Da jeg fyldte 40 år og min mand var 45, ønskede vi os meget et tredje barn. Men det lykkedes os aldrig, uanset hvor meget vi prøvede. Vi konkluderede, at det måtte skyldes alderen og jeg tænkte, at jeg ikke ville tage nogen risiko, når nu lægerne altid anbefaler, at man får børn før 35.
Vi blev hurtigt enige om, at det bedste ville være at adoptere et barn fra et børnehjem. Da vi kom derud sammen og mødte børnene, indgik vi en aftale: den første, som vi begge skulle føle noget for, ham eller hende valgte vi. Det endte med smukke, blåøjede Mikkel. Det tog ham lidt over et halvt år sådan rigtigt at falde til hos os. Vores egne børn brugte masser af tid med ham, og vi forsøgte alle at inkludere ham.
I starten var han meget indelukket og ydmyg. Hele familien gjorde alt for, at han skulle føle sig hjemme og glad. Alligevel måtte vi skifte fire børnehaver på grund af hans voldsomme temperament. Han kom hele tiden i slagsmål ja, faktisk slog han de andre børn. Det samme gentog sig i skolen. Skolelederen havde os til møde igen og igen, vi prøvede alt, endda at tage ham til psykolog, men intet hjalp.
Da vores egne børn var færdige med universitetet og rejste til udlandet, blev det hele for meget for min mand. Han kunne ikke mere med alle de problemer og konflikter, og til sidst forlod han os.
Da Mikkel havde afsluttet 8. klasse, blev det rigtig slemt. Han begyndte at drikke og tog stoffer.
Jeg led med ham. Jeg brugte simpelthen alt for mange penge tusindvis af kroner bare for at han ikke skulle ende i fængsel. Jeg forklarede myndighederne, at jeg stod alene med det hele, uden nogen mand ved min side.
De fik medlidenhed med mig og lod ham gå men det kostede mig virkelig store beløb flere gange. Alligevel fortsatte han, som om intet var hændt.
Nu er jeg 60 år, uden mand, og mine egne børn bor på andre kontinenter. Mikkel sidder inde. Jeg føler, at mit liv blev ofret for en beslutning, jeg troede, jeg tog af kærlighed og godhed. Men det blev mit personlige helvede.
