Vi valgte at gå fra hinanden, mig og Katrine, efter en gensidig aftale. Hun var klar over, at jeg planlagde at rejse til udlandet for at arbejde, og havde fundet nyt kærlighedsinteresse.
Lejligheden købte vi sammen, men den blev skrevet i Katrines navn, fordi hendes forældre betalte det meste af renoveringen og ønskede, at deres datter skulle være sikret. Det var ikke noget, jeg tænkte på for otte år siden; forelskelsen gjorde mig blind for fremtiden, og jeg overvejede ikke engang, at vores ægteskab en dag kunne gå i stykker.
Mens papirer blev gjort klar, boede vi stadig begge i den gamle lejlighed. Vi så sjældent hinanden, arbejdet fyldte meget. Der var dog ét øjeblik, hvor jeg tænkte, at ikke alt var tabt mellem mig og min hustru, at der stadig var en chance hun lavede en fantastisk middag, sagde pæne ting til mig, og gav mig opmuntrende ord om den forestående rejse. Den snedige ræv legede med mig, som om hun ville lokke mig i fælden.
Jeg skulle til Paris for forretninger, så jeg overlod alt til Katrine. Da jeg kom tilbage, var der allerede nogen, der boede i lejligheden. For at sige det som det var, jeg var som en uvelkommen gæst. Mens jeg var væk, havde Katrine hurtigt solgt lejligheden, ventede ikke engang til skilsmissepapirerne var underskrevet og forsvandt. Der er ingen mulighed for at få fat i hende, og jeg frygter hun har været væk fra Danmark længe nu. Min afgang nærmer sig, jeg skal flyve. Jeg håbede på at få noget ud af salget af lejligheden, men nu ved jeg end ikke, hvor jeg skal lede efter hende. Hendes nye flamme aner heller ikke, hvor hun er han siger, de gik fra hinanden for en måned siden. Jeg kan ikke involvere politiet, for hun er officielt ejer, og kan gøre hvad hun vil.
Men skulle jeg se hende et sted, ville jeg tage hævn straks.
