Min datter er lige begyndt at kravle. Nu, når jeg forlader stuen eller skal ud, kigger hun bedende op og vil op på armen. Min far gentager konstant: Lad være med at se på hende, og tag hende ikke op, ellers bliver hun for vant til det og så får du aldrig hende ned! Læg hende bare på gulvet, så lærer hun det. Jeg sagde ikke noget, men gav min datter et ordentligt kram. Og så begyndte jeg at overveje, om jeg ikke er lidt for overbeskyttende. Jeg krammer hende hele tiden, når hun græder, nusser hende, siger kun søde ting til hende, forsøger ikke at skælde ud. Ja, måske elsker jeg hende lidt mere end gennemsnittet, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg giver min datter det, jeg aldrig selv fik. Jeg ønsker ikke, at hun skal ende med samme sære tendenser som mig.
Mine biologiske forældre kender jeg ikke. Jeg har aldrig set dem. Min mor døde, da jeg var et år gammel, og året efter blev jeg anbragt på et børnehjem. Da min kære tante fandt ud af, hvor jeg var, fik hendes familie ordnet det hele og tog mig med hjem til deres hyggelige hus i Odense. Jeg skal ikke lyve det var ikke nogen dans på roser. Min nye far var lidt tør og min nye mor knoklede fra morgengry til sen aften for at få husholdningen til at glide. Hun nussede mig aldrig, sagde aldrig, at jeg var smuk, eller at hun var stolt af mine karakterer og kram var nærmest science fiction. Det eneste, jeg virkelig hungrede efter, var kærlighed. Men hvad kunne jeg gøre? Hun var altid optaget. Jeg vidste, at både min far og mor elskede mig de var bare elendige til at vise det.
Jeg er temmelig social, smilende, og for det meste i godt humør. Men det er kun mig, som ved, hvordan det føles indeni. Nu er jeg gift, mor til en fantastisk, sund lille pige, og jeg er virkelig lykkelig med min mand. Han elsker mig, forkæler mig, opfylder mine ønsker, og hjælper endda med at tage skraldet ud så man kan jo ikke klage. Alligevel kan jeg ikke ryste frygten af mig: At jeg ender alene igen og uden kærlighed. Da jeg var barn, var jeg så desperat efter nærhed, at jeg nærmest hang på enhver fyr, som gad sende mig et lille smil, og var helt pjattet med alle, der bare prøvede at snakke til mig. Jeg datede en total tumpe i fem år, bare fordi jeg troede, at ingen andre ville have mig. Det var kun mig selv, der vidste det eller lidt af det, min mand. Så nu tænker jeg: Min datter skal have mere kærlighed, end hun måske har brug for. Så er der trods alt en chance for, at hun bliver et rigtigt lykkeligt menneske måske endda lidt mere end gennemsnittet.
