kærlighed. Og familien legede, hyggede, spiste sammen og der var altid både kærlighed og mad nok. Selvom det til tider var stramt med pengene, sagde Birgitte til sig selv, at nu var grænsen nået. Ikke flere dyr!
I marts, mens foråret så småt var kommet, slog kulden pludselig tilbage. Sneen væltede ned med bidende blæst, og bybusserne kørte forbi hurtigt.
Efter fyraften skynder Birgitte sig hen til syv-bussen den sidste aftenbus til landsbyen. Hun har købt ind til sig selv og hele det firbenede selskab. Både poser fra butikken og restmad fra plejehjemmet trækker i armene.
Fast besluttet på ikke at tage flere dyr ind, skynder hun sig langs fortovet med tanken om det glade slæng, der venter hjemme, som varmer hende under al sneen.
Men som man siger: Det er hjertet, der ser det væsentlige. Ti meter fra bussen standser Birgitte brat. Under en bænk ligger en hund stirrende ud i intetheden med et blik, der er helt tomt. Hun er dækket af sne, må have ligget der længe.
Folk haster forbi, skjult af tørklæder og hætter. Så mange kan ingen virkelig se?
Birgittes hjerte slår hårdt. Hun glemmer straks både bus og løfter, smider poserne og går hen og rækker hånden ud mod hunden, der blinker tungt.
Åh Gud, du er i live! hvisker hun. Kom, søde, vi skal hjem!
Hunden ligger stille, men gør ikke modstand, da Birgitte løfter hende op i favnen. Hunden har næsten opgivet livet.
Senere kan Birgitte ikke huske, hvordan hun med to tunge indkøbsposer og en hund i favnen får kæmpet sig frem til ventesalen på stationen.
I et hjørne får hun varmet hunden, gnider de kolde poterne mellem hænderne, taler roligt til hende:
Kom nu, skat, vågn op vi skal hjem til vores flok. Du bliver min femte hund, så er vi et rigtigt håndboldhold, hvad siger du?
Hun finder en frikadelle i tasken. Først vil hunden ikke spise, men efter lidt tid tøs hun op, snuser og tager imod maden måske beslutter hun at blive hos Birgitte lidt længere.
En time senere står Birgitte og hunden og vinker ad de biler, der til forveksling minder om hinanden bussen er jo for længst kørt. Hun har lavet et halsbånd af sit bælte, men egentlig følger hunden, som hun allerede har døbt Mille, så tæt hun kan bag Birgittes ben.
Efter ti minutter standser en bil. De smyger sig ind på bagsædet.
Tusind tak! Bare rolig, hun sidder hos mig, hun gør ikke noget skynder Birgitte sig at sige.
Det er i orden, svarer chaufføren, hun må gerne sidde på sædet. Det er jo ikke nogen lille hund
Men Mille vil kun klemme sig op på Birgittes skød, skælver endnu, men falder til ro.
Det er barevi fryser mindre sådan, Birgitte smiler.
Chaufføren nikker og siger ikke mere. Han drejer blikket mod det bælte, der fungerer som snor, og skruer op for varmen. Vejen glider forbi uden ord. Birgitte holder Mille ind til sig og lader blikket hvile i mørket, hvor snefnuggene danser i lyskeglen.
Indimellem kigger chaufføren på kvinden, der sidder og luner sin redningshund. Han gætter, at hun netop har taget den til sig og han synes, hun virker træt, men alligevel tilfreds.
Da de er fremme, hjælper han med poserne. Sneen ligger allerede højt, og han må bruge skuldrene for at åbne lågen. De rustne hængsler knækker, og lågen vælter nærmest omkuld.
Du skal ikke tænke på det, sukker Birgitte, længe siden den skulle været blevet sat i stand.
Indendørs bryder huset ud i et kor af glade hundegøen og miaven. Birgitte skynder sig at åbne døren, og hele hendes brogede familie vælter ud på trappen.
Åh, I troede, I havde mistet mig! Bare rolig, jeg kommer jo altid hjem. Se her, vi har fået nyt familiemedlem!
Mille kigger forsigtigt frem bag Birgittes ben. Hendes hunde logrer og snuser nysgerrigt til poserne, som chaufføren stadig holder.
Nå, men vi kan da ikke blive stående her! Kom indenfor, hvis du tør være sammen med en stor familie. Har du lyst til en kop te?
Chaufføren bærer poserne ind, men afslår:
Det er sent, jeg må hellere køre tilbage. Men du skal ind og give familien mad de har ventet på dig.
Næste dag, omkring frokost, lyder der banken udenfor. Birgitte tager jakken på og ser bilmanden fra i går. Han er i gang med at skrue nye hængsler på lågen, værktøj og materialer ligger spredt rundt om.
Han smiler og siger:
Goddag! Jeg ødelagde jo lågen i går, så nu må jeg reparere den Jeg hedder for resten Anders og du?
Birgitte
Alle dyrene snuser nysgerrigt til ham, han sætter sig ned og klapper dem.
Birgitte, du skal ikke fryse gå bare indenfor. Jeg slutter snart. Og en kop te siger man aldrig nej til. Jeg har også kage i bilen og lidt godbidder til dit store firbenede selskab.
Følg med for flere historier, læg gerne en kommentar eller et like, hvis du bliver rørt!
– Er jeg da den eneste? – svarede hun, – Nej, hvad mener I, jeg har en stor familie!
