Adam ligger våd, sulten og græder. For ikke så længe siden var her varmt og rart. Men så kom han til verden. Og nu er han helt alene. Indimellem kommer nogle hænder og løfter ham op, skifter hans ble og giver ham en sutteflaske med mælkeblanding.
Når sulten er stillet, falder Adam i søvn, men vågner snart igen – kold og våd. Efter bare få dage i denne verden har han allerede forstået, at noget ikke er, som det skal være, for han burde ikke være alene. Han lærer hurtigt, at gråd ikke hjælper, så han gør kun stille lyde, mens han venter på de samme fremmede hænder.
– Louise! Hvor er barnet? råber Louises nabo, da hun møder hende på opgangen. – Hvad rager det dig? Ingen steder Jeg har efterladt ham på hospitalet! Jeg har ikke brug for ham! råber Louise. – Er du blevet helt skør? udbryder naboen. Du har da ikke bare efterladt ham til andre mennesker?
Louise overvejer at svare spydigt igen, men lader være denne nabo har jo hjulpet hende så mange gange, givet hende mad og et sted at sove, når hendes egen mor gik amok og slæbte mænd med hjem. Hun var den eneste, der ikke dømte Louise for at blive gravid så tidligt.
– Kom nu! siger naboen og tager Louise i hånden. Jeg har bagt kage til dig og købt mælk. Og hvad så? Jeg har ingen penge, jeg studerer stadig hvordan skulle jeg tage mig af ham? forsøger Louise at forklare. – Hvad har han gjort for det? Han har det værre end dig! Han ligger helt alene, i våde bleer, han er sulten, græder! Ingen tager sig af ham.
– Hvad vil du have mig til? – Du led selv gennem hele din barndom, manglede omsorg og kærlighed vil du give det videre til dit barn? – Jeg har jo dig, svarer Louise med et lille smil gennem tårer. – Ja, det har du. Men han har ingen.
Nu begynder Louise at græde.
– Så gå nu og hent ham hjem! Hvad fik du egentlig? – En lille dreng – Så gå! Han kan bo hos mig. Jeg har stadig lidt babytøj liggende fra min søn, vi skal nok finde ud af det!
Adam vågner igen, sulten. Alt er stille på stuen. Han er på nippet til at græde, men ved, det ikke nytter… Men pludselig hører han lyde. Nogen nærmer sig sengen og løfter Adam op.
– Min egen lille dreng, hører Adam en velkendt stemme sige. Snart bliver han klædt på i varme bukser, ren ble og en lille hue. Han bliver svøbt ind i et blødt tæppe og holdt i trygge arme, varme nok til at gennembryde selv tøjet.
____________________________________________________
Louise lægger en buket roser og kigger på billedet af en smilende kvinde.
– Undskyld, hvisker hun, ved du min datter Anna har lige født mit barnebarn, det var en lang nat. Annas fødsel var svær, men heldigvis gik det godt de er hjemme nu, og hendes mand er så omsorgsfuld!
To personer mere kommer til graven: Adam og hans kone. – Hvordan har vores bedstemor det? smiler Adam og spørger. – Hun lytter nok med, siger Louise. – Vi ville bare fortælle, at vi venter et nyt familiemedlem! Adam holder sin kone om skuldrene. – Hvor er det dejligt! Louise lyser op af glæde. Hørte du det? Din søn har endelig besluttet sig for at blive far!
Så tager de afsked og går hjem sammenLouise lægger armen om Adam, og sammen står de stille et øjeblik i solskinnet. Vinden får rosernes blade til at blafre. Hun kigger på sin søn, som engang var den lille dreng, hun forlodog fandt igen. Nu står han her, voksen, kærlig, klar til selv at give sit barn den omsorg, han fortjente. Louise smiler gennem sine tårer.
Alt bliver, som det skal, hvis vi holder sammen, hvisker hun.
Adam nikker, og hans kone fletter sine fingre ind i hans. Tiden har lært dem alle, at kærlighed slår rødder selv de steder, hvor ingen troede noget kunne gro. Da de går fra graven, går de ikke væk, men viderehver især med visheden om, at det vigtigste man kan give, er ikke blot livet, men at vise nogen, at de hører til.
I det svage eftermiddagslys følger tre generationer hinanden hjem, på vej ind i en fremtid, hvor ensomhed ikke længere er arv, men forvandlet til håb.
