Karen havde været elskerinde. Hendes ægteskab var aldrig blevet til noget. Hun blev boende hjemme hos forældrene til hun fyldte tredive, og først derefter besluttede hun sig for at finde en mand. At Jakob allerede var gift, vidste hun ikke i starten, men da han opdagede, hvor glad hun var for ham, holdt han ikke hemmeligheden længe. Hun sagde ham dog aldrig et eneste bebrejdende ord. I stedet bebrejdede hun sig selv for at være blevet indblandet og for, hvor skrøbelig hun var i forhold til ham. Hun følte sig utilstrækkelig det var hendes egen skyld, hun ikke havde fundet en mand i tide, og nu løb tiden fra hende.
Selv om hun ikke var nogen skønhed, var Karen pæn at se på: venlige øjne og et rundt ansigt måske lidt til den fyldige side, hvilket nok fik hende til at se ældre ud, end hun var. Hendes forhold til Jakob gik ingen vegne. Hun ønskede ikke længere være elskerinde, men hun kunne heller ikke give slip på ham. Hun var bange for at blive helt alene.
En dag kom hendes fætter Henrik på uanmeldt besøg. Han var på forretningsrejse og havde et par timer i Aarhus og besluttede at kigge forbi Karen, de havde ikke set hinanden længe. De spiste frokost i hendes køkken og snakkede som i gamle dage om alt mellem himmel og jord. Karen fortalte ham om sit kærlighedsliv lagde ikke skjul på noget og kom endda til at græde en smule.
Midt i samtalen kiggede Karens nabo, fru Petersen, forbi og bad henne lige komme og se på nogle indkøb. Karen gik over til naboen i cirka tyve minutter. Netop da ringede det på hoveddøren. Henrik gik ud for at åbne han troede, det var Karen, der kom tilbage, for døren var ikke låst. På dørtrinnet stod Jakob. Henrik forstod med det samme, at dette måtte være Karens elsker.
Jakob blev forlegen ved synet af den store, brede mand i joggingbukser og T-shirt, der stod med et stykke rugbrød og spegepølse i hånden.
“Er Karen hjemme?” fik Jakob fremstammet.
“Karen er i bad,” løj Henrik straks.
“Undskyld, hvem er De?” Jakob så fortvivlet ud.
“Jeg er hendes mand. Altså – borgerligt. For nu,” Henrik lænede sig tættere på og tog fat i Jakobs skjorte. “Er du den der gifte charmetrold, Karen fortalte om? Hør nu lige her: Hvis jeg ser dig her igen, skal du få at føle, hvad det vil sige at flyve ned ad trapperne, forstået?”
Jakob vred sig løs og forsvandt hastigt ud af lejlighedsopgangen.
Kort efter kom Karen tilbage, og Henrik fortalte hende om Jakobs visit.
“Hvad har du gjort? Hvem bad dig om det?” udbrød Karen grædende. “Nu kommer han aldrig igen.”
Hun satte sig på sofaen og skjulte ansigtet i hænderne.
“Nej, nu kommer han ikke igen – og det er kun godt,” sagde Henrik stille. “Nu skal du høre, jeg kender en mægtig god mand hjemme i landsbyen. Han er enkemand. Alle kvinderne kaster sig over ham, men han har ikke været klar til en ny endnu. Men jeg har en god fornemmelse efter min rejse kører jeg forbi dig. Så tager vi sammen hjem, og jeg skal præsentere dig for ham.”
“Jamen, Henrik, det kan jeg da ikke. Hvem er han? Og hvor pinligt… Nej!” protesterede Karen.
“Det er langt mere pinligt at ligge i seng med en anden kvindes mand end at møde en fri mand! Ingen forlanger, at du skal gifte dig på stedet. Du kommer bare. Du skal jo også til min kones fødselsdag.”
Nogle dage senere sad Karen og Henrik i toget til landsbyen. Henriks kone, Lise, havde dækket op i haven ved siden af den gamle sauna. Der var naboer, venner og Henriks gamle bekendte, enkemanden Anders. Karen kendte de fleste af gæsterne fra gamle dage, men mødte Anders første gang den aften.
Efter en hyggelig aften fyldt med latter og snak vendte Karen tilbage til Aarhus. På vejen hjem tænkte hun på Anders hvor stille og forsigtig han havde været. “Han sørger nok stadig over konen, stakkels mand. Sådan nogle rare mænd er sjældne,” tænkte Karen.
En uge senere, om søndagen, var der nogen, der ringede på døren. Karen forventede ingen, men da hun åbnede, stod Anders dér med en pose i hånden.
“Hej Karen, jeg var alligevel i byen for at handle og tænkte… nu vi kender hinanden, så ville jeg lige kigge forbi,” sagde han lidt nervøst.
Karen inviterede ham ind. Hun kunne mærke, anledningen var mere end et tilfældigt besøg.
“Fik du købt, hvad du skulle?” spurgte Karen.
“Ja, indkøbene ligger i bilen. Men det her er til dig.” Anders trak en lille buket tulipaner frem og rakte Karen den.
Hun tog imod blomsterne, og hendes øjne lyste op. De satte sig i køkkenet med te og snakkede om vejret og priserne på torvet. Da teen var drukket, rejste Anders sig og gjorde klar til at gå. Han tog sig god tid med jakken og skoene i entréen. Pludselig vendte han sig imod Karen:
“Hvis jeg går nu uden at sige det her, vil jeg fortryde. Karen, jeg har tænkt på dig hele ugen. Jeg ventede bare på, at det blev weekend, så jeg kunne se dig igen. Jeg fik din adresse af Henrik…”
Karen blev rød i kinderne og kiggede væk.
“Vi kender jo ikke hinanden særlig godt…” sagde hun stille.
“Det skal vi nok komme til. Kan vi ikke være dus? Jeg ved godt, jeg ikke er noget særligt, og jeg har også en lille datter på otte år, hun er hos sin mormor.”
Anders’ hænder rystede let.
“En datter er da skønt børn er en gave,” sagde Karen drømmende. “Jeg har altid drømt om en lille pige.”
Det gav mod til Anders, der tog Karens hænder og, lettere genert, kyssede hende.
Efter kysset så Anders spørgende på Karen, hendes øjne var blanke.
“Er det forkert af mig?” sagde han tvivlende.
“Nej… Jeg havde ikke troet, det kunne føles så rigtigt. Det er rart, ærligt og trygt at vide, jeg ikke sårer nogen anden.”
Fra da af så de hinanden hver weekend. To måneder senere blev de gift på rådhuset og bosatte sig i den lille landsby. Karen fandt arbejde i børnehaven, og året efter fik de en datter sammen. Nu voksede to små piger op i familien begge elskede og accepterede. Kærligheden og opmærksomheden blev aldrig delt der var nok til alle.
Anders og Karen blev bare gladere med årene, deres kærlighed blev dybere og stærkere, ligesom en god vin, der kun bliver bedre med tiden.
Henrik blinkede ofte til Karen under familiefesterne og sagde smilende:
“Hva’ så, Karen var det ikke et godt tip, jeg kom med? Du bliver bare smukkere og smukkere. Søskende har som regel ret husk det!”
Når livet føles vanskeligt, kan det være smerteligt at give slip, men det er netop frimodighed og nye åbninger, der fører til sand lykke. Det er aldrig for sent at give sig selv en ny chance.
