Æbler i oktober
Kirstine, du skal forstå det rigtigt. Vi har kun én lejlighed og vi er to. Jeg er ældst, og ifølge loven har jeg ret til mere. Det ved du jo godt selv.
Jeg stod længe ved vinduet og kiggede ud i gården, hvor de nøgne rønnebærgrene dinglede i vinden. Jeg græd ikke. Jeg så bare, hvordan grenene gyngede, tænkte på, at rønnen i år havde båret rigtige klaser af bær, mørkerøde og tunge og at fuglene allerede havde spist næsten alle.
Jeg forstår det ikke, Mads, sagde jeg. Stille, uden at vende mig om.
Hvordan kan du ikke forstå det? Lejligheden har tre værelser, den ligger midt i København. Jeg er skrevet her, jeg har familie, børn.
Jeg er også skrevet her.
Det er kun midlertidigt. Mor lod dig bo her, da du blev skilt fra Klaus. Men det betyder ikke, at du ejer noget her.
Jeg vendte mig endelig om. Mads var 57, jeg 54. Vi voksede op i det samme værelse; delte ét bord, én hylde med bøger, én mor. Nu stod han i døren til mit værelse, i sin dyre frakke, telefon i hånden, kiggede ud over mit hoved.
Advokaten sagde, lejligheden skulle deles ligeligt. Det er ikke dit valg, Mads.
Jeg ved, hvad advokaten sagde, sagde han endelig og mødte mit blik. Hans øjne var ikke vrede, ikke hårde bare trætte. Som om han for længst havde besluttet sig. Jeg vil tilbyde dig at købe dig ud. Din halvdel er meget værd, men jeg kan ikke tage lån. Jeg kan betale af, lidt efter lidt. Eller
Eller?
Eller du overtager sommerhuset. Mor og far har stadig huset i Lystager. Det er gammelt, men jorden er god seks hundrede kvadratmeter, hus og skur. På papiret er det næsten ligeså meget værd som din andel. Næsten.
Jeg sagde ikke noget. Udenfor bøjede vinden en gren mere, og den sidste klaser rønnebær slap og faldt til jorden.
Du vil have, jeg rykker på landet.
Jeg vil bare gerne, vi finder en løsning. Uden retssag.
Jeg tænker over det, svarede jeg.
Mads forlod lejligheden uden at smække døren. Det var næsten værre end hvis han havde. At smække døren ville have betydet, at han ikke var ligeglad.
Lystager lå 120 km fra byen. Jeg havde været der som barn, senere med mor. Sidste gang var otte år siden, da mor stadig kunne cykle rundt derude. Huset var allerede dengang gammelt, lugtede lidt af fugt, verandaens tag bøjede, men mor sagde altid, at luften var anderledes. Mere fri.
Jeg ringede til min veninde, Annemette.
Er du faldet ned fra månen? Sagde hun. Accepter det ikke. Kæmp for det. Få fat i en ordentlig advokat.
Anne, jeg har hverken råd til en advokat eller kræfter til at sagsøge.
Har du kræfter til at flytte på landet?
Det ved jeg ikke. Jeg holdt en pause. Jeg er nødt til at tage derud først. Se hvordan det står til.
Når du først har set det, ved du med det samme, det ikke duer. Der er jo ingenting derude.
Mor sagde altid, at luften var anderledes.
Anne sukkede.
Du har bare brug for at forsvinde væk fra det hele, Kirstine. Men landlivet er ikke løsningen. Det er en flugt.
Måske er det lige det, jeg har brug for.
Jeg tog afsted en lørdag, med regionaltoget. Oktober var kold. Træerne langs banen havde næsten smidt alle bladene. Jeg så ud ad vinduet, og forsøgte ikke at tænke. Det gjorde for ondt. Markerne gled forbi, små skove, gamle haver med væltede plankeværk. Jeg slukkede for tankerne.
Lystager var en lille landsby. Nogle veje, et lille supermarked, en faldefærdig kirke. Huset lå bagerst i anden vej, bag gamle æbletræer. Det lignede et hus, hvor der ikke har boet nogen længe. Afskallet maling, porten skæv, mos på trappen. Men væggene stod ranke, og skorstenen var fin.
Jeg låste op, gik indenfor. Det lugtede indelukket, men ikke råddent. Køkken med brændekomfur, stue, lille værelse med sofa. I entreen hang mors gamle frakke. Jeg rørte ved den, mærkede noget snøre sig sammen i halsen, men jeg græd ikke. Jeg stod bare lidt og holdt ved stoffet.
Haven var tilgroet. Men æbletræerne levede. Der hang stadig et par sene æbler, små og gule. Jeg samlede ét op, gned det mod ærmet, tog en bid. Det smagte sødt og lidt tørt med duft af efterår.
Jeg tog hjem til København, ringede Mads op:
Jeg accepterer. Sæt huset over på mig.
Fint, sagde han. Ikke mere.
Flytningen tog to uger. Jeg ejede ikke så meget. Bøger i kasser, sengetøj, køkkengrej, tøj. Annemette hjalp mig at læsse af, hele tiden mumlende, at jeg lavede noget tåbeligt, men efterhånden uden skarphed mere af vane.
Kommer du og besøger? spurgte Anne, da bilen var pakket.
Jeg besøger. Du må også gerne komme.
Hvad skulle jeg der, på landet? Hun lo tørt. Der er myg!
Det er oktober, ingen myg.
Næste år er der.
Jeg begyndte med køkkenet. Det føltes rigtigt. Brændekomfuret skulle virke, der skulle være lunt, jeg kunne koge suppe. Komfuret fungerede røret skulle bare renses. Naboen overfor, gamle Oluf Jensen, dukkede op på anden dagen. Han stak hovedet ind, som ved et tilfælde, og sagde:
Jeg hører, at Eva Larsens datter er kommet hjem.
Den yngste. Kirstine.
Oluf Jensen. Han løftede kasketten. Jeg var gode venner med din mor, kan man sige. Naboer.
Kom indenfor.
Han inspicerede ovnen, røret. Skal renses. Jeg ordner det, ingen grund til bekymring.
Jeg kan godt lære det selv.
Det kan du sagtens men den slags kræver øvelse.
Mens han rensede, gjorde jeg rent i stuen. Vi nød at tale til hinanden gennem døren, hver for sig det føltes uforventet behageligt.
Har du boet her altid? spurgte jeg.
Hele livet. Født her.
Ville du aldrig bo i byen?
Jo, som ung. Så gik det over.
Hvorfor?
Han tav. Så sagde han: I byen er der altid mere, man skulle og burde. Her vælger man selv, hvad der skal gøres. Det er forskellen.
Jeg mærkede, jeg forstod.
De første dage gik jeg omkring som i en døs. Stod op tidligt, fordi det bliver lyst, og fuglene larmer ved daggry. Drak te og stirrede ud på æbletræerne. Gik i supermarkedet og købte det nødvendige. Gjorde rent, reparerede småting, læste. Gik i seng med mørket.
Tankerne om Mads kom om natten. Ikke vrede, mere forundrede. Som om jeg ledte efter det øjeblik, min bror var blevet fremmed. Eller måske havde han altid været sådan. Vi voksede op sammen, men også lidt adskilt. Han var tre år ældre, og de tre år stod altid som et lavt hegn imellem os. Man kunne godt se over, men ikke lige klatre over.
Sidst på ugen dukkede en kat op. Lå under trappen, lille og grå, kæmpe gule øjne. Jeg gav den lidt brød med smør, katten snusede og listede væk.
Stolt, sagde jeg højt.
Næste dag kom jeg med mælk. Katten drak halvdelen og blev liggende.
Oluf så katten, rystede på hovedet.
Nå, det er Åse. Hun vandrer rundt bor aldrig fast. Tag hende ikke ind, hun er sin egen.
Vi får at se, smilede jeg.
En uge senere sov katten på min sofa.
Der var nok at lave godt det samme. Når hænderne var optagede, lod tankerne sig lettere styre. Jeg udskiftede hængsel på porten, malede skodderne, sorterede gamle sager i entreen. Oluf kom med brænde. Jeg protesterede men han slog ud med hånden:
Du er stadsborger. Brænde skal stables rigtigt.
Jeg vil lære det selv.
Du lærer det. Til næste år klarer du det selv. Han så et øjeblik ekstra på mig. Er du flyttet hertil for altid?
Jeg ved det ikke. Måske.
Bliver du vinteren over?
Sandsynligvis.
Han nikkede. Stillede brændet, så der var til vinteren.
I november blev det koldt. Byen virkede øde, naboerne holdt sig indenfor. Kun røgen stod op fra skorstenene. Jeg tændte op, og det gjorde mig usædvanligt rolig. Det ritual, at tænde ild, høre ilden fange, mærke varmen. Det var ægte og simpelt.
Jeg ringede til Anne:
Jeg fyrer selv op i brændekomfuret nu.
Nå? Hvordan går det?
Godt. Jeg kan lide det.
Kirstine… Hvordan har du det?
Bedre end jeg troede.
Det var godt. Jeg frygtede, du skulle forsumpe alene.
Anne.
Ja ja. Skal jeg komme ud?
Kom, men vent til foråret. Så blomstrer æbletræerne.
Du snakker om de træer, som om de er noget særligt.
Det er de også. Mor plantede dem.
Anne sukkede:
Jeg kommer i foråret.
I slutningen af november begyndte jeg at bage. Helt tilfældigt. Fandt mors lille notesbog fuld af opskrifter. Hendes snørklede skrift, hver opskrift undertegnet. Æblekage med tørgær, Tantes fedtebrød, Honningkage på gammel vis. Jeg læste og prøvede en æblekage. Træernes efterårsæbler lå stadig i kasser i entreen.
Kagen blev ikke perfekt. Lidt brændt i bunden, skorpe lidt hård. Men den duftede. Jeg skar et stykke og kaldte på Oluf.
Han satte sig, smagte.
God kage. Dine egne æbler?
Fra haven.
Det er gammeldansk Filippa. Din mor sagde altid, det var det bedste til kager. Hun bagte tit.
Det vidste jeg ikke. Jeg så på kagestykket foran ham. Vi kom ikke tit her de sidste år.
Hun savnede jer, sagde Oluf. Ikke som bebrejdelse, bare stille.
Jeg ved det. Jeg savnede også.
Vi tav. Åse hoppede op i vinduet, så ud.
Arbejdede du i byen? spurgte han.
Bogholder. Tyve år samme sted, så blev jeg fyret. For to år siden.
Og nu?
Intet. Lever af opsparing. Ikke meget.
Han nikkede. Uden medlidenhed, uden at tilbyde noget.
Er der noget at sælge her? spurgte jeg. Kager fx. Er der marked?
Fredag. Nabo-byen, Karlsminde. Otte kilometer. Folk handler der hjemmelavet går godt.
Otte kilometer…
Jeg har bil. Kører fredag for at handle selv. Jeg kan tage dig med.
Jeg vil tænke over det.
Gør du bare. Der er tid.
Første fredag gik. Så den næste. Da tredje fredag kom, havde jeg bagt fire æblekager, svøbt dem i viskestykker og tog med Oluf til Karlsminde. Markedet var småt. Et halvtag, hylder med marmelade, kartofler, strikkede strømper. Jeg fandt en plads, bredte kagerne ud.
Den første blev købt af en ældre kvinde i grøn dunjakke.
Hvad er der i?
Æbler. Fra egen have.
Kanel?
Nej.
Synd. Men jeg tager den.
Ved slutningen var alt solgt. Jeg counted de penge, jeg havde tjent. Ikke mange, men det var mine.
I bilen på vej hjem spurgte Oluf:
Hvordan gik det?
Alt solgt.
Jeg så det. Lær dig at bage honningkager, de sælger bedre især til jul.
Mor bagte aldrig honningkager.
Mor gjorde ikke, men du gør. Du er god til det. Vær ikke bange.
December brugte jeg i køkkenet, prøvede opskrifter. Nogle gik andre ikke. Bagte to slags honningkager; én med ingefær og honning, én med citronskal. Oluf prøvede begge, sagde den første var bedst. Åse snusede, men afviste som med alt mad, der ikke var til hende.
En aften begyndte jeg at tage billeder. Bare sådan. Kage på træbordet. Katten i vinduet. Solnedgang bag æbletræerne. Komfuret med ild. Jeg så billederne, syntes, de var smukke. Der var noget ægte i dem.
Anne skrev straks tilbage på billedet:
Det er for pænt kan det passe, det er på landet i Danmark?
Jo, svarede jeg. Du har bare ikke set det.
Læg dem ud et sted. På Livstræet for eksempel der følger alle med.
Jeg oprettede mig på Livstræet, kaldte siden Æbler i oktober. Uploaded flere billeder. En uge senere havde jeg halvtreds følgere. To uger: to hundrede.
Det forbavsede mig. Jeg forstod ikke, hvad folk så. Bare et køkken, en kage, en kat i vinduet. Men folk skrev: Som hos mormor, Vil derhen, Giv opskriften!
Så begyndte jeg små videoer dejen, brændekomfuret, bageprocessen. Ingen påtaget stemme. Bare selvfølgelig, som jeg nu er. Følgerne blev flere.
Anne ringede:
Du er en stjerne på nettet nu! Ved du det?
Star og stjerne… der er fem hundrede.
Fem hundrede det er mere end nul. Skriver folk til dig?
Ja. Vil have opskrifter. En fra Aarhus siger, hun bager efter mine anvisninger.
Ser du! Anne lo. Jeg frygtede, du ville visne, men du blomstrer.
Du overdriver.
Nej. Der er ændret noget i din stemme.
Jeg svarede ikke straks. Så sagde jeg:
Jeg har det godt her. Mere end ventet.
Det gør mig glad. Oprigtigt.
I januar kom snestormen. Sne faldt uafbrudt i tre dage. Vejen var væk, ingen adgang til butikken. Jeg blev hjemme, fyrede op, fodrede Åse. Lagrene rakte. Oluf kom forbi med kartofler og syltetøj i glas. Han bankede i ruden, nægtede at gå ind for ikke at slæbe sne med.
Alt ok? råbte han gennem vinduet.
Fuldstændig! råbte jeg tilbage.
Han nikkede og forsvandt gennem driverne. Jeg betragtede ham og indså, hvor lidt jeg faktisk vidste om ham. Om hans fortid, familie, historier. Men han talte ikke om det, og jeg spurgte ikke. Det føltes også rigtigt.
Under stormen fandt jeg pengene.
Jeg ledte efter en gammel gryde på hylden over komfuret. Hylden var høj. Jeg kravlede op på skamlen og mærkede, ud over gryden, en tinbøtte. Tung. Jeg åbnede og der lå penge sammen med en seddel.
På sedlen stod i mors håndskrift: Til Kirstine. Til det gode liv.
Jeg sad længe. Talte ikke beløbet bare sad og så på sedlen. Åse hoppede op på bordet, snusede til min hånd.
Vidste du det? spurgte jeg katten.
Hun gned sig op ad mig.
Pengene rakte længere end jeg havde troet. Ikke en formue, men nok til at klare vinteren, købe komfur til udekøkkenet, ordne verandaen og måske give råd til ny brændeovn. Mor havde lagt til side lidt ad gangen alle de år. Til mig.
Jeg ringede til Mads.
Mads, jeg fandt mors opsparing. I en dåse. Hun havde skrevet en seddel: Til Kirstine.
Han tøvede.
Mange?
Nok.
Det… det er jo også arvepenge. Lovligt skal de deles.
Jeg tav. Sagde så stille:
Seddelen er til mig. Det er mors skrift.
Kirstine, lov er lov.
Jeg har hørt dig, Mads.
Så lagde jeg røret. Sad lidt. Så satte jeg te over. Åse fulgte mig rundt. Jeg tog min yndlingskop, tømte tebladene, ventede på kog. Drak. Ringede ikke mere.
Februar blev stille, lys. Sneen var jævn, træerne stod i rim. Jeg begyndte at tage billeder af æbletræerne i vinterlys. Billederne var gode.
På Livstræet havde jeg nu over tre tusind følgere. En kvinde ved navn Rita, der havde en lille bagerbutik i Aalborg, spurgte, om hun måtte købe honningkager. Jeg sagde, jeg ville tænke over det. Så tænkte jeg og sagde ja. Rita bestilte 100 til 8. marts.
Oluf hjalp mig med papkasser, hentede dem i Karlsminde.
Nu bliver det alvor, sagde han og så mine honningkager på rad og række.
Måske. Vi får se.
Ved du, han satte sig jeg drømte som ung også om mit eget. Det blev aldrig.
Hvorfor ikke?
Han trak på skuldrene.
Det var en anden tid. Og jeg var en anden genert.
Du virker ikke genert.
Ikke længere. Han kiggede på kagerne. Det er godt, at du prøver noget selv. Ikke venter.
Jeg havde tit ventet. Ventet på andres beslutninger, ventet at livet selv fandt ud af sig. Men det sagde jeg ikke. Jeg begyndte bare at pakke kagerne.
Foråret rettede mig ud. Ikke på én dag men jeg mærkede det. Noget der havde været spændt og tungt, lettede. En morgen vågnede jeg uden tyngden i brystet. Åse lå tæt op ad mig og spandt. Ude i haven svulmede knopperne på æbletræerne.
Anne kom i april, som lovet. Så huset, æbletræer, Åse, Oluf, som hjalp med verandaen den dag, og hun var tavs længe. Så sagde hun:
Jeg troede, du gemte dig. Men du lever.
De to ting kan gå hånd i hånd.
Nej, Kirstine, hun så sig om her er virkelig rart. Jeg troede ikke, jeg kunne holde af landet sådan.
Du taler som jeg gjorde i oktober.
Ja. Hun lo. Vis mig, hvordan jeg fyrer op.
Kom.
Vi rodede med brænde. Anne fjumrede, flækkede tændstikker, grinede. Jeg betragtede min gamle veninde, rolig for første gang i lang tid. I byen var hun altid på vej, lidt rastløs. Her sad hun bare ved ovnen og så ind i flammerne.
Sig mig, sagde hun senere, ham Oluf… er han enkemand?
Jeg har aldrig spurgt.
Kirstine…
Anne!
Han kigger på dig… på sin måde.
Han er bare høflig.
Måske, svarede hun, men ikke helt overbevist.
Maj brugte jeg i haven. Satte ikke kun blomster, men også salat, dild og et par ribsbuske. Oluf kom med tomatplanter.
Egne frø, de holder godt.
Hvad skylder jeg?
Ingenting. Nabohjælp.
Oluf, det er tit, du hjælper.
Han satte kassen på jorden og så på mig:
Gør det dig utilpas?
Lidt. Jeg vil ikke stå i gæld.
Det gør du ikke. Du hjælper mig. Bager, snakker. Jeg bor alene, har brug for snak ligeså meget, som du har brug for planter.
Han er bare et ordentligt menneske, tænkte jeg. Så sagde jeg:
Tak.
Selv tak, sagde han og gik i gang.
Sommeren blev varm. Æbletræerne blomstrede så smukt, at jeg ikke kunne se mig mæt. Hvide blomster på gamle grene, en duft så liflig det svimlede. Jeg tog video, delte på Livstræet skrev: Æbletræerne blomstrer. Det er det smukkeste jeg har set i år. Videoen fik tusindvis af visninger. Folk skrev at de græd. At de havde glemt, hvordan æbleblomster dufter.
Rita skrev, at hun havde flere ordrer og gerne ville lave fast aftale. Jeg sagde ja.
I juni ringede Mads. Jeg så navnet og nølede. Så tog jeg den.
Hej, sagde han.
Hej.
Hvordan går det?
Fint. Det er sommer.
Ja, jeg har hørt, du er faldet til derude. Anne fortalte det.
Anne fortæller meget.
Kirstine… Jeg har problemer. Byggeprojektet partneren svindlede, pengene forsvandt.
Jeg sagde ikke noget.
Jeg vil ikke bede om noget. Ville bare sige det.
Hvorfor?
Det ved jeg ikke. Måske var det nødvendigt. Hvordan går det med huset?
Godt. Jeg har lavet det i stand.
Taget?
Det bliver senere. Først komfuret, verandaen, porten.
Alene?
Med naboens hjælp.
Okay. Længere pause. Er du vred?
På hvad?
Hele situationen.
Jeg så ud ad vinduet. Åse sad på vindueskarmen, kiggede på haven.
Jeg er ikke vred, Mads. Jeg lever.
Han sagde lavt:
Du var altid klogere. Du sagde det bare ikke.
Ikke klogere. Bare anderledes.
Vi småsnakkede om ingenting og lagde på. Jeg stod længe og så ud ad vinduet. Så gik jeg ud i haven og vandede tomatplanterne. Jeg tænkte ikke. Jeg gjorde bare.
August blev rig på æbler. De var større end sidste år. Jeg plukkede dem om morgenen, lagde i kasser. Nogle til kager, nogle til syltetøj. Opskriften fandt jeg i mors bog. Det blev mørkt, tykt, med kanel og nelliker. Oluf sagde, at det smagte præcis som Evas.
Du husker den? spurgte jeg.
Ja. Hun inviterede altid. Han smilede varmt, på en anden måde end ellers. Din mor var et godt menneske.
Jeg ved det.
Du ligner hende ikke af udseende, men på hænderne.
På hænderne?
Når hun lavede noget, så gjorde hun det omhyggeligt. Som om det var vigtigt. Du gør det samme.
Jeg svarede ikke. Rørte i syltetøjet, lyttede til det simrede, og tænkte, hvor godt et kompliment det var.
På Livstræet kom små reklameaftaler. Ikke store, men ægte. En butik for køkkenudstyr ville samarbejde, jeg lavede lidt reklamevideo. Lidt penge ind det overraskede mig. Jeg fortalte det til Oluf.
Får du betaling for at bage nu? spurgte han interesseret.
Og for at forklare hvordan. Mærkeligt, ikke?
Ikke så mærkeligt. Før læste man bøger om den slags. Nu ser man videoer.
Ville du se med?
Han tænkte sig grundigt om:
Dine, ja.
Hvorfor?
Eksisterende kan mærkes. Lækkert er rart, men kan trække fra ægte. Hvis folk bliver mætte, søger de ægte igen.
Er du træt af pænt?
Han smilede:
Jeg har altid levet blandt det ægte. Så der var intet andet at blive træt af.
I september dukkede Mads op uden varsel. Bare stod der en søndag morgen, med sportstaske og et blik, der røbede, at han havde brugt lang tid på at tage sig sammen.
Jeg åbnede, så på ham. Der var gået et år, og han var svundet lidt i energien, ikke i højden.
Må jeg komme ind? spurgte han.
Kom ind.
Jeg satte vand over. Han satte sig og så sig omkring, betragtede køkkenet, Åse kiggede på ham fra vinduet, skeptisk.
En kat, sagde han.
Åse.
Du sagde altid, du ikke kunne lide katte.
Hun valgte mig. Jeg sagde bare ja.
Kedlen peb. Jeg skænkede te, satte syltetøj og småkager på bordet. Mads tog en kage, bed, tyggede langsomt.
Smager godt, sagde han.
Mors opskrift.
Vi sagde ikke noget i lang tid. Så begyndte han.
Jeg har mistet alt, Kirstine. Næsten alt. Vi måtte pantsette lejligheden, fik ikke betalt. Nu bor vi med Katja i et værelse hos hendes søster.
Børnene?
De er med os. Det er trangt, men sådan er det.
Jeg mærkede intet undtagen træt, forstående accept. Ikke skadefryd, ikke medlidenhed. Bare en forståelse af, at livet stiller os på plads.
Vil du bede mig om noget? spurgte jeg direkte.
Nej. Han så op. Jeg ville bare sige undskyld. Med lejligheden. Jeg troede, jeg handlede klogt. Men… det var ikke rigtigt.
Du tænkte på din egen familie.
Jeg tænkte på penge. Det er ikke det samme.
Åse sprang ned fra vinduet, nærmede sig, snusede til hans hånd. Han stak fingrene frem, hun veg ikke, men gik heller ikke.
Det er et godt hus, sagde han, så sig om. Der er bedre nu.
Jeg har lagt arbejde i det.
Det kan jeg se. Han så på gardinerne, hylderne, ovnen. Bor du virkelig her sådan rigtigt?
Ja.
Og du har det godt?
Jeg tog min kop, holdt den i hænderne.
Jeg har det godt.
Han var tavs længe. Så sagde han stille:
Du skylder mig ikke tilgivelse. Det forstår jeg.
Jeg holder ikke fast, Mads. Jeg orker ikke mere at holde fast. Det er lettere at give slip.
Er det tilgivelse?
Måske.
Han blev til aften. Vi gik i haven, så på æbler, jeg forklarede forskellen på Filippa og andre sorter. Han lyttede, spurgte ind imellem. Det var mærkeligt og samtidig enkelt når to, der var blevet fremmede, snart mærker, at det ikke er for evigt.
Oluf vinkede over hegnet. Jeg vinkede igen.
Er det ham? spurgte Mads.
Ja.
Rar mand?
Meget.
Han så på Oluf. Så på mig.
Du er ikke alene.
Ikke mere.
Han tog afsted i mørket. Stod lidt ved døren, sagde:
Må jeg komme igen? Bare forbi?
Ja.
Han nikkede. Kørte. Lygterne forsvandt væk.
Jeg blev lidt ved porten, gik så ind. Åse ventede i døren. Jeg tog hende op, hun spandt straks.
Dagen efter kom Oluf tidligt, med æbler fra sin egen have. En anden sort, større, rødgule.
Prøv dem. Ingrid Marie. Sødere end Filippa.
Smukke, sagde jeg, Kommer du med til marked fredag?
Selvfølgelig.
Du er fast inventar.
Og du følges altid med mig. Han så på mig uden forstillelse. Det er næsten blevet en vane.
Jeg bed i æblet blødt, sødt, lidt syrligt. Oktober var tilbage; træerne blev gule. Det var nu ét år siden. Jeg havde levet et fuldt år her.
Oluf, er du egentlig lykkelig her i Lystager?
Han ventede et øjeblik. Så på æbletræerne.
Jeg har aldrig tænkt på det i de ord. Men hvis jeg skal svare: Ja. Jo.
Det er jeg også, sagde jeg. Pause. Det overrasker mig stadig.
Hvad overrasker dig?
At man kan. Starte forfra. Som 54-årig.
Han vendte sig.
Hvorfor ikke?
Man føler bare, at det er for sent.
Hvem føler det?
Jeg svarede ikke straks. Åse strakte sig på trappen, gabte, rullede sammen.
Jeg følte det. Nu mindre.
Det er godt. Han løftede æblekassen, mærkede vægten. Hvornår kører vi fredag?
Klokken otte.
Klokken otte, sagde han og gik.
Jeg stod på trappen og så efter ham. Oktobermorgenen var klar, kølig. Æbletræerne var gule, de sidste frugter hang og svajede. Et sted gøede en hund, lyden bar langt i den stille luft.
Telefonen summede. Anne skrev:
Er du der? Alt godt?
Jeg så på skærmen. Så på æbletræerne. Så svarede jeg:
Alt godt. Oktober er begyndt.
Anne svarede hurtigt:
Hvad betyder det?
Jeg tænkte mig om. Åse gned sig op ad mit ben.
Det betyder, at det snart er tid til æblekage. Kommer du?
Anne svarede ikke straks. Så kom det:
Lad mig tænke.
Tænk du bare, skrev jeg.
Lagde telefonen væk. Gik ned i haven, fandt et æble på jorden, tørrede det af, tog en bid. Sød og en anelse tør. Præcis som sidste år.
