27. april
I dag kom en lav, lidt kraftig pige ind på kontoret. Hun havde brug for arbejde. Helst med det samme. Jeg slog op i hendes CV rengøringsassistent, rengøringsassistent Kun rengøring hele livet. Hun ser yngre ud end mig, sikkert ti år yngre. Tøjet er velplejet, håret pænt klippet, øjnene diskret markeret. Hun opfører sig pænt: sidder og venter, hvad jeg siger kræver intet, virker hverken ligeglad, trist eller påtrængende. Helt almindelig dansk pige.
Hvorfor har du arbejdet som rengøringsassistent hele dit liv? spørger jeg forsigtigt.
Jeg kunne ikke lade være med at føle med hende. Om et år eller to, så sidder hun fast i det, for livet. Ikke at der er noget galt med at gøre rent. Overhovedet ikke. Men der er sjældent ledige stillinger. Lige i dag havde supermarkedets HR-afdeling ringet tidligt de manglede tre butiksassistenter og bad mig hjælpe dem.
Kan du finde nogen, helst ikke alt for gamle bare under halvtreds Du ved, vores folk ved kassen er efterhånden lidt oppe i årene, men nogen skal jo også fylde varer på hylderne. Vi lærer dem alt, bare viljen er der! Erfaring eller uddannelse er ingen hindring. Vi åbner nye forretninger og skal bruge folk! lød det næsten bedende.
Hvad andet kunne jeg lave? Jeg har jo ikke nogen uddannelse. Kun folkeskolen, svarede hun lidt overrasket, som om hun aldrig havde tænkt over det.
Vi har faktisk mulighed for at tilbyde dig job som butiksassistent. Kunne det være noget?
Hun tøvede ikke eller begyndte at bortforklare bare nikkede langsomt. Jeg kiggede efter reaktion. Det fortæller mig altid mere end en samtale. Hvis folk virkelig mangler job, så tager de straks fat i tilbuddet. Der er ikke noget, der kan stå i vejen, hvis viljen er ægte.
Med hende var det ærligt. Ikke nogen skjult dagsorden med at være her for statistikken, ikke noget med at hente adresser bare for at berolige sin mor.
Man skal jage stillinger, tænkte jeg for mig selv. En ledig stilling er som en smuk pige der venter ikke længe, og mange står i kø. Det handler ikke om at være snu, men om at tage det alvorligt og rykke hurtigt.
Men som butiksassistent skal man ikke kunne tælle penge? Det har jeg aldrig lært, sagde hun tøvende.
Nej, i begyndelsen skal du bare fylde varer op. Kassen kræver ikke meget de fleste betaler med kort, så lidt skal tælles op. Du lærer det. Jeg tvinger dig ikke det er dit liv. Men du er stadig ung, måske var det værd at prøve noget nyt?
Ja, hvis de vil tage mig ind Hvorfor egentlig altid gøre rent sagde hun eftertænksomt. Men hvordan kommer jeg derind? Jeg bor i Greve og har slet ingen penge tilbage Jeg er tilflytter.
Jeg ringede straks for at høre, hvad mulighederne var. Kunne man overhovedet tage hende fra Greve?
Hej igen, Marie-Louise! Jeg har en pige her kun erfaring som rengøringsassistent, men hun virker pålidelig. Hun bor i Greve og er bekymret for transporten, sagde jeg telefonisk.
Hvis hun vil arbejde, skal vi nok hjælpe! Vi har en hel vagt med folk fra Greve, de tager S-toget. Fra stationen til butikken er der syv minutters gang, som du ved. Vi viser hende alt. Bare sig, hun skal komme med det samme! Vi har virkelig brug for folk.
Hvad siger du, Amalie? Jeg har ordnet det hele tag afsted med det samme. Tag bussen, det går hurtigst.
Nej, det er 24 kroner Jeg går hellere til fods svarede hun, mens hun fumlede med jakken.
Pludselig ramte en mærkelig idé mig.
Nej, du tager bussen. Her, jeg giver dig lidt penge.
Hvornår skal jeg betale dig tilbage? spurgte hun uroligt.
Du skal slet ikke betale mig tilbage, sagde jeg og rakte hende en seddel. Ikke meget, men nok til flere ture.
Hendes ansigt blev mørkerødt ikke almindeligt generet, nærmest forlegent på grænsen til fortvivlet.
Hun var ikke vant til at modtage. Hun forventede det slet ikke. Det sagde alt om hende. En ærlig sjæl. Ikke koket, ikke taknemmelig, ingen slinger. Bare overrasket og rystet. Jeg ville ikke have hende gå herfra sådan hun ville blive kvalt i skyld og taknemmelighed!
Men heldigvis behøver jeg sjældent at opdigte noget. Livet løser ofte tingene selv.
Vær ikke genert. Jeg hjælper dig, fordi andre også hjælper mig.
Men hvordan kan jeg sige tak? sagde hun stille.
Giv en rugbrødsmad til en hjemløs hund. Tag en kat ind. Køb noget til en gammel dame. Udbred det bare ikke til mig. Videregiv det!
Hun forlod mit kontor og stod ude ved døren og kæmpede med lynlåsen i sin jakke. Døren stod på klem, og jeg hørte hende hviske: Kære Gud Tænk, at der findes sådan nogen Giv hende alt godt Giv hende det bedste, Gud
Jeg lyttede og indeni ønskede jeg at sende det videre. Til dem, der også har hjulpet mig.
Må alt gå dig vel. Vi klarer os nok her i Danmark.
