Jeg voksede op i en stor familie: to drenge, to piger. Jeg er den ældste. Barndommen? Tja, den husker jeg knap så godt, men vi havde aldrig vores eget hus. Vi boede hos min farmor, og min far havde evigt store drømme om at bygge sit eget hus. Men det var dengang, hvor der ikke rigtig var tid eller penge til mursten og håndværkere forældrene måtte knokle for at få enderne til at mødes og holde os i live og glade.
Nu er vi allesammen voksne. Min lillebror og jeg begge gift, begge bosiddende i vores lille landsby på Fyn. Storesøster Signe fandt kærligheden i en udlænding og bor nu et sted, hvor de spiser mærkelige oste, og lillesøster Astrid har både mand, barn og en stationcar. Sådan går livet.
Når hele banden samledes i huset hos mine forældre, rystede min far på hovedet og sagde: Hold da op, vi er mange nu! Der er jo ikke plads til os alle hvis vi bare havde et kæmpestort hus, kunne hele flokken bo sammen! Da far gik på pension, og pludselig havde tid til alt det, han før ikke nåede, besluttede han sig for endelig at bygge det hus, han altid havde drømt om. Min bror, svoger og jeg hjalp til, slæbte og hamrede og det var ærlig talt hårdt, men vi gjorde det for far og hans drøm. Desværre nåede han aldrig at se huset færdigt.
Vi plejede at grinende spørge: Nå far, hvem skal have huset så? Vi var jo mange om buddet. Far smilede og sagde: Huset går til den, der har mest brug for det. Det er nu mange år siden. Jeg er blevet bedstefar. Mor er for længst væk. Og huset står stadig tomt og venter på, at nogen rigtigt flytter ind. Alle har fået deres eget hjem, egen familie, egne børn.
Men i sjælen er kun minderne og varmen tilbage. Jeg vil bygge et hus, og jeg vil tilbringe tid med min familie der, hver eneste dag!
