Sådan noget spiser vi altså ikke! Hos os på landet får grisene den slags! svigermoren slyngede tallerkenen fra sig. Et øjeblik senere havde jeg sat dem på porten.
Jeg tørrede hænderne i viskestykket og så på bordet. Aubergineruller, frikadeller, salat, saft på kanden. Alt var, som det skulle, som man forventer. Men inden i mig var der blot en uro i dag kom hans mor.
Mor, hvorfor har du lavet så meget mad? Emil stod i døren, ranglet og alvorlig, selvom han kun var tolv år. Skal de være her i en uge eller hvad?
Det er altså hans mor, Emil. Kirsten Jørgensen. Første gang hun er her.
Nå, men hvad så? Morten har jo boet her i et halvt år allerede. Og hvad så?
Jeg svarede ikke. Emil havde selvfølgelig ret, men jeg kunne ikke få mig selv til at indrømme det højt. Morten dukkede op efter skilsmissen handy, hjælpsom, hang hylder op, skiftede vandhanen, blev og sov. Så gjorde han det igen. Og nu, et halvt år senere, boede han her permanent, mens Emil så på ham med mistro.
Klokken syv ringede det på døren. Jeg åbnede. På dørtrinnet stod Kirsten Jørgensen. Stor, med knaldrødt hår og en endnu mere markant læbestift.
Ved siden af stod Louise, Mortens søster, i stramme jeans og med blikket limet til sin mobil. Ingen blomster, ingen værtindegave, ikke engang en undskyldning.
Kom indenfor, bare hæng overtøjet, forsøgte jeg at smile.
Kirsten kastede hurtigt frakken og marcherede ind i lejligheden, kiggede kritisk på væggene, møbler, hvert eneste hjørne. Jeg stivnede. Morten stod i entréen og gloede ned i gulvet.
Lille lejlighed, du har her, vrissede Kirsten, mens hun stak hovedet ind i stuen. Og der er støv på vindueskarmen. Ikke den bedste husholderske, må man sige.
Jeg bed mig i læben. Louise fnisede og tastede et eller andet på sin telefon.
Værsgo at sætte jer til bords.
Kirsten placerede sig straks for bordenden, kiggede kritisk ud over retterne. Jeg hældte saft op, satte tallerkener frem. Morten var allerede ved frikadellerne.
Hvad er det dér? Kirsten pegede på auberginerullerne med gaflen.
Det er auberginer med ost og hvidløg. Prøv!
Sådan noget spiser vi altså ikke! sagde hun højt og skarpt. På landet giver vi den slags til grisene!
Hun greb tallerkenen og smed den på bordet. Rullerne fløj til alle sider, en landede på dugen og efterlod en fedtet plet. Louise trak sig væk, men filmede stadig med sin telefon. Morten tyggede på sin frikadelle.
Jeg stod med kanden i hænderne. Stilheden var rungende.
Morten, sig noget, bad jeg stille.
Mor, nu må du stoppe, mumlede han uden at se op.
Hvad stoppe? Jeg siger jo bare sandheden, sagde Kirsten og lænede sig tilbage, mens hendes øjne vurderede mig fra top til tå.
Altså, Maria, du er jo en ordentlig kvinde. Men godt nok til den fyldige side nu. Tiden sætter sine spor. Morten, du burde finde én yngre, slankere. Hun her, det er jo ikke ligefrem førstevalget, du forstår nok.
Noget brast i mig. Jeg satte kanden og satte mig ned.
Morten?
Mor, drop det nu, sagde han og greb et stykke brød.
Ja ja, jeg mener det jo ikke ondt. Bare ærligt, Kirsten viftede bare med hånden.
Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Jeg måtte væk, inden jeg eksploderede. Jeg stod ved komfuret, holdt fast i bordpladen og lyttede.
Mor, lad nu være, sagde Morten, uden det lød, som om det betød noget.
Jeg taler til dig som din mor. Hvorfor beholde hende, en fraskilt kvinde med barn? Drenge ser skævt på dig, er slet ikke dit eget. Du har haft det lunt, sparet husleje, nu må det være nok. Til foråret kan du finde noget bedre.
Jeg stod frosset. Kedlen kogte, men jeg hørte det ikke.
Så pyt da, grinede Morten. Men bilen står lige udenfor og mit lager er fem minutters gang væk. Det er praktisk. Jeg bliver vinteren over, sparer lidt penge op, så ser jeg, hvad der sker. Hun er vild med mig, hun slipper mig ikke.
Dygtig dreng. Bare ingen fejltrin, hold afstand.
Morten, du er kynisk, fnisede Louise.
Jeg slukkede for kedlen. Pludselig var mine bevægelser bestemte. Jeg gik ind i entreen, fandt Mortens taske i skabet og smed den midt på bordet.
Pak dine ting!
Morten så op.
Hvad laver du?
Ud! Hotellet lukker!
Maria, stop vi har jo bare talt sammen
Jeg hørte hvert eneste ord! Praktisk, siger du? Bliver til foråret? Tja, så er der ikke meget komfort tilbage for dig. Ud i nat!
Hvad bilder du dig ind? Kirsten røg op, stolen væltede. Vi er gæster!
Gæster fortæller ikke værtinden, hun er for tyk. Gæster smider ikke hendes mad til svinene. Og gæster lægger ikke planer for, hvordan de kan udnytte hende frem til foråret, jeg åbnede døren til entreen. Ud med jer. Nu.
Du er ikke rigtig klog! skreg Kirsten og rev frakken på. Du ender alene, sådan som du er!
Louise stod allerede i gangen, stadig med kameraet fremme. Morten kom klynkende med oplader, barbermaskine og sokker i tasken og sagde noget uforståeligt om, at jeg nok skulle fortryde.
Maria, kaldte Morten. Jeg vendte mig. Hvem betaler mig for at have sat den nye vandhane op? Jeg har kvitteringen!
Det kan du betragte som betaling for hotellet. Og hvis du bliver ved, kan du få regning for et halvt år.
Jeg ringer til viceværten! Morten rodede efter mobilen.
Gør det. Så kan du forklare, hvordan du har boet her uden adresse i et halvt år.
Han spyttede mod gulvet, vendte om og gik. Kirsten, allerede i opgangen, råbte:
Ingen vil have sådan en som dig!
Jeg låste døren. Tystheden var overvældende, som jeg ikke har kendt længe.
Emil kom frem fra sit værelse. Han stod i gangen og kiggede på mig.
Er de væk?
Ja, det er de.
For altid?
For altid.
Han gik hen til mig, lagde armene om min talje, lagde panden mod min skulder. Jeg strøg ham over det stride hår.
Mor, er der flere frikadeller tilbage?
Halvdelen af gryden.
Så lad os spise. Morten har allerede spist halvdelen.
Vi gik ud i køkkenet. Jeg varmede frikadellerne, Emil satte sig til bords. Pludselig begyndte han at grine, stille, lettet.
Hvad griner du af?
Jeg kom bare i tanke om, da han prøvede at forklare mig noget om computeren i forgårs. Han kunne jo ikke engang åbne en browser, Emil rystede på hovedet. Mor, var du rigtigt forelsket i ham?
Jeg tænkte mig om. Prøvede at huske, hvordan det føltes, da Morten først kom ind i mit liv. Var det kærlighed? Eller bare frygten for at være alene?
Jeg ved det ikke. Måske ville jeg bare have nogen tæt på.
Men du er jo ikke alene. Vi er to.
Jeg så på min søn hans alvorlige ansigt, de øjne, som ikke længere var barnlige. Han havde ret.
Kløgtig dreng.
Det har jeg fra dig, sagde Emil og snuppede en frikadelle.
Jeg gik hen til vinduet. Udenfor var det mørkt, gadelygterne brændte svagt. Lige nu gik Morten rundt med sin taske og overvejede, hvem han nu kunne putte sig ind hos vinteren over. Og mig? Jeg følte mig ligeglad.
Mor, skal vi gå i biografen i morgen? Der er kommet en ny film om robotter.
Det synes jeg lyder hyggeligt.
Vi sad sammen, spiste frikadeller, drak saft. Jeg tænkte på, at i morgen vil jeg fjerne den skæve hylde. Smide barbermaskinen ud fra badeværelset. Og lave et grundigt overblik væk med alt, der minder om de sidste seks måneder.
Men det bliver i morgen. I dag sidder jeg bare her med min søn i vores køkken, i vores lejlighed. Og langsomt vender noget vigtigt tilbage i mig.
Emil fjernede sin tallerken og gik ind på sit værelse. I døren vendte han sig om:
Mor, næste gang nogen flytter ind, kan du så ikke lige spørge mig først? Jeg kan straks se, hvem der er okay.
Det lover jeg.
Jeg blev alene. Slog blikket ud over lejligheden min. Alt er, hvor det skal være. Ingen fremmed snorken, ingen fremmede sokker, ingen andres planer. For første gang i et halvår var det nemt at trække vejret.
Jeg kom i tanke om Kirstens ord du ender alene. Jeg smilede. At være alene er ikke skræmmende. Det skræmmende er at bo sammen med nogen, der udnytter én.
Jeg rejste mig, slukkede lyset. I morgen bliver en ny dag. Uden Morten, uden hans mor, uden falsk omsorg. Bare Emil og jeg. Og sådan skal det være.
