For mange år siden, dengang jeg stadig var studerende på universitetet i Aarhus, var jeg kæreste med en fyr ved navn Mads. Mads kom fra en ganske almindelig dansk familie uden særligt mange penge og levede af småjobs hist og her. Omtrent i samme periode begyndte en anden studiekammerat, Emil, at vise interesse for mig. Emil var søn af rige forældre fra Holte, og selv kom jeg fra meget smalle kår i en lille by på Fyn. Hele mit liv havde jeg drømt om tryghed og et tilværelse uden bekymringer for næste dag om at bo i et lyst hus, gå tur ved stranden og nyde hverdagslivet i ro og mag.
En dag friede Mads til mig, men jeg sagde nej. Kort tid efter giftede jeg mig i stedet med Emil. Selvom det var Emil, jeg valgte, havde jeg stadig varme følelser for Mads. Men jeg tænkte, at penge og stabilitet ville give mig lykken, jeg manglede.
Desværre viste det sig hurtigt, at Emil slet ikke var et familiemenneske. Han satte ikke pris på nogen omkring sig, for han havde aldrig savnet noget. Da hans forældre gav ham ansvaret for deres virksomhed i København, formåede han ikke at holde den kørende. Efter et stykke tid begyndte firmaet at gå dårligt og endte med at gå konkurs. Flere år måtte vi leve for resterne af hans forældres opsparing.
Da pengene næsten var væk, foreslog jeg, at han fandt sig et almindeligt arbejde. Men også der blev jeg skuffet. Emil afviste blankt at skulle arbejde for andre end sig selv. Jeg anede ikke, hvordan vores fremtid skulle se ud.
For nylig mødtes jeg så med min gamle veninde, Astrid, over en kop kaffe i Odense. Hun fortalte mig, at Mads i dag er en succesfuld erhvervsdrivende. Han havde formået at løfte sig selv ud af fattigdommen og lever nu et godt liv han har åbnet flere caféer på Vesterbro og tjener ret godt. Da Astrid fortalte mig det, blev jeg ramt af et mærkeligt følelseskaos. Jeg elskede ham stadig og frydede mig over hans lykke, selvom vi ikke havde kontakt længere. Ifølge Astrid er han stadig ugift. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg har en chance selv efter alle disse år. Men jeg ved ikke, om det nogensinde kan lykkes. Først nu, efter alle disse år, ser jeg mit valg i et andet lys og forstår min fejltagelse.
