Rasmus var på vej til sit gamle gymnasieklassetræf han havde ikke set dem i tredive år. Han havde aldrig haft tid. Efter gymnasiet flyttede han straks til Aarhus for at læse på universitetet. Først studie, derefter arbejde.
Derefter ville han tjene flere penge, så han stiftede sit eget firma. Op- og nedture fulgte som et mærkeligt eventyr, hvor han af og til gled over blanke brosten eller jazztog susede forbi vinduerne.
Nogle gange længtes han efter klassekammeraterne. I pauserne sad han med kaffen og scrollede gennem deres billeder på Facebook, bag ruden hvor regnen lavede kringlede mønstre, og han postede også sine egne.
Især tænkte han på Mette. Hun havde altid danset ubekymret rundt i sin egen rytme i gymnasiet, og Rasmus havde nærmet sig forsigtigt, som om han trådte gennem dis. Men Mette havde aldrig lagt mærke til den stille stræber i hans uldne sweater. Sidste gang han nærmede sig hende med blomster i hånden, sprang hun op på bagsædet af Nikolajs Vespa uden at se mod buketten så var hun væk, støvregn og parfume i luften. Rasmus gik med tunge skridt væk, ud mod Holmens Kanal, og han turde aldrig opsøge hende igen. Han ville have bedt hende køre med ham, men han gjorde det ikke.
Han havde aldrig tætte venner i klassen, kun et par stykker fra matematikhjælp, hvor de grublede over ligninger sammen i mørke novemberaftener.
Da han gik ind på caféen, var han i strålende humør og havde gaver med til dem alle ingen var glemt. De sad på blå stole, grinende, duften af kanelgifler og kaffe i rummet. Rasmus så rundt, især mod Mette, som næsten blev uvirkelig for ham. Hun sad fjernt med telefonen og bladrede rastløst. Han vidste nu, at hun havde giftet sig med Nikolaj efter gymnasiet, men nu boede hun alene og opfostrede et sygt barn.
Rasmus besluttede sig for at tale med hende. Hvad der fulgte, var som en drøm med mærkelige stemningsskift, som om luften blev tungere.
Du bor i din funkisvilla i Charlottenlund og aner ikke, hvordan vi andre har det! Jeg har set dit hus! Din kone arbejder ikke, hun hænger kun ud på wellness og frokostbarer. Du må have hushjælp, selvom der aldrig er nogen på dine billeder. Dine børn læser på universitetet i udlandet, og jeg kæmper med min søns sygdom. Hvad skal vi tale om? Du kan jo ikke forstå det, Rasmus!
Mette, synes du, det er min skyld, at du har problemer?
I Danmark mangler der penge til syge børn, men folk som dig, I sidder bare på jeres formuer, grådige og lukkede!
Rasmus blev stille indeni, men mærkede varmen stige.
Fortæl mig, hvor mange syge børn har du hjulpet?
Jeg har mit eget syge barn! Og ja, jeg støtter også, nogle gange sender jeg MobilePay til velgørenhed.
Jeg donerer jævnligt store beløb til velgørende formål. Jeg råber bare ikke op om det. Hvem af os hjælper så mest?
For dig er det nemt, Rasmus. Du mangler ingenting ved at give 100.000 kroner væk. Når jeg giver noget, er det noget, jeg må spare på rugbrødet for. Hver morgen tager jeg to busser for at komme på arbejde, og jeg tjener ingenting!
Folk på caféen kiggede. Flere nikkede mod Mette, andre sank ned i sæderne.
Rasmus rejste sig. På vejen ud lagde han gaverne på bordet ved indgangen, og han bad tjeneren om at give en konvolut til Mette.
Han traskede ud i den underlige bynat, og tankerne svævede. De havde alle haft de samme muligheder på det gymnasium i Odense. Mange havde samme evner. Men han, Rasmus, havde valgt studierne fremfor Carlsberg-øl på torvet; valgte matematik fremfor smøger bag gymnastiksalen; han valgte universitetet i stedet for at tage job på det lokale værksted. Han valgte risikoen, da han startede sin virksomhed vågede at drømme, vågede at falde. Han havde kæmpet sig op, mens han lærte og mistede.
Var det virkelig hans skyld, at de andre nu så skævt til hans dyre jakke og pæne sko? Han havde ikke stjålet noget fra dem, han havde selv tjent det.
Kender du nogen som Mette eller andre af Rasmus klassekammerater, der altid tæller andres penge? Ja, nogen var heldige med familie og privilegier. Men hvor mange i Danmark er ikke kommet fra små kår og netop lykkedes mod alle odds?
Alt er i vores egne hænder. Hver vælger sin vej.
