ET NYT KAPITEL…
Fra begravelsen af sin elskede Karen tog Anders Steffensen direkte til sin barndomslandsby på Fyn. Han kunne ikke længere blive i lejligheden i Odense, hvor han og Karen havde delt deres liv den skulle snart overdrages til Karens søn, og de havde ingen fælles børn selv.
Så forlod hans blide, omsorgsfulde og elskværdige Karen denne verden, og Anders måtte nu fortsætte alene som enkemand. Han gik ad landevejen mod den landsby, hvor hans forældre både havde levet og døet, og hvor han ikke havde været i årevis. Hvordan mon huset stod til? Var det gået helt i forfald?
Foråret var på sit skønneste, og de grønne blade på træerne strålede, støvet havde ikke fået lov at dæmpe farverne endnu. Svalerne gled lydløst gennem den blå himmel. “Det er godt, at livet fortsætter, når vi er borte,” tænkte Anders Steffensen.
To bypass-operationer og et tidligere hjerteanfald gav ham håb om, at adskillelsen fra Karen ikke blev lang, men indtil da fortsatte livets små opgaver for ham.
Da han passerede naboens hus, standsede han op ved Egon, der sad på bænken. “Måske skulle jeg købe en flaske snaps, mindes Karen sammen med Egon,” spekulerede Anders.
– Nej tak, jeg har fået min ration for i dag, sagde Egon, næsten som om han læste Anders tanker. – I morgen kan du tage revanche!
Anders forstod, at han ikke kunne regne med Egons hjælp. Han gik derfor over til sin kusine Veras hus for at hente værktøj, så han kunne tage nogle rådne planker af sit eget hus.
Så blev han også natten over hos Vera, og næste morgen hjalp hendes søn Lasse med arbejdet. På få dage fik de huset gjort beboeligt igen. Kun de halvrådne vinduesrammer skulle udskiftes Vera insisterede, for rammerne er husets sjæl.
Den gamle snedkerløv fra Anders far gav både hænder og sjæl varme. Han besluttede: “Skal jeg, en tidligere testpilot, pensioneret oberst, ikke kunne lave noget så almindeligt som vinduesrammer?”
Det gjorde han og da de nye, gule, udskårne rammer var på plads, begyndte både lokale og folk udefra at bede om hans hjælp. Anders havde nok i sin folkepension, men at folk virkelig havde brug for hans arbejde, gav ham nyt livsmod. Han hentede sin slidte, men velfungerende Volvo fra Odense, og håndværket tog fart.
En nat drømte han, at han stod foran den gamle lejlighed, hvor han havde boet med Karen. I drømmen sagde Karen streng: “Gå væk herfra, jeg vil ikke have dig ind! Du har intet at gøre her!”
Aldrig havde Karen talt sådan til ham, og det værste var, at lejligheden var fyldt med fremmede mennesker og der var ikke plads til ham selv! Fjollet, men følelserne sad fast hele dagen.
Senere, på vej hjem fra købmanden, fandt han en dreng på otte år ved sin hoveddør. Drengen var tynd og smudsig, tårekanalerne var tydelige han havde grædt. Han kaldte sig Gustav.
Anders spurgte, hvorfor Gustav ikke var hjemme om aftenen. Gustav svarede, at moren havde slået ham i vrede, så han var gået.
Anders bemærkede, at Gustav havde forskellige sko på det var sværere at se under alt snavset. Bukserne var beskidte, hullede.
Anders bød på mad, gav ham mælk fra Vera og sendte ham hjem til sin mor. Men næste morgen lå Gustav og sov på Anders’ veranda, indhyllet i et gammelt tæppe. Anders løftede ham ind på sofaen han sov videre.
Da gæsten vågnede, blev han vasket, og snavset røg i store klumper. Gustav fortalte, at han havde været hjemme om natten, men moren var væk i stedet skændtes nogle fulde mænd.
Anders lod Gustav spise morgenmad og gik over til Vera for råd.
– Jeg ved godt, hvad du vil spørge om, sagde Vera. – Hans mor er narkoman. Siden Gustavs far døde for to år siden, er hun gået helt til grunde. Der er mange som hende her i området! Socialrådgivere kommer aldrig ud her.
Sidste år frøs en mor og far deres børn ihjel de var fordrukne og lod børnene ligge i et skab. Gustav klarer ikke endnu en vinter hos Elvira hun vil tage livet af ham. Hun er helt ude af den!
Anders gik til landsbyens udkant til Elviras hus. Synet var værre end han havde frygtet: noget snavset, sønderrevet og blå-lilla, engang en kvinde, krævede en flaske snaps for at lade ham tage sig af hendes søn.
Væmmelsen drev ham hjem, hvor Gustav vaskede det sidste hjul på Volvoren. Bilen glimtede i solen som ny.
Om aftenen, da de skulle sove på et oppusteligt madras, spurgte Gustav om han måtte kalde Anders for Far Anders.
– Far Anders, nu er vi jo en familie, sagde Gustav håbefuldt og kiggede Anders dybt i øjnene.
– Ja, det er vi, svarede Anders, underligt glad.
– Det er godt, når der er en kvinde i familien!
– Vil du gifte mig bort, Gustav? spurgte Anders med et smil.
– Nej, ikke gifte! Jeg forklarer dig det senere!
Næste dag, efter Anders kom hjem fra et job, så han to små arbejdere på matriklen. En lille plet jord to kvadratmeter var grundigt gravet op. Gustav og en tynd pige i gummistøvler, plantede løg i den friske jord.
– Det er min veninde, Mette! forklarede Gustav genert. – Hun stjal en krukke løg nu planter hun. Kvinder skal jo plante og dyrke eller få børn ellers er de ikke rigtige kvinder! Men Mette stjæler ikke fra sine egne!
Ti-årige Mette fortalte, at hendes mor havde sendt hende fra en naboby til bedstemor, men bedstemor var død for et år siden, og huset er nu lukket af.
– Og hvad så?
– Moren glemte, at bedstemor døde. Hun var fuld både til og fra begravelsen. Så tænkte jeg: hvis mor smider mig ud, så må jeg klare mig selv! Må jeg bo i jeres familie? Jeg kan alt vaske, lave mad og arbejde i haven!
Mette så så trist og skyldig ud som om hun havde stjålet noget fra Anders…
“Så det var derfor Karen jagede mig bort,” forstod Anders pludselig.
– Der er stadig ting for mig at gøre her på jorden…
Om aftenen talte Anders med Vera.
– Det er fint nok, at du tager dig af de børn, men hvad med loven? De har jo mødre! advarede Vera.
– Det handler ikke om det! Jeg vil gerne ordne det men jeg ved jo ikke, hvor længe jeg selv lever. Her, Vera her er mine sparepenge. Hvis der sker mig noget, finder du et godt børnehjem til dem, eller tager dig af dem selv.
Han gav hende en bunke pengesedler pakket ind i avis: “Her er femten tusind kroner.”
“Derfor ville Karen ikke have mig hos sig mine opgaver er ikke helt forbi endnu,” tænkte Anders, da han gik hjem.
– Som H.C. Andersen siger: Vi bestemmer ikke selv, hvor mange dage vi får. Men vi kan altid gøre noget godt for andre, så længe vi er her.
