Krænket over forældrene
Du ødelagde mit liv, mor! råbte Signe af sine lungers fulde kraft. Hvis du dengang ikke var kommet med dine formaninger, hvis du ikke havde forbudt mig at være sammen med ham, så ville jeg ikke sidde og tælle kroner til lønningsdag i en slidt etværelses lejlighed!
Lad nu være med det melodrama, sagde Katrine, Signes storesøster, og skubbede sin halvspiste lagkage væk med et foragteligt blik. Du blev da ikke engang slået, bare fordi du ville gå hånd i hånd med en dreng.
Tænk, den store tragedie det blev forbudt at gå med en fyr! Til gengæld stod de ikke med remmen over dig, eller gav dig øretæver, når du ikke ville lave matematik.
Piger, hvad er det for noget, I siger? spurgte Anna, og greb fat i kanten af bordet.
Festmiddagen for deres forældres 30-årige bryllupsdag var ved at falde fra hinanden.
Døtrene var kommet for at gratulere, men nu havde de sat gang i et regulært skænderi.
Far og jeg har gjort alt for jer
Åh, stop nu med det martyr-show, lo Katrine. Hvad mener du lige med alt?
Vi klarede selv at få en universitetsuddannelse, vi kom ind på SU. Det faktum, at vi i dag har jobs og kan holde hovedet oven vande, er udelukkende vores fortjeneste.
Kun vores! Trods jer, ikke takket være jer.
Se bare, Stines forældre gav hende nøglerne til en lejlighed, da hun fik sin kandidat.
Marie fik en bil, så hun ikke skulle fryse på busruten.
Hvad gav I mig til start?
Et sæt gryder og et råd om at være en god pige?
Signes og Katrines far, som sad for bordenden, sukkede tungt og lod sine øjne hvile på bordduen, mens han mekanisk rullede brødkrummer rundt på den.
Bjarke, Signes mand, forsøgte at blive usynlig han sank hovedet mellem skuldrene og stirrede ned i sin tomme tallerken, som om han ønskede at forsvinde.
Anna så på sine døtre og kunne ikke genkende dem.
To smukke, voksne, velplejede kvinder sad i hendes stue og rev alt det ned, hun havde bygget op så længe.
I har selv nået det? gentog Anna stille. Katrine, hvem betalte for dine engelske- og fysiklærere i to år?
Far og jeg rejste ikke på ferie i fem år, så du kunne komme ind på dit prestigefyldte universitet!
Lærere? Katrine lænede sig hurtigt frem. Kan du huske, hvor hårdt det var for mig?
Kan du huske, hvordan jeg kom hjem, faldt om af træthed, og du tvang mig til at skrive opgaver om, fordi min håndskrift ikke var pæn nok?
Jeg ville gøre dig til den bedste! Annas stemme rystede. Så det ville blive lettere for dig senere!
Kan du huske de danmarkskort? Katrine lyttede ikke. Syvende klasse. Jeg farvede grænserne forkert.
Du kom bagfra og slog mig så hårdt, at jeg bumpede næsen mod bordet.
Og sagde: Du er dum, lige som din mormor.
Husker du?
Anna sank.
Nu overdriver du, Katrine. Jeg har aldrig slået dig hårdt. Måske klappet dig et par gange, når du var rigtig provokerende.
Du kunne sidde i timevis over én linje, pive og himle med øjnene og vente på, at jeg gjorde det for dig!
Jeg var ikke provokerende jeg forstod det bare ikke! Men du råbte i stedet for at forklare! afbrød Katrine.
Anna lukkede øjnene. Hun så for sig den scene fra halvfemserne.
Hun kom hjem efter to skift på fabrikken, benene var tunge som bly og hun ville bare græde. Vasken var fyldt Katrine havde glemt at tage sig af den.
Sandet sko i gangen. Datteren sad foran tv, hæftet tomt, og næste dag var det stikprøve i skolen.
Anna bad om, tryglede, derefter krævede, at datteren lavede sine lektier.
Kun en sur mine og demonstrative tårer som svar. Ville nogen fordømme en mor, der var så udkørt, at hun mistede tålmodigheden?
Ville nogen, der selv har kæmpet for familier i de år, ikke forstå fortvivlelsen, når barnet bare nægter at forstå skal?
Men for Katrine var det ligegyldigt. Hun havde plejet sin harme gennem årene.
Vi taler kun om dig, Katrine! brød Signe ind, og justerede nervøst håret. Dig blev da ikke kørt over! Hvad med mig?
Signe, for Guds skyld, Anna sendte et bønfaldende blik til den yngste. Lad nu være med at gentage det der, ikke foran din mand.
Bjarke sank endnu mere sammen.
Hvad så med manden? Signe gav Bjarke et udfordrende blik, før hun vendte sig til moren igen. Bjarke ved udmærket, at vi ikke kan få enderne til at mødes.
Han arbejder som logistiker for næsten ingen kroner, han bliver aldrig forfremmet, vi bor til leje!
Og hvorfor? Fordi du, mor, skulle lege skæbnebestemmer i sin tid!
Anna begyndte at ryste igen!
Du var femten år! brølede hun, nu uden tålmodighed femten!
Og han var en bølle fra en problemfamilie, der pjækkede og stjal cigaretter.
Hvad skulle jeg gøre?
Sige: Selvfølgelig, datter, vær sammen med ham til midnat, drop skolen?
Han var normal! skreg Signe. Hendes øjne brændte af vrede. Han var bare fortabt. Og han elskede mig!
Hvis du dengang ikke havde gået til skolen, ikke lavet ballade foran rektor, ikke skiftet min klasse …
Vi ville have været sammen.
Signe, vågn op Anna slog hånden i bordet, så tallerknerne klirrede. Din flotte fyr er druknet i alkohol!
Han er ikke fyldt tredive, men har allerede været indlagt to gange. Hans kone tog barnet og flyttede, fordi han solgte alt!
Hvilken kærlighed? Hvilket hjem?
Han ville ikke være blevet sådan, hvis vi var sammen! fastholdt Signe. Sammen med mig ville han være anderledes.
Jeg havde troet på ham, forstår du? Og hvad har jeg nu?
Nu er jeg gift med en mand, som ikke engang kan slå en hylde lige op, for slet ikke at tale om at tage et boliglån.
Bjarke rejste sig klodset.
Jeg går ud på gaden. Ryger, mumlede han og forlod bordet uden så meget som et blik på nogen.
Så fik du manden til at gå, sagde Katrine sarkastisk. Du, Signe, er heller ikke nem. Du bebrejder ham dag og nat og undrer dig over, at han ikke gør noget.
Ti stille, Katrine! bed Signe tilbage. Du elsker kun dig selv!
Piger! Nu er det nok! råbte endelig faren. Er I kommet for at fejre os, eller for at svine os til?!
Vi er kommet for at sige sandheden, far, svarede Katrine. I forventer taknemmelighed.
At vi skal falde på knæ, fordi I udførte jeres basale forældrepligter.
At fodre og opdrage børn det er ikke en heltedåd. Det er en pligt!
Men det, at I ikke gav én eneste krone til depositum, mens andre forældre knoklede for deres børn det er et fakta.
Vi gav jer alt, hvad vi kunne, sagde Anna stille. Vi gav jer en start. Forstand, uddannelse.
Vi forladte jer ikke. I sidder begge på gode stillinger …
Ja, mor, afbrød Signe. Vi arbejder. Men glæden mangler.
Nå, det er nok. Jeg skal tidligt på arbejde. Kom, Katrine, du må også pakke sammen. Festen er vist slut.
De gik efter ti minutter. Sagde farvel i entréen uden at give moren et kram.
Signe hastede ud i trappeopgangen, hvor Bjarke ventede, lænet op ad væggen.
Katrine knappede roligt sin dyre kashmirfrakke, sendte et kritisk blik til spejlet og nikkede til forældrene før hun gik.
Anna gik langsomt tilbage til stuen. På bordet stod den halvspiste lagkage med teksten “30 år sammen”, stearinlysene var slukkede og servietterne krøllet.
Hun satte sig ned og gemte ansigtet i hænderne. Rolf kom bagfra og lagde sine varme, ru hænder på hendes skuldre.
Anna Annette, græd ikke. Bare lad dem være. Forkælede er de blevet.
Rolf, snøftede hun uden at tage hænderne fra ansigtet. Hvornår gik det galt? Hvorfor hader de os sådan? Vi gjorde jo alt… hele livet …
Jeg har tjekket lektierne, selv mens jeg faldt om af træthed. Jeg jagede den møgunge væk, så hun ikke ødelagde sit liv. Og de …
De leder bare efter syndebukke, Anna, svarede han lavmælt. Det er nemmere at sige, at forældrene ikke gav lejlighed og bil, end at indrømme egne fejl.
Det er lettere at skylde på moren for den fejlslagne kærlighed end at se på hendes drukne eks og takke for, at hun blev beskyttet.
Tiden er sådan nu. Alle har traumer, og alle synes, forældrene gav for lidt.
Ryd op i stuen. Der er ingen grund til at græde over det.
***
Tre uger gik. Anna stod ved køkkenvinduet og så ud over de våde tage, telefonen mod øret.
Lange ringetoner. Den yngste datter var flyttet til en anden landsdel, til svigermor, og det var langt Signe ringede helst ikke.
Hvis Anna ikke selv ringede, kom kontakten ikke.
Ja, mor, lød Signes irriterede stemme i røret til sidst.
Hej Signe. Hvordan har I det? Hvad med Bjarke?
Bjarke har det fint. Han er på arbejde, hvor skulle han ellers være, svarede Signe kort. Hvad vil du?
Bare spørge om du er rask. Du hostede jo så meget sidste uge.
Mor, jeg har travlt. Skal handle, lave mad, vaske tøj. Sig det præcist.
Jeg ville bare høre din stemme
Så har du hørt den? Undskyld, mor, jeg har virkelig ikke tid. Jeg står ved kassen. Jeg ringer senere.
Datteren lagde på. Anna vidste, Signe ikke ville ringe hverken i dag eller i morgen.
Hun ville pleje sin gamle harme, mindes det forestillede, lyse fortid med klassekammeraten og bebrejde moren for alt.
Hvis Bjarke igen fik kritik på jobbet var det Annas skyld. Det var hende, der fratog datteren chancen for lykke.
Med den ældste, Katrine, var det heller ikke bedre.
Hun ringede om søndagen præcis klokken tolv. Sagde tørt og distanceret lidt om vejret, lidt om tilbud i butikker, men spurgte aldrig til morens ryg eller til farens blodtryk.
Enhver samtale endte altid med hendes egne præstationer, hvor svært det er at klare sig, når man ikke har den sikkerhedspude normale forældre burde have givet.
Anna lagde telefonen på bordet. På skærmen dukkede et gammelt foto op: to piger med sløjfer og smil, der krammer hende foran blomstrende syrener.
Dengang vidste de ikke, at livet ville kræve betaling af regninger. Dengang havde de ikke fundet ud af, hvorfor de skulle være så vrede på deres forældre.
