Jeg mødte Henrik, da vi begge var syvogtyve år gamle. På det tidspunkt havde Henrik allerede afsluttet sin kandidatgrad med topkarakterer og var i gang med at forberede sit speciale. Han havde klaret sig godt i hele sin studietid. Derudover havde han på det tidspunkt allerede arbejdet og sparet op nok til at købe en toværelses lejlighed med tilhørende parkeringsplads i Aarhus. Efter studiet havde han planer om at købe sin første bil. Et år senere blev vi gift. Efter halvandet år kom vores datter, Ane, til verden. Ved vores trediveårs fødselsdag var vores lille pige to måneder gammel.
Da Henriks fødselsdag nærmede sig, foreslog jeg, at vi kunne fejre den på en hyggelig restaurant sammen med hans forældre. Men han sagde nej. Han ville hellere bare fejre dagen sammen med mig og Anesine to piger.
Det blev, som han ønskede det. Men allerede næste dag, efter arbejde, tog Henrik alligevel hjem til sine forældre. Han kom hurtigt hjem igen. Han satte sig tungt ned i sofaen. Pludselig brød han sammen og græd. Jeg blev helt paf. En voksen, selvstændig mand, og far til et lille barn, græd som om han var et barn igen. Jeg prøvede at trøste og berolige ham. Det var som om noget endelig bristede. Han fortalte, at han som barn ofte blev slået for de mindste tingdet var for at spille bold udenfor, få snavs på tøjet eller komme til at lave en klat i skolehæftet. Både faren og moren slog ham.
Da jeg voksede op, holdt de op med at slå mig, men jeg har aldrig fået et rosende ord fra dem, sagde han. Jeg blev færdig med teknisk skole med topkarakterer.
Nå, men det er jo bare teknisk skole. Du må videre på universitetet, sagde de. Så Henrik begyndte at læse videre, selvom han egentlig ikke behøvede en længere uddannelse.
Så købte han lejligheden.
Nå, kun halvtreds kvadratmeter?
De kritiserede ham, selvom de selv boede på bare tredive kvadratmeter. Han blev gift.
Hun er jo så lille og spinkel. Kan hun overhovedet føde et barn?
Så kom Ane til verden.
Hvem ved, hvis barn det overhovedet er. Vi kan ikke se noget af os i hende!
Til sidst skabte forældrene også drama, fordi han ikke arrangerede en stor fest i anledning af deres bryllupsdag.
Utaknemmelige søn!
Der faldt dommen. Og Henrik spurgte mig:
Er jeg virkelig så forfærdeligt et menneske, at mine forældre ikke kan elske mig? Jeg sagde til ham, at der findes mennesker, der aldrig lærer at elske. Han var bare uheldig og kom til verden i sådan en familie. Men nu har han mig og vores datter Ane. Vi elsker ham højt. Han er den bedste mand i hele verden.
Kan du ikke se, hvor glad Ane er, hver gang du træder ind ad døren efter arbejde? Og da Henrik tænkte på det glimt i hendes øjne, når hun ser sin far, faldt han til ro. Til sidst kom smilet langsomt tilbage.
Livet har lært mig, at man ikke altid kan vælge sin familie, men man kan vælge at elske sin egen. Det valg vil altid gøre os stærkere.
