Jeg var 28 år, da jeg mødte Søren. Ligesom mig kom han fra landet, et lille sted på Fyn. Efter gymnasiet flyttede jeg sammen med min veninde Anne til Odense, hvor vi lejede et værelse sammen i udkanten af byen. Senere lykkedes det mig at få et lån og købe en toværelses lejlighed i Søndergade-kvarteret jeg var så stolt, da jeg fik nøglerne i hånden. Det hele gik egentlig meget godt. Min storebror gav mig sin gamle bil, da han selv havde købt en ny et kærkomment løft, for lejligheden lå langt væk fra mit arbejde. Bilen brugte jeg også, når jeg skulle hjem til mine forældre på landet i weekenderne.
Da jeg lærte Søren at kende, boede han stadig delvist hos sin mor; han ejede kun en andel i hendes lejlighed. Søren var skilt og betalte børnepenge til sin søn fra det tidligere ægteskab.
Mens vi begge boede på landet, så vi ikke hinanden så tit, men efter nogle måneder begyndte vi at bo sammen i min lejlighed. Søren fik hurtigt arbejde som elektriker i centrum, men han havde brug for min bil, da hans arbejdsplads lå langt væk. Det generede mig egentlig ikke i starten, selvom jeg måtte tage bussen og letbanen på arbejde hver dag.
Søren tjente gode penge, men jeg så aldrig noget til dem. Han sagde hele tiden, at han skulle hjælpe sin mor med medicin, at sønnen havde akut brug for noget, eller at noget var i stykker hos hans forældre og det var ham, der måtte betale. Han havde altid en undskyldning. Det eneste, han bidrog med, var indkøb af mad.
Jeg stod for alle regninger, betalte mit realkreditlån og dækkede hverdagstingene. Efter Søren flyttede ind, blev min økonomi kun mere presset. Det eneste, der reelt ændrede sig, var at jeg mistede min bil.
En dag kom Søren ind og sagde, at jeg skulle give ham penge til at få bilen repareret. Han understregede, at det jo var min bil, og at vi ikke var gift. Han gik kun med til at give et lille bidrag til gasregningen den måned. Jeg havde lige brugt mine opsparinger på at købe nye køkkenskabe, så jeg spurgte, om vi kunne tage et fælles lån til det. Søren sagde blankt nej, for lejligheden var jo min og den ville han ikke investere i.
Jeg kunne tydeligt mærke, at jo længere vi boede sammen, jo mindre havde jeg lyst til at gifte mig med ham. Vi endte med at slå op, da han bad mig om penge, han ville give til sine forældres husrenovering. Det var lige, mens vi var på vej hjem til mine forældre for at spise middag.
Ved middagsbordet spurgte min mor os lidt for sjov: Nå, hvornår er det så brylluppet skal stå? Jeg svarede uden tøven, at det aldrig bliver til noget. Søren blev helt paf. Efter vi kom hjem, bad jeg ham aflevere både bil- og lejlighedsnøglerne og sagde, at han kunne hente sine ting dagen efter til middag. Jeg mindede ham om, at vi ikke var gift, og at det altså er mit hjem, så han kunne ikke bare komme og gå, som han ville. Fra mine forældre tog han hjem i taxa.
