FAR, LAD MIG NU LEVE
– Nej, jeg sagde nej! Jeg kan simpelthen ikke tage imod og elske det barn, Henrik skjulte ikke sin vrede over for sin kone, Sofie er min datter, og min kærlighed tilhører kun hende. Hvordan kunne du dog, du er jo næsten fyrre, du er jo ikke nogen tankeløs teenager.
– Henrik, hvad fabler du om? Astrid græd, hun havde ikke forventet sådan en reaktion fra sin mand, det er jo dit barn. Hvorfor? Hvorfor må det ikke blive født? Fordi DU ikke vil? Men hvorfor?
– Det er en håbløs diskussion. Jeg har sagt, hvad jeg vil sige, vi har Sofie, hun er femten, og pludselig skulle vi have en baby. Få nu det barn fjernet det er mit sidste ord.
– Og hvis jeg ikke gør? Astrid nægtede at give op.
– Så må du klare dig selv. For mit hjerte vil være lukket for det barn. For mig vil det føles som et fremmed barn og jeg kan ikke love, jeg vil kunne blive hos dig, hvis du vælger det her.
– Hvordan kan du sige “det barn”? Det er jo dit og mit barn, ikke “det”.
– Færdig! Jeg har sagt mit, og Henrik listede ind på sit kontor for at signalere, at samtalen var slut.
Astrid græd længe. Familien betød alt for hende, men barnet … Hun kunne ikke forestille sig at tage ansvar for at stoppe et barns liv. Til sidst faldt hun i søvn af udmattelse midt i alle sine tvivl om hendes mave eller hendes fremtid. Hun vågnede dagen efter uden nogen lettelse, og intet svar.
Rikke, du må snakke med mig, sagde Astrid i røret til sin veninde.
Rikke vidste, at når Astrid bad om en snak, så var det en nødsituation af første klasse.
Jeg kommer, Astrid! Bare rolig. Alt skal nok gå.
Astrid ventede og stolede på, at kloge Rikke altid fandt de rigtige ord. Hendes egne forældre fortalte hun aldrig om sine krise-tidspunkter deres alder og hendes fars dårlige hjerte gjorde det til et no-go. Men Rikke
Hvad gjorde jeg uden dig, søde Rikke? Min bedste ven, min livs engel, sagde Astrid tit, når noget blev løst med Rikkes hjælp.
Hold nu op! Du skal da ikke lytte til Henrik. Det er dit barn. Hvis han smutter, så smutter han ingen er nogensinde gået til grunde af den grund. Hvis du fjerner barnet, vil du hade dig selv bagefter!
Astrid græd, men Rikkes ord gav hende styrke. Barnet skulle have en chance. Så blev samtalen pludselig afbrudt:
Hvad hører jeg? Hvem får et barn? afbrød Sofie, der stak hovedet ind Tante Rikke, skal du have barn nummer tre? Hvor er det sejt du er sej!
Nej nej, det er ikke mig, lo Rikke.
Sofie hævede overrasket øjenbrynene:
Mor?
Astrid blev rød i kinderne hun var bange for at blive dømt af sin store pige. Hvis nu Sofie også var på Henriks side, så hvad så?
Mor, mammi! og Sofie styrtede ind og krammede hende du er sej, mor! Ved far det?
Han ved det. Han er imod, og Astrid begyndte at græde igen.
Man er da ikke “imod” sådan noget! Kig på mig, mor: det er din beslutning kvinden bestemmer, for det er hende, der skal klare mest. Jeg hjælper dig, mor. Ikke græd, jeg skal nok klare far.
Søde Sofie, jeg troede ikke, du allerede var så voksen.
Nu var det tårer af glæde og taknemmelighed, der strømmede ud af Astrid. To kvinder voksende Rikke og hendes datter hjalp hende til at træffe den rigtige beslutning.
Astrid, hvad har du afgjort? Har du været hos lægen? spurgte Henrik, knap hjemme fra arbejde.
Ikke endnu, der er tid nok.
Husk nu fristen!
Det skal jeg sørge for, babyen skal nok huske mig på det om ni måneder.
Så du vil altså ikke gøre, som jeg siger? Nå nå du skal ikke sige, jeg ikke advarede dig. Og i øvrigt skal Sofie bringe min aftensmad ind i mit kontor.
Far, vi får en baby! med en hvin af begejstring annoncerede Sofie, mens hun satte maden på hans bord.
Faren forholdt sig tavs, mens han spiste.
Jeg er så glad for dig og mor ja for hele os, sludrede Sofie jeg har savnet at se små babyer.
Ja, det har jeg også, mumlede Henrik, Sofie, jeg fatter faktisk ikke din begejstring.
Far, hvordan kan du? Et barn er da lykken!
Sofie, jeg skal arbejde nu. Tag maden ud.
Jaja, far knus og kram, smask smask! sagde Sofie og forsvandt.
Henrik kunne ikke lade være med at smile for sig selv, uanset hvor muggen han var. Han elskede Sofie mere end noget andet, og hendes kærlige drillerier fik ham altid lidt op. Han frygtede det nye barn, men kunne ikke forklare helt hvorfor. Skulle barnet fødes, måtte han vænne sig til det. Skilsmisse havde han ikke egentlig i sigte; det med et truet brud var lidt af en strategisk trussel han vidste, hvis han forlod Astrid, ville Sofie blive hos sin mor, og tanken om ikke at se sin datter dagligt var uudholdelig.
Henrik gik ikke i seng den aften. Han faldt i søvn på sit kontor, tynget af bekymringer.
Næste morgen gik han på arbejde uden morgenmad. Han havde mere end bare mad at tage ind. Hans nat havde været præget af et mareridt så virkeligt, at det føltes som virkelighed. Astrid havde født barnet. Henrik bøjede sig over vuggen. Babyen smilede Katrines øjne, men pludselig sagde barnet helt tydeligt:
Far, giv mig lov til at leve.
Han sprang væk fra vuggen selv i drømmen vidste han, at babyer ikke kan tale. Han vågnede i sved og kunne ikke sove mere.
Hele dagen følte han sig som det værste fjols, uværdig overfor sit lille barn, der bad så indtrængende om lov til livet. Han havde mest lyst til at krybe ned i et musehul.
Om aftenen, da Henrik kom hjem, mødte han Astrid og Sofie larmende over en bærbar på sofaen. De grinede, så det rungede. De hørte ikke, han kom ind.
Se, mor, hvor er de søde de små huer med ører! kluklo Sofie.
Vi skal nok lige vente lidt med at købe babyudstyr, lo Astrid.
Må jeg ikke bare drømme lidt? Det er jo sjovt!
Henrik så, hvor glade de var. Han skammede sig for alvor over, at han havde forsøgt at tage deres glæde fra dem. Så gjorde han det eneste rigtige han gav dem en kæmpe buket blomster og kaldte:
Hvad fejrer vi herovre? og så smilede han stort.
I et øjeblik stivnede Astrid. Skulle han nu overtale med blomster, når trusler ikke virkede? Hun kunne nu se frygten i hans øjne præcis som i drømmen.
Sofie, her er flødeboller, cider, chokolade og frugt, ind på køkkenet og gør klar nu skal vi fejre, at vi snart bliver flere! og Henrik smilede bredt.
En begejstret Sofie løb ud, og Henrik kastede sig over Astrid med undskyldninger:
Astrid, jeg er en klovn, kald mig hvad du vil, men tilgiv for alt det, jeg har udsat dig for. Jeg har tænkt mig gevaldigt om hvor har jeg dog presset dig, og for hvad? Undskyld.
Astrid smilede.
Tilgiver dig. Nu glemmer vi det hele.
Hans kærlige Astrid tilgav ham, men han vidste, han aldrig ville kunne tilgive sig selv helt. Han kunne ikke glemme, hvordan hans ufødte barn engang bad ham om lov til at leve.
