DEN DER MARTS
Marts er ikke bare en måned det er en årlig test af ens mentale helbred. Især når forelskelsen er lige så uberegnelig som vejret udenfor: er det forår, eller verdens ende, eller har nogen bare hældt gråt maling ud over hele København?
Veronika og Jonas fandt hinanden i marts, og det forklarede alt. Andre par mødtes under blomstrende kastanjer, men de her to stødte sammen, da Jonas ved et uheld sprøjtede Veronika til fra en regnvandsdam, og hun, i stedet for at blive ked af det, sendte ham et snebolde-missil direkte mod bilruden en snebold, der føltes, som om den gemte på en sten.
Det var kærlighed ved første ricochet.
Marts i København var sæsonen, hvor romantikken gik på gaden i gummistøvler.
“Ska’ vi gå en tur?” hviskede Jonas blidt i telefonen.
“Jeg har ikke nogen båd,” svarede Veronika tørt.
“Jeg kan bære dig på ryggen.”
Deres dates mindede mest om en form for specialtræning, udført i sumpområder ved Damhussøen. Jonas bar Veronika heroisk over smattede søer, mens hun holdt paraplyen, der desperat ville flyve mod Malmö sammen med deres håb om tørre strømper.
“Ved du,” sagde Jonas filosofisk, mens vandet piblede ud af hans højre gummistøvle, “dét her det er dybde. Vi er som de to ænder i parken.”
“Ænderne fløj sydpå for længe siden, Jonas. Vi er som klodsede pingviner, der er gået forkert, havnet i Vesterbro i stedet for Antarktis.”
Deres særprægede kærlighed viste sig i små ting. Ægte følelser i marts var ikke en ring i champagnen (der alligevel ville have en isklump i, hvis det var), men en delt halv pakke Panodil.
“Her,” sagde Jonas højtideligt, mens han rakte hende halvdelen af det gule pulver. “Fra hjertet.”
“Hvorfor er der kattehår på?”
“Det er ekstra krydderi. Booster dit immunforsvar.”
Veronika så på ham i den fjollede hue med kvast, rød næse og vildt blik i øjnene og vidste: det var dét. Livets kode, der gik fejl, og forbandt to mennesker, der kunne grine, selv med feber (og for mænd er det jo praktisk talt dødskamp).
Den mest romantiske stund var sidst i måneden. Solen fandt endelig frem, og afslørede alt det vinteren havde skjult under sneen. Byen lignede kulisser fra en film om opstanden af folk fra teknisk forvaltning.
De stod på Dronning Louises Bro. Vinden hev i Jonas jakke med 30 meter i sekundet.
“Veronika,” råbte Jonas for at overdøve forårsgnyet, “jeg vil bare sige du er som som den første vintergæk!”
“Sådan én, der er bleg og kæmper sig op gennem skraldet?” Veronika rettede på sit tørklæde, der snurrede tre gange om hovedet.
Jonas tøvede.
“Nej. Sådan én, der holder stand. Selv i denne skøre marts står du her med mig. Selv efter jeg tabte din mobil i en snedynge, der viste sig at være en sø.”
Veronika så på ham, nøs (i takt med sporvognen) og lo.
“Kom så, vintergæk-helt. Lad os gå hjem. Jeg har købt et kilo citroner og fundet opskriften på gløgg. Overlever vi denne søndag, gør jeg vores kærlighed til et stykke dansk kulturarv.”
De gik gennem byen og var forsigtige med at undgå isbjerge på fortovet. Det var en kærlighed med dybde præcis til knæene, så meget vand stod der i deres opgang. Men det var ligegyldigt. For i marts betyder det ikke noget, hvor rene skoene er kun hvis du holder den rigtige hånd, mens I sammen glider mod det uundgåelige april.
Endnu et år gik. En ny marts kom. Byen lignede nu kulisser fra filmen “Vandets Verden”, lavet for tre kroner.
Jonas og Veronika stod foran en gigantisk regnvandsdam, der havde indtaget hele gården i løbet af natten. Naboerne klamrede sig til hegn og listede sig hen over kanten af is, og en pensionist studerede himlen, ventende på enten en redningshelikopter eller en due med en olivengren.
“Jonas,” sagde Veronika og så på sine nye, kridthvide sneakers, købt i et anfald af urimelig optimisme. “Vi er voksne mennesker. Vi har lån i banken, job og årsregnskaber. Vi kan ikke bare”
“Jo, det kan vi,” afbrød Jonas. Med et trylleslag trak han to knaldgule gummistøvler med små ænder på op fra posen. “Købt i går. Din størrelse.”
Veronika sukkede. Den type kærlighed, hvor partneren ikke kun ved din skostørrelse, men også graden af din parathed til at gå all-in.
Fem minutter senere stod de midt i dammen. Vandet plaskede, solen spejlede sig i mudrede isskår, og forbipasserende så på dem som to, der nok havde forladt et meget venligt, men meget lukket sted.
“Ved du,” sagde Veronika, og lavede et spring så naboen i sin minkhat blev oversprøjtet. “Det her er den bedste kickstart på foråret!”
“Kode ‘Gul And’,” svarede Jonas alvorligt. “Universet prøvede at drukne os i vinterdepression, men vi har vandtætte hæle.”
De stod dér midt i forårskaoset lidt løjerlige, gennemblødte, men helt synkrone. En sær kærlighed, forstået kun af dem, der kan finde bunden dér, hvor andre kun ser snavs.
Jonas trak hende ind til sig, og solen varmede så meget, at der steg en let damp fra deres jakker.
“Vi brænder,” noterede Veronika.
“Nej,” smilede Jonas. “Vi er bare endelig kommet op på den rigtige temperatur.”
I den marts forstod de hvad det hele gik ud på: når livet byder dig vandpytter, så køb de mest farverige støvler og lær at danse i demVeronika kiggede op, mærkede solens stråler i ansigtet, og hun indså marts, med al sin mudder og kulde, var virkelig noget særligt. Det var deres måned. Deres grumsede, snedækkede, oversvømmede kærlighedshistorie, hvor ingen promenerede på strøget med fine sko, men hvor hjertet vågnede som det første vintergæk på den vådeste plet.
De stod længe der, midt i dammen, og grinede, mens deres gummistøvler lavede hjerteformede spor henover vandet. Byen bag dem summede af liv, og naboens minkhat var våd på toppen, men ingen så nærmere til, for marts havde lært alle at se på hinanden med en ekstra smule tilgivelse.
Og mens Jonas hviskede til Veronika, at hun var hans forårs-revolution, rakte hun ham hånden og sammen vovede de sig tværs over vandet, ud af vinteren, ind i noget nyt. Martsen var stadig grå, men nu var den også gul og varm. Og selv det allermindste solstrejf blev deres hemmelige, strålende triumf.
Sådan blev kærlighedens kode i København: at blande citronskræl og mudder, latter, feber og marcherende gummistøvler og vide, at når foråret endelig slog sin første sprække, stod de klar, hånd i hånd, med ænder og hjerter, for at hoppe i verdens største regnvandsdam.
