Det at gøre vores nye lejlighed klar har krævet en del tid både min kone og jeg måtte have hjælp af hendes forældre, mine egne forældre, og tilmed lånte vi penge fra min søster. Det var ellers en ret lækker lejlighed, som bare trængte til lidt snilde her og der, hvilket vi kunne klare, når først min søster var afbetalt. Vi holdt rigtig meget af beliggenheden; nabolaget var også hyggeligt, og allerede i de første dage fik vi luret, hvor supermarkedet lå, hvilke caféer der kunne besøges, og hvordan man bedst undgår den lokale park på de regnfulde dage.
Den første lørdag inviterede vi hele familien til huswarming, og mens alle sad ved bordet og forsøgte at lege med snaps og smørrebrød, bankede det pludseligt på døren.
Ind kom vores naboer fra opgangen til højre et ægtepar, begge omkring de fyrre, og deres datter, ikke meget ældre end tolv, og absolut utålmodig. Pigen, hvis navn var Astrid (for vi danskere holder jo af klassiske navne) efterlod mudrede fodspor på det nyindkøbte gulvtæppe. De dukkede op under påskud af, at de ville hilse på de nye naboer, og før vi kunne nå at blinke, havde de slået sig ned ved bordet, som om det var deres eget. Da de endelig, efter mangen en leverpostejsmad, blev sendt hjem, pustede vi ud og håbede, at denne nabo-venner-ting var mere snak end handling. Men nej næste dag var de tilbage.
Astrids mor ville gerne have venindeforhold til min kone, og faderen gjorde gentagne forsøg på at lokke mig med på fisketur noget, jeg havde lige så lidt lyst til som at bestille stegte ål i august. Han fyldte ørene med historier om vilde ungdomsår, og jeg kunne mærke mine øregange lukke sig. Min kone og jeg forsøgte behændigt at signalere, at vi ikke just var til at droppe ind uden aftale, og at dét at være nabo ikke nødvendigvis krævede fælles aftensmad eller delte weekendplaner. Hvis bare de forstod antydninger…
De dukker op lige så snart vi sætter os til spisning, sender Astrid over for at lege, eller beder os om at købe mælk og rugbrød med hjem fra Netto. Min kone synes, det er pinligt at sige nej vi skal jo have et godt naboskab mens jeg mest af alt overvejer, hvordan jeg kan undgå dem helt. Jeg er blevet så paranoid, at jeg til hver en tid slukker lyset i entreen, så naboerne ikke kan se om vi er hjemme. Vi ignorerer dem, så meget som muligt hvad kan vi ellers gøre? Påtrængende naboer er virkelig ikke for sarte sjæle; det virker som om, de ikke kan få deres eget hjem til at fylde nok. Jeg luftede en teori for min kone: Måske vil de bare have vores lejlighed og prøver at drive os væk. Hvem ved? Det er jo ikke utænkeligt i København.
