For nylig døde min svigermors mor. Hun havde været syg længe, kæmpet tappert mod sygdommen over en lang periode. Imens virkede det til, at svigermor havde affundet sig med, at hendes mor snart ville gå bort, så hun begyndte at ordne arvesagerne. Hun fik overbevist sin mor om at oprette et gavebrev på lejligheden.
Det var en toværelses lejlighed i et godt kvarter i København, stueetagen. Lige ved siden af ligger der et supermarked og et busstoppested. Perfekt til nogen, der arbejder med ejendomme. Man kunne åbne butik eller skønhedssalon der. Mange forretningsfolk kom til hende og prøvede at overtale hende til at sælge lejligheden. Det var virkelig et optimalt sted til business. Men svigermor sagde nej til dem alle. Hun fortalte os, at lejligheden skulle være vores.
Da vi hørte om gaven fra svigermor, kunne vi næsten ikke tro det af begejstring. Vi havde boet længe med vores datter i et lejet hjem og drømt om noget eget. Nu havde vi pludselig en toværelses lejlighed, som vi ikke engang skulle betale husleje for. Med skam må jeg indrømme, at vi begyndte at pakke vores ting allerede da bedstemor blev indlagt på hospitalet. Men det viste sig, at bedstemor kun ønskede, at lejligheden skulle gå til sit barnebarn, altså min mand.
Snart måtte jeg se min glæde blive til fortvivlelse og vrede. I papirerne havde svigermor kun skrevet lejligheden over på min mand. Jeg opdagede, at hverken jeg eller vores datter havde ret til det sted. Jeg følte mig usynlig, skubbet til siden. Jeg har boet med hendes søn i otte år, født en datter, men det virkede som om barnebarnet ikke betød noget for hende. Pludselig føltes det, som om svigermor betragtede mig som fremmed. Det gjorde ondt, for jeg har altid været venlig mod min mands mor. Hun havde aldrig givet mig grund til at tvivle på hendes ærlighed og loyalitet jeg troede hun var min ekstra mor. Jeg rådførte mig altid med hende. Selv vores datters navn valgte vi sammen. Nu indså jeg, at hun aldrig egentlig havde stolt på mig.
Jeg kunne ikke få mig selv til at klage til min mand. Jeg var dybt rystet, men til sidst forklarede jeg ham, hvorfor jeg var så skuffet. Det viste sig, at han hele tiden havde vidst det. Hans mor havde fortalt ham alt.
Forstå nu, det giver mor ro svarede han stille.
Efter alt det har jeg ikke den mindste lyst til at renovere eller flytte ind. Jeg har ingen ret til det sted.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. De opfører sig, som om jeg ikke betyder noget for dem. Det føles ubehageligt, fremmed. Jeg føler mig ikke som en del af familien og har mistet tilliden til min mand. En veninde foreslog, at jeg burde gå til en advokat og få rådgivning.
Men vil det hjælpe?
