Jeg besluttede helt selv, at min ældste datter selvfølgelig fortjener, at min mand og jeg giver hende både en lejlighed og vores sommerhus. Min søn har hele livet været lidt af en rodebøtte, altid lidt ligeglad med sine forældre og aldrig rigtig værdsat, hvad vi gjorde for ham. Det har nået så vidt, at hans svigerforældre nu betyder mere for ham end vi gør. Han kalder en fremmed mor med varme, men kan ikke engang ringe til mig på min fødselsdag han påstår, han glemte det.
Han har da nogenlunde fået styr på livet. Bor med sin kone, har ingen børn, men begge arbejder, og tak og lov for det. I det mindste kommer han ikke og tigger om kroner og øre og har ikke brug for os længere. De arver sikkert hele herligheden efter hans kones familie, og min kære Malene er alene, så udover os er der ikke nogen, der vil hjælpe hende.
Malene bor selv i en lejlighed, hun lejer, fordi hun ikke vil forstyrre os og ærligt, hun elsker en smule selvstændighed. Jeg glæder mig til at give hende en ejerlejlighed, så hun kan føle sig som rigtig frue. Hun er en sød pige, arbejder som børnepsykolog og tænker altid på os, hendes forældre. Vi fejrer alle helligdage sammen, hun kigger forbi i weekenden, og nogen gange tager jeg på besøg. Og det er kun Malene, som med sit beskedne liv, kom løbende med alle sine opsparede danske kroner, da min mand faldt ned af trappen og brækkede hoften. Det er klart hvem af børnene, der værdsætter os. Derfor synes jeg det er mest fair, at vi testamenterer det hele til Malene, fremfor sønnen, som aldrig tænker på os.
Hvad ville du gøre, hvis du var mig? Ville du dele ligeligt, eller give mere til det barn, der har brug for det?.
