Ægteskabet med Anneline var som at gå vakt gennem et tåget mareridt. Hun var krævende, højlydt, og det var min far, der havde peget på hende til mig. Han havde fået øje på sin gamle vens datter mente, vi ville være et perfekt match. Jeg havde ingen anden kæreste, og da jeg var fyldt tredive, måtte jeg jo giftes. Anneline ville styre det hele i vores ægteskab alt skulle bøjes ind efter hendes planer og ønsker. Ifølge hendes timeplan kom vores første barn til verden, derefter det næste.
Livet løb skævt afsted i fattigdom og uheld. Der var utallige grå dage, der sivede ind i mig og gjorde tilværelsen til et ulmende helvede. Jeg hadede min kone, børnene, og var frygteligt uvenner med min svigerfar. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle slippe ud af det, uden at det kostede et skilsmissebrev.
Mor var min tryghed, hun støttede mig altid, men både hende og faren sagde, jeg burde vente. Være tålmodig. Som om de to gamle, der havde trasket gennem årtierne, vidste noget, der ventede mig, når først jeg blev ligeså brugt. At sandheden nok skulle ramme mig selv, hvis bare jeg holdt ud.
Så gik årene. Børnene voksede sig store, fløj ud videre ud på verdens gader. Jeg blev hængende ved Anneline, vi vænnede os til hinandens mærkelige sider, fandt ud af det, og nu kan jeg ikke forestille mig livet uden hende. Pengene er nogenlunde i orden vi vipper ikke på kanten længere. Nu har vi endelig det stille og sagte held, der får dagene til at glide stille og rund under gamle lindetræer. Vi er begge raske, mangler intet, elsker stadig med ro i kroppen, og ingen reelle bekymringer banker på døren. Alt har næsten været, som solen der slumrer i Skagens skær. Vi har i lang tid ikke haft noget at klage over.
Det har taget en evighed at nå herhen, men jeg undrer mig føler folk virkelig lykke, når arbejdet, børnene og tingene fylder alt? Eller kommer den pludselig snigende, som hos mig, når man først er gammel? Når der ikke længere er nogen steder at flygte hen, og man ikke længere behøver det?
