Min søn er min stolthed. Jeg har opdraget ham til at være et rigtig godt menneske, venligt og omsorgsfuldt. Efter min mands død var han min eneste støtte. Da han så fortalte, at han ville tage til København for at arbejde, uanset hvor nervøs jeg var, kunne jeg ikke holde ham hjemme hos mig.
Hvad med din Frida? spurgte jeg Mads om hans kæreste. Det er slut imellem os, hun var ikke tro mod mig.
Jeg blev selvfølgelig overrasket, for Frida var en rigtig dejlig pige. De klædte hinanden så godt. Det var synd, at de gik fra hinanden, men det var deres valg jeg blandede mig aldrig i min søns privatliv.
Mads ringede ofte til mig vores forhold blev aldrig brudt. Han vendte hurtigt sig til sit nye liv og fandt et godt job. Snart fik han en ny kæreste, som han overvejede at gifte sig med. Men han havde ikke travlt med at komme hjem igen. For at slippe for ensomheden, anskaffede jeg mig en kat, som jeg begyndte at forkæle.
En dag hørte jeg en forsigtig stemme ved hoveddøren: Hej!
Det var Frida, min søns tidligere kæreste.
Hvad laver du her, lille du? Mads er ikke hjemme! Og hvem er det barn? Okay, kom ind, så taler vi sammen. Det er Mads datter… Vi røg uklar, og jeg turde ikke sige sandheden til ham. Efter fødslen boede jeg hos mine forældre i en lille landsby. Da de døde, var det ikke rimeligt, at sådan et lille barn skulle bo i et ramponeret hus. Jeg overvejede at sætte datteren i vuggestue, men besluttede først at opsøge dig. Så du vidste, hun eksisterede, og eventuelt kunne tage hende, hvis der skete mig noget. Der er ingen grund til tårer. Det skal vi nok finde ud af. Du bliver hos mig, og så ser vi, hvad fremtiden bringer.
Frida krammede mig og begyndte at græde. Det var den rigtige beslutning jeg fik mulighed for at give hende lidt lys i livet og følge min barnebarns udvikling. Pigen imponeret mig med sine evner, og Frida hjalp mig med det daglige. Barnebarnet lignede Mads på en prik, så jeg tvivlede ikke et sekund på hendes fortælling.
Alt gik godt, indtil Mads en dag besluttede at vende hjem. Ud fra vores samtale forstod jeg, at han havde brudt med sin forlovede og kom hjem alene. Det lyder måske mærkeligt, men jeg blev faktisk glad. Jeg nævnte intet til Frida om hans hjemkomst for ikke at skræmme hende.
Da jeg åbnede døren, blev jeg overrasket min søn stod med et lille barn på armen. Min barnebarn lå og sov i mine arme.
Mor, hvem er det? Mads smilede. Det er din datter. Er du sikker? Min søn var forbløffet. Hvem er med dig? spurgte jeg. Det er din barnebarn David. Hans mor døde under fødslen, og jeg kunne ikke overlade ham.
På det tidspunkt kom Frida ud i gangen. Hun og Mads stod længe og så hinanden i øjnene, uden et ord. Jeg besluttede ikke at forstyrre dem og gik ud for at lave frokost.
Efterhånden faldt det hele på plads. Mads og Frida blev forlovede og opdrager nu begge børn sammen. Nu bygger min søn et hus uden for Roskilde, for vi har fået nok af at bo tæt i den lille lejlighed. Jeg er stolt af min familie, ikke alle er så heldige i livet. Det er helt sandt, når man siger, at familien er det dyrebareste, vi har.
