Vi sidder her, min datter og jeg, og græder. Vi er blevet forladt. Begge to. Med kun to dages mellemrum. Hun blev droppet af sin kæreste, jeg blev droppet af min mand. Begge to nogle skvat, der ikke engang havde modet til at sige det ansigt til ansigt. Hendes kæreste sendte bare en besked på Messenger, og jeg modtog en sølle sms fra min mand efter tyve års ægteskab. En SMS! Føj, hvor ynkeligt. Engang var jeg åbenbart ikke engang god nok til en snak øje til øje.
Han kom forbi et par timer efter beskeden. Pakkede sine ting. Kørte bare sin vej ud i natten. Min datter låste sig inde på værelset. Vi græd begge to længe så besluttede vi, hvad vi skulle gøre.
Skifte låsene. Idioten havde taget nøglerne med sig.
Jeg tænkte lidt over det. Men selvfølgelig havde min datter ret. Vi fik låsene skiftet med det samme.
Mor, må vi ikke bare smide det hele ud? Fars gamle rod og det, min eks ikke har fået med?
Så det gjorde vi. Alt blev smidt i sække og båret ned til storskrald. Vi gik tingene igennem vi havde jo ikke brug for ti gryder og pander til bare os to. Det vi ikke skulle bruge, gav vi væk til naboerne. Jeg solgte mandens gamle værktøj, og jeg limede brættet fast på toilettet pure symbolsk frihed! Om aftenen så vi film sammen, spiste is og lavede sjove salater. Gik aftenture rundt om søerne. Lejligheden blev stille og fredelig. Huslejen viste sig at være en behagelig overraskelse. Toilettet var altid rent. Vi brugte kun en tredjedel på dagligvarer, og så købte vi os endelig en kat. Min ex havde jo allergi.
De første sorgfulde tårer tørrede ud. Vi måtte videre, forladte og alene. Min datter er kun nitten hun har jo livet foran sig. Jeg er fyrre. Det hele føles som en ny begyndelse. Jeg søgte om skilsmisse. Min eks meldte sig ud af lejligheden, så længe jeg ikke krævede bilen. Han pralede for sin nye, unge kæreste hun er altså kun tre år ældre end vores datter men jeg overlevede det. Det var slut med at være familie, men sådan noget sker.
Tiden gik, og det hjalp. Seks måneder senere tog min datter på date for første gang. Jeg selv havde travlt på arbejde, var nu officielt skilt og holdt op med at tænke på min eks. Jeg begyndte at træne, fik klippet mit hår lækkert hos frisøren, og cheferne lagde mærke til, hvor meget jeg knoklede. Livet gik videre. Så under et halvt år efter skilsmissen stod han pludselig i døren med sine papkasser. Hans unge dame havde åbenbart fortrudt den modne herre. Men jeg ville ikke have ham tilbage.
Sådan er det bare herhjemme, ikke? Når en mand går, siger alle, det må være konens skyld. Hun gav ham ikke nok opmærksomhed. Eller kærlighed. Drikker han? Slår han? Gider han ikke arbejde? Nå, så er det konens skyld igen. Slap hun ham ind? Hvorfor lukkede hun ham ind? Lukkede hun ham ikke ind? Hvorfor ikke?
Min datter står 100 % ved min side og vil ikke have noget med ham at gøre for hende er han bare en forræder nu. Men alle rundt om mig venter bare på, at jeg kravler tilbage. Min mor siger, jeg ikke kan gå igennem livet alene. Svigermor siger, at hvis jeg slipper ham, så finder han bare en anden. Min søster ryster på hovedet og siger: “Hvem gider have dig, når du rammer de fyrre? Du er jo ude af spillet.” Som om det var et problem han var jo utro! Og så roder de allesammen rundt i: han har forstået det nu! Han er kommet tilbage! Skal jeg ikke være lykkelig? Nej. Jeg er ikke lykkelig.
“Men I hører jo sammen!” siger de alle sammen.
De tager fejl. Vi er fremmede for hinanden nu. Vi er skilt. Der findes ikke noget, der hedder eks-børn, men eks-mænd, dem er der nok af.
“Kan du virkelig lægge tyve års ægteskab bag dig bare på grund af én fejl?” spørger min eks.
Det kan jeg. Jeg kunne måske have tilgivet en stille affære men at få besked om skilsmisse på en SMS: “Vi skal skilles, jeg er forelsket i en anden” det tilgiver jeg aldrig. Han havde ikke modet til at sætte sig ned og tale med mig, se mig i øjnene. Det kan jeg ikke tilgive. Ikke nu. Ikke nogensinde.
