Tag ikke barnebarnet med, sagde mor
Ved du hvad, mor, det var faktisk Solveig som havde ret, denne gang lagde min søn ikke fingrene imellem. Hun har altid sagt, at du ikke elsker Otto.
Du lader bare som om barnebarnet betyder noget for dig.
Grethe Thomsen stivnede.
Martin… hvad siger du dog? udbrød hun. Hvordan kan du tro sådan noget? Han er jo mit barnebarn. Mit eneste!
Nej, sagde Martin skarpt. Barnet er bare til besvær. For meget larm, fylder for meget, ikke?
Solveig sagde med det samme: Din mor har lært at leve for sig selv, hun er ligeglad med vores problemer.
Jeg troede ikke på min kone, jeg forsvarede dig. Men i dag har jeg set, hvordan du egentlig behandler vores søn!
Martin, vent nu, Grethe satte sig tungt på taburetten. Det var jo slet ikke det, jeg mente. Jeg ville bare gerne have lidt ro…
Det er fint, mor. Vi er kommet godt frem, Otto sover. Tak for glassene, Solveig sagde det ikke var nødvendigt, vi kunne nemt have købt selv. Godnat.
Der lød monotone bip i telefonen.
Grethe havde allerede fredag aften stillet rækker af konservesglas op i entreen til sommerhuset: syltede agurker, kirsebærkompot, og stikkelsbærmarmelade, som Martin elskede fra sin barndom.
Hendes mand, Henrik, brokkede sig, inden han gik ud ad døren til arbejde:
Grethe, hvorfor har du lavet så meget? De har ikke plads til det i København. Lejligheden er jo ikke elastisk.
Åh, Henrik, lad være at brokke dig, svarede hun og bandt tørklædet. Det er fra haven, det er anderledes! Martin tager det, jeg ved det. Og jeg giver ham to kasser æbler.
Solveig spiser ikke æbler, hun vil kun have eksotiske mango, gryntede han, da han tog jakken på. Vi kunne have kørt sammen i morgen, så kunne jeg have læsset det hele. Hvorfor sørger du for at Martin skal komme?
Det bliver regn i morgen, men solen skinner i dag. Martin trænger til frisk luft, han sidder jo kun på kontoret.
Hun fortrød nu, at hun ikke havde lyttet til Henrik. Hun fortrød, at hun insisterede.
***
Da hun hørte motorlyden, løb Grethe ud i gården.
Hej, mor, han kyssede hende på kinden. Nå, hvor er dine små skatte? Vi må gøre det hurtigt, vi skal også forbi svigermor i aften.
Åh, hvor er Solveig? Grethe kiggede ind i bilen.
Solveig er hjemme, hun har haft hovedpine siden i går. Hun sagde, kolonihaven må vente, hun skal sove ud.
Men, han åbnede bagsædet, her er din hjælper.
Fra barnesædet stirrede to store brune øjne på Grethe. Treårige Otto sad mellem legetøj og diverse poser.
Otto! udbrød bedstemor. Mit guld er kommet! Kom hen til farmor, jeg har lavet pandekager til dig, med creme fraiche.
Jeg vil ikke have pandekager, mumlede Otto og skød underlæben frem. Jeg vil se tegnefilm. Far, giv mig telefonen!
Vent lidt, Otto, Martin gravede i bagagerummet. Mor, hvor skal alt det her stå? Der er næsten ikke plads. Ottos sæde fylder halvdelen af kabinen, bagagerummet er stoppet. Solveig bad mig tage nogle kasser med til hendes mor, kan du huske det?
Ja, selvfølgelig. De står derinde i skuret. Martin, tag nu lige en kop te først. Jeg har gjort mig umage.
Mor, hvilken te? Martin baksede irriteret med bagagerummet. Vi skal køre to timer retur, Otto er allerede sur. Han bryder sig ikke om at sidde i bilen. Lad os få pakket det.
Der kom travlhed, og Grethe blev helt forvirret. Hun havde forestillet sig, at de skulle sidde på verandaen sammen, Martin skulle fortælle om sit arbejde, Otto skulle løbe i haven, se på de sidste georginer. Men…
Faaa…mooor ka…ka! Otto, som Martin alligevel fik ud af bilen, trådte straks ud i bedet med afklippede pæoner. Mine fødder er våde! Far, aaaa!
Så begyndte det, Martin blev pludselig vred. Mor, hvorfor er her altid beskidt?! Kunne du ikke have smidt grus på stierne? Otto, kom her, lad vær med at skrige!
Grethe løb hen og prøvede at tørre Ottos små kondisko af.
Det er okay, vi skifter sko, jeg har nogle varme hjemmesko…
Jeg vil ikke ha hjemmesko! råbte barnet og vred sig fri. Jeg vil hjem! Far, lad os tage hjem!
Martin, måske jeg kan distrahere ham lidt? spurgte Grethe forsigtigt. Kom, Otto, jeg viser dig, hvor pindsvinet bor. Vi har et pindsvin under trappen.
Pindsvin! blev drengen interesseret et øjeblik.
Kom, lille ven.
De gik hen til trappen, men selvfølgelig kom pindsvinet ikke ud om dagen. Otto blev skuffet og begyndte at klynke igen. Imens forsøgte Martin at klemme konservesglassene ind i bagagerummet.
Mor, nu seriøst, råbte han fra bilen. Hvor skal jeg gøre af de agurker? Enten kasserne eller svigermors ting. Jeg kan ikke lade dem stå, Solveig slår mig ihjel.
Grethe gik nærmere med en modvillig Otto ved hånden.
Sæt dem på bagsædet, ved siden af Ottos stol.
Har du set det stol? Martin tørrede sveden af panden. Det fylder alt. Der er kun plads til en enkelt pose. Solveig købte den dyreste model, sikkerhed først.
Okay, så tag ikke æblerne med, sukkede Grethe. Det er synd, de går til… Men tag glassene. Der er både lecho og squashkaviar.
Mor, jeg skal nok tage dem. Bare lad mig være, mit hoved er ved at eksplodere.
Otto fandt en pind og begyndte at hamre den på en gammel vandkande.
Otto, lad være med at larme, så får vi ondt i hovedet, sagde bedstemor mildt.
Du skal ikke bestemme over mig! sagde treårige Otto og snakkede morsomt forkert.
Grethe stod stille.
Hvad sagde han?
Martin grinede kort, mens han skubbede den sidste glas ind under sædet.
Du skal ikke bestemme. Det har han lært fra Solveig. Hun siger det til mig, hvis jeg giver gode råd. Okay, mor, vi er ved at være klar.
Martin, og æblerne? Tag da i det mindste en pose til Otto til turen.
Nej, mor, drop det. Solveig har forbudt det.
Grethe kiggede på de to kasser saftige, duftende ‘Ingrid Marie’. Hun havde samlet dem hele aftenen, valgt hvert enkelt uden pletter…
Sønnen råbte:
Mor, nu kører vi. Vi har allerede været her en time. Otto, ind i bilen!
Processen med at få barnebarnet i sædet begyndte. Otto vred sig, råbte, ville have tegnefilm.
Martin var irriteret, baksede med sikkerhedsbæltet. Grethe stod ved siden af, og følte sig elendig.
Hun ville bare kramme sin søn, holde om sit barnebarn, men… hvem lod hende?
Nå, farvel, Martin smækkede døren. Vi snakkes.
Farvel, søn.
Bilen kørte, og Grethe blev stående længe ved lågen.
***
Hele aftenen kunne hun ikke finde ro. Hun prøvede at læse, men bogstaverne flød sammen, tændte tvet men der var kun larmende koncerter, som irriterede hende.
Endelig, omkring klokken ni, ringede telefonen.
Hallo, Martin?
Ja, mor. Vi kom frem. Alt OK.
Åh, tak og lov. Hvordan går det med Otto?
Han sover allerede. Han faldt om i bilen en halv time før København. Jeg bar ham ind.
Tung, var han… Grethe smilede. Martin, tak for at du tog glassene.
Det er fint, mor. Vi prøvede lecho, Solveig sagde det var lidt salt, men det går med kartofler.
Grethe slugte sin bitterhed. Hun brugte altid den samme mængde salt efter opskriften Martin plejede at elske.
Martin, jeg har tænkt lidt, hun formede ordene forsigtigt. Næste gang, hvis du bare skal hente ting eller ordne noget, så kom alene.
Der blev stille i røret.
Hvad mener du alene? Martins stemme ændrede sig straks.
Bliv nu ikke stødt, søn. Det er bare Otto har det svært med sådan nogle ture. Han er stadig lille, to timer hver vej…
Han bliver træt, sur. Og du bliver stresset, alt skal hurtigt, alt skal klappes af. Vi fik jo ikke engang snakket sammen.
Hvis du kom alene, kunne vi drikke te, pakke æbler i fred og snakke.
Og hvis I alle kom så kunne vi tage det som en rigtig familieudflugt, uden stress. Så kunne Solveig også være med.
Nå, ja, trak Martin ud. Så barnebarnet er til besvær for dig?
Martin, det handler ikke om det! Du så selv han græd, kedede sig. Han vil have legepladser, tegnefilm. Jeg ville bare tale med min søn, forstår du? Jeg savner dig.
Det var der han sagde det at Solveig altid har haft ret, og at hans mor ikke elsker barnebarnet. Vi råbte af hinanden.
***
Der gik to dage. Grethe gik rundt i lejligheden som i en tåge. Henrik prøvede at aflede hende:
Grethe, giv nu slip. Martin bliver god igen. Han er under Solveigs hæl, hvad hun fortæller ham, gentager han.
Du ved hvordan hun er. Stolt, bymenneske i fem generationer… Hun vil ikke have vores agurker engang gratis…
Det handler ikke om agurker, Henrik. Han sagde, jeg ikke elsker Otto. Hvordan kunne han? Jeg lever jo for dem.
Hver weekend enten i sommerhuset eller her, laver jeg mad, strikker de strømper og trøjer Solveig så lægger i skabet, og aldrig tager på barnet.
Så lad vær med at strikke, sagde Henrik. Lev lidt for dig selv. Lad os tage på spa i november, varme knoglerne.
Jeg kan ikke leve for mig selv, snøftede hun. Jeg er bedstemor. Jeg er mor.
Hun tøvede længe, men på tredje dag ringede hun til Solveig. Svigerdatteren svarede først efter fem bipp.
Ja, Grethe. Hvad vil du?
Solveig, hej. Jeg… jeg vil tale om det med Martin. Han sagde nogle grimme ting…
Jeg ved hvad han sagde, afbrød Solveig. Og jeg er helt enig.
Solveig, det er forkert! brød Grethe sammen. Jeg elsker ham! Jeg ville bare gøre det godt for alle.
Martin var på kanten, han skældte Otto ud flere gange foran mig!
Han skældte ud fordi han er udmattet. Han arbejder på to jobs for at vi kan have det godt.
Og turen til dig er ikke afslapning, men endnu en pligt.
Vi skal hente glassene, ellers bliver mor sur.
Har du tænkt på det? At dit gode bare er en ekstra byrde for ham?
Han har ikke brug for de æbler, han havde brug for at sove længe lørdag og gå i parken med Otto, ikke slæbe kasser for dig.
Grethe sagde ingenting.
Jeg… jeg vidste ikke det var en byrde, hviskede hun.
Det er det. Du tænker på alt hvad du gør, men at din omsorg kvæler ser du ikke.
Martin er venlig, han kan ikke sige nej til dig. Men så kommer han hjem udmattet, og skælder os ud.
Så vi skal holde pause. Vi har brug for at køle af. Otto har intet at lave i sommerhuset lige nu, og vi har nok at se til i København.
Farvel.
Så lagde svigerdatteren på.
***
En uge snakkede de ikke sammen. Så kom en besked fra Martin.
Grethe åbnede chatten med rystende hænder. Der var en video: Otto, i de uldstrømper hun havde strikket, sad på gulvtæppet og byggede tårn af klodser.
Tårnet væltede, og han grinede.
Der kom straks en besked mere:
Mor, undskyld for det vi sagde. Jeg gik over stregen. Og Solveig… hun var også lidt oppe at køre.
Ottos strømper er fundet, han vil ikke tage dem af, siger de er varme.
Glassene er åbnet, agurkerne er perfekte. Halvdelen af et glas er allerede væk.
De tårer, som Grethe havde holdt tilbage hele ugen, kunne endelig løbe.
Hun begyndte at taste en lang besked, men slettede det hele og skrev bare:
Jeg er glad, min dreng. Nyd maden. Giv Otto et kys fra mig.
Jeg har lært én ting: Omsorg er kun ægte, når den modtages med glæde ikke som en byrde. Nu vil jeg prøve at give plads til både mig selv og dem, jeg elsker.
