En aften var jeg på vej hjem i København, da jeg blev overfaldet af en mand. Nogle siger, at han bare ville røve mig, men der findes også en anden forklaring manden var en tidligere bekendt, der ville hævne sig for et gammelt nag. Mit dankort var stadig i min taske, men efter han slog mig i hovedet, mistede jeg bevidstheden og hukommelsen.
Jeg havde både en mand og to børn, men alle minder om dem var væk. Det er umuligt at forklare den følelse af skræk og forvirring, når tilsyneladende fremmede mennesker er bekymrede, vil kramme dig, og kalder dig ting som skat eller mor. Jeg genkendte dem ikke overhovedet. Min mand, Mikkel, fortalte mig, hvordan vi havde mødt hinanden som studerende på Københavns Universitet, viste billeder og videoer fra vores bryllup, men for mig føltes han som en fremmed, og mig selv på billederne lignede en anden person. At se mine to døtre, Line og Signe, var det største chok: hvem glemmer sine egne børn?
Længe kunne jeg ikke forlige mig med tanken om, at jeg skulle leve blandt mennesker, jeg ikke kendte, men som var overbeviste om, at de elskede mig og ville have mig til at gengælde deres følelser. Det hele ændrede sig dog ved endnu et traume. Efter to måneder på Rigshospitalet, mens jeg en aften vandrede rundt på gangene for at finde en sygeplejerske, kom jeg til at snuble ved trappen og faldt ned, hvor jeg slog hovedet mod et trappetrin. En bølge af erindringer skyllede over mig, og det føltes som om min hjerne blev klemt sammen, så jeg næsten besvimede.
Pludselig flimrede hele mit liv for mine øjne jeg huskede Mikkel, pigerne, og tilmed første gang jeg var fuld til en gymnasiefest. Lægerne sagde senere, at det sandsynligvis skyldtes en hævelse i hjernen, som havde trykket visse nerver, og at faldet havde udløst en reaktion, som nærmest mirakuløst genskabte de minder, jeg satte højest.
Mikkel græd hele næste dag, fordi han troede, jeg drev gæk med ham eller bare prøvede at trøste ham. Men jeg huskede det virkelig. Det eneste, jeg aldrig kunne få frem igen, var hvordan overfaldsmanden så ud, eller hvad hans reelle motiv var.
Det var de mest følsomme og kaotiske måneder i mit liv, og jeg ville ikke ønske det for nogen end ikke min værste fjende. Nogle oplevelser lærer én, at livet og forhold er skrøbelige, og at vores minder er det mest dyrebare, vi har. Husk at værdsætte dem, mens du har dem.
