Skylden var monsterets…
Monster… hvæsede moren med et blik, der kunne gennembore flint, hvad har jeg dog gjort, siden jeg skulle føde sådan en djævel. Du er ustyrlig, ikke noget barn, men en straf. Hvis det ikke var for dig, så ville mit liv…
Hun stoppede brat, svingede hånden op over datterens skulder. Den tunge hånd ramte Sine og fik hende til at vakle et par skridt tilbage, men hun blev, greb skulderen med den ene hånd og så på moren med det vilde, frygtløse blik hun altid bar.
Hvis man presser et iltert dyr op i et hjørne, ser man ikke frygt kun raseri. Kampviljen var i Sinis blod. Sådan var hun født en lille kriger fra livets begyndelse.
Hun kendte ikke til kærlighed eller omsorg. Hun vidste ikke, hvad det betød at være ønsket, eller at være noget særligt.
Der stod hun nu, op ad væggen. Blot seks år, hendes lyse fletninger stak ud til siderne i to rodede totter. Ingen viste hende interesse, og verden gentog uendeligt, at hun var i vejen. at hun burde forsvinde, og hvorfor hun overhovedet skulle kæmpe, når ingen behøvede hende.
Men Sine kæmpede. Først og fremmest mod sin egen mor, som var hendes hovedfjende. Pigens bløde hud havde allerede fået panser ord og skældsord prellede af. Men under panseret var der stadig bløde pletter, der alt for let fik blå mærker. Hun var jo kun en lille, gennembanket bisam, forskellen var bare, at bisamen ikke forstår godt fra ondt, men Sines vildskab var en maske, et gummifor. Skar man hul med venlighedens kniv, ville der gemme sig et sultent, skræmt barn, som bare trængte til at blive holdt om. Men sådan en person dukkede aldrig op i Sines liv. Der var kun moren.
Hvad glor du på, ulveunge?! Forsvind, inden jeg slår dig! Monster! skreg moren. Men Sine gik ingen steder. Hun lod sig ikke slå omkuld. Sådan var hendes natur.
Hvis du vil have fred, må du da gå, men jeg bliver her! svarede hun trodsigt.
Din møgunge!
Selv er du da en! råbte Sine tilbage.
Så startede det sædvanlige skænderi. Spyttet begyndte at samle sig i morens mundvig. Hun råbte så det gav ekko fra væggene og smældede i Sines ryg.
Aldrig har jeg set mage! Alle mænd ovre på værftet har respekt for mig, men herhjemme står jeg med sådan en lille møgunge, der ikke forstår en skid! Du tror, jeg ikke ser dit had i øjnene? hun kom nærmere, den billige parfume blev blandet med lugten af fiskesuppe og konservesmad. På grund af dig blev mit liv aldrig til noget! Ingen mand vil have en kvinde med barn og slet ikke sådan et barn!
Hun slog igen. Små, spidse smæk regnede ned over Sines ryg. Sine bed tænderne sammen. Græde ville hun aldrig. Hun rykkede sig ikke ud af flækken.
Du bliver ved at trodse mig! moren gispede arrigt og kom med sit yndlingsord Monster!
Sine så lige op, hendes stemme var hård:
Monsteret står lige her foran mig.
Morens stemme var aldrig blid. Hun kendte ikke de varme morgener, hvor mødre vækker deres børn med kærlige ord. Hun kendte kun hårdhed, som vinterens kolde havelåge, man aldrig ønsker at røre uden vanter.
Sine! allerede på måden, navnet blev sagt, kunne Sine høre, nu gik det galt. Der var altid noget galt. Hver bemærkning satte usynlige sår på hendes hjerte.
Morens vrede ramte over selv den mindste forseelse spildt saftevand, legetøj på gulvet, et suk, når hun kom træt hjem. Eller bare fordi Sine eksisterede.
Og så eksploderede det.
Morens temperament sad løst et øjeblik rolig, så rasende som nordenvinden. Hun greb hvad hun kunne; et bælte, en børste. Sines arme fór op for at beskytte hovedet, mens ord som Din satan! Monster! Hvorfor skulle jeg overhovedet føde dig? rungede i ørerne. Ordene føltes ikke længere tunge, men bunkede sig op for Sine havde for længst lukket af indeni.
Sine var den eneste, hendes mor kunne skyde skylden på for alt: chefen, trætheden, verdens uretfærdighed. Sine blev syndebukken, og hun indså hurtigt, at tårer intet nyttede.
Allerede som femårig holdt Sine op med at græde. Hun krøb bare sammen, men knækkede ikke. Hun blev vild og stikkende, som et burrer. Hun holdt op med at lystre, begyndte at svare igen, og det gjorde kun moren mere vred.
Nu lød Monster! Afskum! som refrænet på en gammel vise.
Når det var ovre, satte Sine sig på sengen og stirrede op i loftet, til øjnene sved men hun græd ikke.
Hun havde for længst lært, at gråd bare blev et våben mod hende.
Nogle gange gik hun under sengen og fandt et foto. Sine havde engang stjålet det fra et fotoalbum. På billedet sad en buttet lille pige hende selv i farmors arme, og farfar rakte en finger ud, hun greb fat i. Farmor smilede med en varme, Sine aldrig ellers havde haft. Engang, et sted, var hun blevet elsket.
Farmor og farfar døde i en ulykke med gasfyr hos naboen hele opgangen styrtede sammen. Ved et tilfælde var Sine ikke der den dag.
Siden havde intet menneske haft brug for hende. Det gik op for hende gradvist, som et efterårsblad, der stille daler til jorden. Dråbe for dråbe sivede erkendelsen ind for hver glemt fødselsdag, for hver aften, hvor Mor, se! aldrig blev hørt.
Hvor længe hun kunne huske, havde moren altid travlt. Ikke bare optaget hun tilhørte noget andet: arbejdet, trætheden, bitterheden hun bar hjem som en tung, usynlig kuffert. Hun kom hjem med anspændte hænder, der endda i ro knugede sig til næver. Sine vidste: Nu begyndte det igen.
En dag gik det helt galt. Moren slog hende for noget småt, og Sine brød helt sammen. Hun gik i køkkenet fast besluttet ingen skulle røre hende igen. Hun åbnede skuffen, mærkede med børnefingre på skaftet af brødkniven. Mors råb rungede endnu, skulderen gjorde ondt, hvor hun var blevet rusket.
Monster! Du er til ingen nytte! Jeg giver dig mad og tøj, men hvorfor gider jeg? Du er min straf!
Kniven glimtede i det matte lys. Sine lagde klingen mod venstre håndflade. En forsigtig ridse, hjertet hamrede, men hun blev ved. Stregen af rødt blev varm og klistret, løb ned til lillefingeren, dryppede på gulvet. Sine skiftede kniv til den anden hånd, gentog. Så gik hun demonstrativt ind til moren, begge hænder blodige, kniven i hånden. Dråberne piblede fra fingerspidserne.
Moren sad i sofaen og røg, hun tabte cigaretten.
Hvad…?
Sine standsede, lod kniven dumpe til gulvet.
Rør du mig igen, skærer jeg pulsåren over, sagde hun koldt.
For første gang blev hendes mors øjne store og blege, næsten som barnets som om noget levende og skræmt bag barken af vrede tittekikkede frem. Hun mumlede:
Du er syg… m-monster…
Men hænderne løftede hun ikke igen. Fra den dag faldt der ikke flere klask eller knib. Moren lod bare blikket søge Sines hænder de fire fine ar der blev tilbage og kneb munden i.
Lille møgunge…, mumlede hun, men vendte sig bort.
Sine knyttede hænderne, mærkede hvordan arvævene strammede. De mindede hende om, at nogle gange må man selv være værre end bøddelen for at slippe fri. Ellers hjælper intet.
Sådan gik det til Sine blev syv. Da kom onkel Jens ind i deres liv.
Mor introducerede dem stift.
Min datter Sine. Min forbandelse. Stirrer du? Aldrig set en mand før? Nå, så gå på dit værelse!
Jens sagde ikke noget. Han så på Sine og rakte tøvende en papæske med snor om. Han smilede akavet, men da moren blev i køkkenet, bankede han på Sines dør.
Hvad siger du, skal vi lære hinanden at kende?
Sine lagde mærke til hans store, glatte pande og øjne der lyste af godhed. Hans ansigt havde smilerynker, og selv når han slappede af var de der som to nistre, der havde været brugt flittigt.
Han satte sig og så sig omkring på det lille værelse. Han så ikke tilfreds ud, men Sine kunne ikke gætte hvad der generede ham de mørke tapeter? Eller måske hende selv? Men så smilede han varmt:
Hvordan går det så i første klasse? Kan du lide at gå i skole?
Ja.
Er læreren sød?
Ikke rigtig
Hvorfor ikke? Driller hun dig?
Nej, hun råber bare ad alle.
Nå, men bare rolig. Hvis nogen gør dig noget, så lover du at sige til. Vi skal nok klare det, ik?
Sine nikkede forvirret. Overfor moren var hun altid flabet, men overfor venlighed var hun pludselig forsvarsløs. Noget nyt nærede sig indeni. For første gang krakelerede panseret, bare en smule…
Mor kaldte Jens til bords.
Kommer du?
Jeg har lige noget, sagde Sine prøvende.
Sikke noget! For hvis skyld har jeg kage med? Uden dig spiser vi ikke et stykke! Til den sødeste pige det største stykke!
Og han gav hende faktisk det største stykke, til irritation for moren.
Nu hvor Jens flyttede ind, blev der roligere. Moren brokkede sig stadig, men skreg sjældnere. Jens spurgte hver aften:
Hvordan går det, stjernepige?
Han lærte hende slå søm i, fikset hendes cykelkæde og malede selv væggene i hendes lille værelse. Når han havde været på havnen, tog han de største æbler med hjem og fodrede Sine med dem. De klækkede haletudser fra dammen og byggede bueskydere sammen.
Han forbød moren at kalde Sine monster, og en dag, da hun gjorde det alligevel for at hun havde fundet en tikrone og ville købe sodavand for den råbte hun igen sit ord. Jens stod i døren og hørte det.
Jeg sagde det, sagde jeg ikke?
Det er mit barn, og jeg gør hvad jeg vil!
Så går jeg, som jeg har sagt.
Nej, Jens, gå ikke! græd Sine. Hun græd for første gang længe, men ikke for morens skyld. Jens trøstede hende, hun klamrede sig til ham: gå ikke, gå ikke. Han lovede at blive. Nogle dage senere fik han udbetalt løn og bad om en pose med nye tiører i. Nu kunne Sine købe al den sodavand, hun ville.
Sines panser smuldrede helt. Den lille, indelukkede dyreunge fandt hvile på en mands stærke skulder. Her vidste hun, at ingen ville gøre hende fortræd. Hun blev langsomt tryg, lod sig nusse og blev mildere.
Jens gav hende det største, hun kunne få kærlighed. Han holdt bare af hende. Når andre børn drillede hende med, at hun ikke var køn, trøstede han hende og lovede, at hun nok skulle blive smuk, når hun blev stor. Han gav hende en lykkelig barndom.
De levede sammen i otte år. Jens holdt ud med moren kun for Sines skyld, men det gik ikke for evigt.
Undskyld, min pige. Jeg kan ikke mere. Du er stor nu, du må kunne forstå det.
Moren faldt straks tilbage i gamle vaner og så snart Sine var i lære som syerske flyttede hun ind i et kummerligt kollegieværelse bare væk! Hun vaskede op og serverede på et værtshus, pillede tåbeligheder fra fulde kunder. Pengene rakte kun lige.
Hun blev gift tidligt med en fyr fra nabokollegiet, ikke for kærlighed, bare for at slippe væk. Det holdt kun et kort år, men hun vidste nu, hvordan et rigtigt menneske bør være ærlig, stærk, en fighter større end hende, så hun kunne krølle sig sammen på hans skulder og vide, at han passede på hende, mens hun hvilede sig.
Han lod vente på sig. Gode ting kom sent til Sine. Hun troede ikke længere, at det kunne være anderledes. Hun arbejdede på et lille systue, boede på et bitte lejet værelse, lærte ikke at håbe på noget godt.
Men så, en dag, kom han ind på systuen: Høj pande, ærlige øjne hun blev bragt tilbage til barndommen, han lignede Jens så meget!
Jeg skal have lagt mine bukser op, sagde han.
Kom igen i morgen, sagde Sine køligt, mens hun færdiggjorde nålene.
Men han gik ikke, blev stående og så på hendes syprøver.
Er det dig, der har lavet dem?
Hun svarede ikke.
Jeg hedder Anders, sagde han, som om kulde prellede af på ham.
Sine.
Sine, gentog han, og der var noget kendt i hans stemme.
Sådan havde Jens altid sagt hendes navn blidt, anerkendende.
Det blev til kærlighed. De byggede hus sammen, fik børn. De støbte selv fundamentet, han lærte hende at lægge mursten, og hun viste ham, hvordan man slår søm i uden at ramme ved siden af.
Du kan det hele! grinede han.
Jeg har jo lært at klare mig, hun trak på skuldrene.
Men hun glemte aldrig, hvem der første gang viste hende, at hun kunne elskes. At hun ikke var et monster. En fremmed mand havde taget hende i hånden, ført hende ud i sollys og værnet om hende, mens øjnene vænnede sig til lyset.
Han gjorde det mindste så hende, talte til hende, troede på hende, gav sin kærlighed. Det var ikke noget, man kunne købe for penge. Han blev en del af hendes sjæl.
Senere, da Facebook fandtes, prøvede Sine at finde Jens. Hun fandt mange profiler, men hendes hjerte slog et ekstra slag, da hun genkendte de sølvgrå hår, høje pande, de samme smilerynker.
Det var ham.
Hun skrev hurtigt.
Hej Jens, kan du huske mig? Det er Sine. Vi boede sammen i otte år. Du kom altid hjem med de største æbler og købte hvide girafbamser til mig. Jeg husker alt. Du gav mig min barndom og var den eneste, der så mig.
Han svarede efter to timer.
Sine… solstråle… Selvfølgelig husker jeg. Mine øjne er dårlige, så det tager tid. Ring!
Han gav sit nummer. Han tog straks røret, som om han havde ventet.
De talte i tre timer. Han fortalte, at han havde arbejdet i Nordjylland, giftet sig igen, men fik aldrig børn. Konen var død for fem år siden.
Jeg har aldrig glemt dig. Tænkte altid på dig. Gud hjælpe dig, Sine… Andre børn sagde mig ikke noget bagefter. Så rene tårer oplevede jeg aldrig igen. Det gør godt at mindes.
Jens nævnte forsigtigt, at han følte sig ensom nu. Sine klemte mobilen hårdt.
Kom og besøg os du skal møde mine piger! Jeg vil så gerne se dig!
Jeg kommer. Det lover jeg.
Sine gjorde huset klar, bagte hans yndlingskager med kirsebær, som i gamle dage. Hun vaskede vinduer, så der kunne komme lys ind.
Mor, hvem er ham manden? spurgte hendes ældste, mens hun så på et foto af Sine som syvårig, siddende på Jens skuldre.
Manden, der var hele min verden, svarede Sine.
Anders, hendes mand, smilede bare:
Jeg har aldrig set dig så nervøs før.
Han… Sine standsede op med kluden. Han var den eneste, der vidste, at jeg ikke var et monster. Og han lærte mig selv at tro på det.
Han tog toget en fredag. Sine og pigerne tog imod på Hovedbanegården. Jens kom, lidt svajrygget, gråhåret, men med det samme varme blik. I hånden holdt han en papkasse med snor om.
Det her er til jer, sagde han Jeres mor elskede dem, da hun var lille.
I kassen lå store, lyserøde æbler, næsten som dem fra havnen engang. Og så hev han endnu en hvide girafbamse frem ikke identisk, men kærligt valgt.
Sine kunne ikke holde tårerne tilbage. Hun krammede ham alt hvad hun kunne.
Jeg har ventet så længe på at finde dig…
Jeg har aldrig været væk, sagde han, og strøg hende over håret som i gamle dage. Jeg ventede bare på, du kaldte.
Senere sad de alene i sofaen. Sine lagde sit hoved mod hans skulder, han omfavnede hende, og nu var det hans tur til at være den lille. Nu kunne han hvile trygt dér, hvor hun en gang havde fundet sit helle. Og Sine vidste, at hun aldrig ville slippe ham, for hun havde lært at elske, stole på alt takket være ham. Livet havde sluttet sin ring, og Sine var hel.
