Min kone har altid haft en stor familie, spredt ud over flere landsbyer på Sjælland. Mange af dem er gift og har børn, så familiens ejendomme er der rigeligt af. Mine svigerforældre, Ellen og Jørgen, har for eksempel tre huse i landsbyen. To af dem ligger side om side og bruges som ét stort samlingssted for familien, mens det tredje står tomt og falder hen. Ingen bor der, ingen kommer forbi det vokser til, og huset står blot og venter på at blive glemt.
Et par gange har min svigermor forsøgt at sælge huset, men hvem gider købe et gammelt hus i en lille landsby langt væk fra alting? Det kræver mange kroner at gøre det beboeligt, og der er ikke meget at se i området.
Men jeg har altid haft en svaghed for det hus. Så meget, at jeg talte med min kone, Frida, om muligheden for, at hendes forældre kunne give os huset som sommerhus. Frida håbede, det ville lade sig gøre, og hun sagde det til sin mor, dog med det forbehold, at hun stadig havde håb om at kunne sælge det og tjene lidt på det. Men nu er der gået halvandet år siden vi foreslog at begynde at sætte huset i stand, og alting står stadig stille. Ingen har købt eller solgt noget.
Da Frida nævnte mere direkte for sin far, at vi gerne ville have huset, spurgte han hvorfor, når de har to huse og plads til hele familien. Men der er altså forskel på at bo hos svigerforældre og at kunne være sig selv.
Måske venter de på, at vi selv foreslår at betale for huset at “købe det” på en eller anden måde. Det virker, som om min svigermor ikke vil give huset væk uden at få noget for det. Jeg ved bare ikke, hvor meget det ville være rimeligt at tilbyde. Vi har ikke mange penge at gøre godt med, ellers havde vi nok bare købt et sommerhus andre steder på Sjælland, og vi har jo også planer om at renovere, hvis vi får huset.
Og samtidig undrer jeg mig har min svigermor ikke samvittighed til at give noget til sin egen datter? Det er jo Fridas mor, man skulle tro, hun ville sørge for sit barn og ikke kræve betaling.
Det føles som en blindgyde med det hus.
