David stod engang for mange år siden lidt væk fra indgangen til Rigshospitalet, hvor han frøs i den bidende efterårsvind. Han var smuttet ud for at tage en hurtig cigaretpause iført kun sin hospitalskittel, da jakken lå tilbage på kontoret. Det fortrød han hurtigt. Han skulle netop til at gå tilbage indenfor, da en insisterende ringetone fangede hans opmærksomhed. Lyden kom fra højre, hvor der egentlig ikke stod nogen. Det var en mobiltelefon, som han ikke havde lagt mærke til før den lå gemt op ad muren.
Han kunne ikke nå at tage den, og da skærmen var låst, kunne han heller ikke ringe tilbage. David kom telefonen i lommen med tanken om at aflevere den på sygeplejekontoret så ville de nok vide, hvilken patient der havde tabt den. Men da han nåede tilbage til sin afdeling, begyndte telefonen at ringe igen. Denne gang stod der Freja på displayet.
Hej, sagde David venligt. Jeg har fundet denne mobil ved hospitalet. Ved du, hvem den tilhører? Åh, hej! lød en glad og lettet ung kvindestemme. Tusind tak! Det er min morfar, der har gået lidt rundt, og han må have lagt den et sted. Er du stadig derinde? Måske kunne vi mødes ved den gamle, lyserøde bygning du ved, hvor skadestueindgangen er?
Dér gik David straks hen.
Sig mig bare, hvilket værelse din morfar ligger på, så skal jeg selv gå ind med mobilen til ham. Virkelig? Freja lød endnu mere lettet og glad. Tusind tak! Værelse 28, det er på anden sal. Ja, det ved jeg godt.
Inden han vendte tilbage til sine andre patienter, kiggede David forbi værelse 28 med mobilen. Morfaren, som ikke genkendte David som sin læge, blev overrasket, men utrolig glad for at få sin telefon tilbage.
Hvor var det pænt af dig! Min barnebarn har sparet længe sammen for at give mig den, og så har jeg det med at glemme ting.
David blev hængende lidt længere tid, for morfaren begyndte straks at fortælle om både sig selv og sit barnebarn Freja, mens han stillede spørgsmål om, hvem David var, og hvor længe han havde været læge. Før David kunne snige sig videre i arbejdet, måtte han love at komme forbi igen om aftenen. Og den kloge gamle morfar ventede tydeligvis på det. Om aftenen sad Freja allerede ved morfarens seng, da David kom forbi; hun skrællede æbler, mens hun lyttede til den ældre mands historier.
Der opstod en hyggelig anledning til at lære hinanden at kende. Snakken fortsatte fra værelset og ned til hospitalets lille café, hvor de købte dampende varm blåbærte selvfølgelig med to teskeer sukker og talte om alt mellem himmel og jord.
Freja havde noget særligt over sig, og David kunne ikke tage øjnene fra hende. Han var tydeligt betaget af den danske pige.
Jeg vil gerne sige tak for, at du fandt mobilen. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne have fået fat i morfar ellers, sagde hun smilende. Ej, det var da så lidt, svarede han. Jeg kan ikke nøjes med bare at sige tak. Måske kunne vi gå ud og spise sammen en aften, når du har fri?
David grinede, en smule rød i kinderne, for det var første gang, en pige spurgte ham ud sådan.
Jo, det kunne da være hyggeligt, svarede han med glæde i stemmen.
