Forældrene bruger hele hendes barndom på at spekulere over, hvor de skal placere hende. Hun kom til familien på et rigtigt dårligt tidspunkt, og de ville egentlig ikke have hende. I starten hjalp mormoren med at passe hende, men da hun fik en blodprop, var der ingen til at tage sig af barnebarnet. Den beskedne folkepension og forældrenes indtægter rakte ikke, hverken til at passe den syge eller et barn. Efter nogle måneder træffer de beslutningen om midlertidig at anbringe Rikke på børnehjem.
Du bliver her lidt, imens far og jeg tjener nogle penge, siger hendes mor.
Rikke tror virkelig på det og venter, for livet på børnehjemmet er langt fra en drøm. Der er ikke noget eget værelse, ingen omsorg eller kærlighed alt føles næsten som i et fængsel. Hun kan ikke blive venner med de andre børn, de voksne lægger ikke mærke til hende. For at overleve forsvinder Rikke ind i bøger, der indimellem dukker op på hjemmet fra velgørenhedsorganisationer.
Hun får altid gode karakterer i skolen, og da hun bliver optaget på universitetet, er hun glad for at kunne flytte til Aarhus. Hun har næsten ingen penge, men leder efter et studiejob og sparer op for at kunne starte sin egen forretning. Mange griner af hende, da hun åbner en lille netbutik, hvor hun forsøger at sælge stearinlys, hun selv laver.
Hvad er det for et arbejde? Du tjener jo ikke rigtigt på det, siger folk.
Men den lille forretning vokser støt. Hun er blandt de første på markedet med netop sådan en butik, og der kommer flere og flere kunder. En ung mand hjælper hende med pakkerne, og efterhånden dropper han sit gamle arbejde for at lave stearinlys sammen med Rikke. Lidt efter lidt udvikler forretningen sig til et familiefirma.
Børnehjemmets pædagoger hører om Rikke, da hun er blevet ansigtet udadtil for butikken, og på grund af omtalen finder hendes forældre også ud af det. Under dække af at ville købe varer kontakter de datteren, og da de modtager pakken, tropper de op hjemme hos Rikke i Aarhus.
Rikke er ikke glad for genbesøget. De har glemt hende, ligesom hun har glemt dem. Måske ikke særlig høfligt, men hun beder dem gå hendes mand hjælper til.
De ville ikke tage sig af hende, end ikke skrev de for at høre, hvordan hun havde det, og nu lader de som om, de elsker hende. Det er for sent. De burde have søgt hende før, burde have taget hende hjem. Nu er Rikke voksen, selv mor, og hun har slet ikke brug for sådan nogle forældre.






