I over tyve år holdt jeg ud med min dovne og frække kone. Hun var en pige fra landet, der var flyttet til København for at studere. Hun deltog i alle fester, og det var på en af dem, jeg mødte hende. Én nat sammen, og hun blev gravid derfor blev vi gift. Jeg var en ordentlig mand, så jeg tog ansvar uden et ord om at stikke af. I starten bildte jeg mig endda ind, at jeg var blevet forelsket i hende.
Hun var smuk, snu og kunne virkelig lave mad. Vores lejlighed fik vi med hjælp fra mine forældre, vi brugte weekenderne på at renovere og opdrage vores lille datter Anna. Ægteskabet føltes som en fornøjelse og ikke en byrde. Men det ændrede sig med tiden. Min kone ville igen ud af huset, hygge med veninderne, mens Anna blev overladt til sine bedsteforældre eller til mig.
Hun interesserede sig aldrig for Annas skolegang og dukkede aldrig op til forældremøder det var altid mig, der gik. Vi skændtes om det, og hver gang truede hun med at forlade mig. Jeg skal ikke lyve sommetider ville jeg gerne bare gå, men Anna havde brug for sin mor for ikke at skulle høre fra andre børn, at hun kom fra et dårligt hjem.
Da skilsmissen kom, var det et helt bevidst valg fra min side. For det første havde jeg et sted at bo, når jeg forlod lejligheden, og for det andet var Anna fyldt tyve og forlovet med en fornuftig, tryg ung mand, de skulle snart giftes. Mellem min kone og mig var der ikke længere følelser, og jeg havde fået nok af hendes evindelige byture, dovenskab og uforklarlige humørsvingninger.
Hun gik med mig på rådhuset for at underskrive papirerne og troede hele tiden, det var en dårlig joke. Men det var alvor. Nu er jeg sammen med en virkelig dejlig kvinde, men min ekskone kan ikke finde ro. Hun prøver at vende Anna imod mig, fortæller vores fælles venner, at jeg er en bedrager, og klager til sin familie over, at jeg ikke efterlod hende en eneste krone at hun end ikke kan betale huslejen.
Jeg lever i håbet om, at hun før eller siden finder fodfæste og bliver moden nok til at lægge vreden over vores skilsmisse bag sig.
