“Ville du ønske, du havde en datter? Jeg kan være din datter, hvis du vil”. Pigen kom selv ind i vores familie

For femten år siden havde jeg en drøm, der stadig svæver omkring mig som morgenens tåge over Kongens Have. Der stod jeg midt i et underligt, gammeldags børnehjem, hvor vinduerne var så høje, at skyerne kunne kigge ind. Bag et af dem stod en lille pige med grønne øjne, så stærke og klare at jeg følte, hun så lige gennem mig. Hun stirrede på mig i flere minutter, eller måske kun i et splitsekund hvem ved i drømme? Pludselig hviskede hun:
Har du en datter?
Nej, svarede jeg forbløffet, ordene lød fremmede i min egen mund.
Hun sukkede, trak vejret dybt ind, og hendes blik blev blødere, næsten vemodigt.
Kunne du tænke dig det? Da hendes stemme forsvandt som dug for solen, fortsatte hun: Jeg kan være din datter. Altså, hvis du gerne vil…
Mine tanker kørte rundt som cyklister på Rådhuspladsen. Jeg har en søn, voksen nu, tyve år. Trænger jeg virkelig til et barn mere? Men hendes insisterende sætning Du får brug for en datter og hendes øjne, store og grønne som starten på foråret, efterlod mig hypnotiseret.
Jeg havde altid haft en skjult drøm om en datter. En lille prinsesse, som jeg kunne klæde ud i smukke kjoler fra Magasin, købe små hårspænder og dukker til, male både hendes og mine negle, spille på vores helt egne måder. Men livet gav mig kun min søn, og jeg havde aldrig turdet ønske mig et barn mere. Nu var jeg jo voksen. Kunne jeg mon opdrage sådan en lille pige? Især når jeg altid havde drømt om præcis dét.
Ja, selvfølgelig! svarede jeg pludseligt, og pigen lagde armene om min hals, varmt og tæt, som om hun altid havde haft sin plads hos mig.
I det kram gav hun mig al den kærlighed, hun havde samlet gennem årene i hjemmets kolde gange. Hun hed Alvilda, fem år gammel, og havde boet her siden hun var halvandet. Hendes forældre gik bort i et biluheld på landet nær Roskilde. Siden den dag drømte Alvilda om en familie.
Det er umuligt at beskrive, hvor lykkelig hun blev for sine nye slægtninge. Hun lærte hurtigt alle de finurlige danske navne og kunne remse dem op med samme præcision som tabellerne i dansk. Alle omkring hende kom hurtigt til at holde af Alvilda, for hun var inderlig og kærlig. Min mand var modvillig i starten, skeptisk som en ældre herre på en blæsende dag, men Alvildas væsen overvandt ham allerede første dag. Snart kaldte hun os mor og far uden tøven.
Alt gled let for Alvilda hun fulgte ubesværet med de andre børn og skilte sig ud, da hun begyndte i første klasse. Hendes kvikke hjerne og logiske sans var ikke til at overse. På det seneste har Alvilda fået en ny passion: hun skriver digte. Hendes ord er blevet alle familiens yndlings, og jeg takker skæbnen for, at jeg netop den dag fandt vej ind i drømmens sære børnehjem i Frederiksberg.
Siden da føles det hele som at leve i et eventyr, hvor jeg for én gang skyld fik lov til at vælge min egen datter, inde midt i den danske nat, hvor alt er muligt og nænsomt vævet sammen af gamle ønsker og grønne øjne.