Jeg mindes Katrine, som voksede op i en stor dansk familie, hvor hun som den næstældste søster havde ansvar for de yngre søskende, skulle følge dem til børnehaven og hjælpe storesøsteren med madlavningen. De søvnløse nætter havde hun allerede oplevet, så da hun som gymnasieelev i første g blev gravid, valgte hun uden tøven at få en abort. Indgrebet gik ikke som det skulle, for lægerne forklarede senere, at hun ikke kunne få børn, og det gjorde blot Katrine lettet og glad.
Hun ville ikke høre tale om børn og tog det op med sin kommende mand, da de begyndte at ses. Han lod som om han forstod, sagde at han heller ikke ønskede børn, men med viden om Katrines infertilitet foreslog han adoption. Katrine udholdt det længe, men til sidst blev hun ophidset, og sagde direkte til ham: hvis de på magisk vis fik et barn, ville hun forlade ham. Hun ville ikke have børn.
De levede kun med hinanden, men hendes mand blev ved med at give hende råd, pressede på, og to år senere kom han hjem med en lille dreng fra børnehjemmet i Odense. Katrine var rasende, men hendes mand troede, hun blev rørt af glæde.
Jeg har sagt det til dig. Jeg advarede dig, hviskede hun sammenbidt til ham. Jeg vil ikke være nogens mor. Tag det barn og dine ting og forlad lejligheden. Opdrag hvem du vil, hvor du vil og med hvem du vil, bare mine øjne slipper for at se dig!
Hun fortalte ham, at de kunne have været lykkelige uden børn, alt kunne have været godt for dem begge, især for ham, men han valgte en anden vej. Nu måtte han gøre det, han mente var rigtigt, bare langt væk fra Katrine.
