Jeg var vant til mit stille liv alene i min lille lejlighed i Aarhus. Mine trofaste grå katte, Gustav og Holger, havde jeg fået som killinger af fru Madsen fra nabolejligheden, og der var altid mulighed for at snakke med de andre beboere i opgangen nogle af os havde delt kaffeklub siden vi flyttede ind i det her lidt slidte arbejderkvarter med de evigt rygende fabriksforstæder. Lejligheden var engang et lille paradis, som min afdøde kone og jeg nusrede om, men ligesom jeg selv blev ældre, gjorde lejligheden også.
Rørene var blevet rustne, varmtvandsbeholderen lækkede konstant, og gulvet smuldrede under mine fødder som dansk rugbrød i en regnvejrsdag… Min datter, Anne-Mette, lagde i starten ikke rigtig mærke til det. Først da mine klager blev lidt mere insisterende og vel også lidt hintende forstod hun, at jeg egentlig overvejede at flytte.
Far, hvorfor ikke bare blive hos os denne vinter? Du kan tage hjem igen til sommer, når alt er blevet fikset det ville jo være helt perfekt, forsikrede hun mig.
Anne-Mette har været gift i årevis, børnebørnene studerer i udlandet på deres fars regning, og hun og hendes mand arbejder, sparer op til ferie og shoppeture, og alt går sin gang. Jeg besluttede mig for ikke at forstyrre dem og sagde ja til at flytte ind. Min datter insisterede på, at jeg ikke skulle betale for noget, tværtimod jeg skulle spare lidt op, så jeg til sommer kunne få ordnet lejligheden. Det lød meget fornuftigt.
Men min svigersøn, Henrik, syntes åbenbart ikke det var finurligt. Fra første dag opførte han sig, som om jeg var en tung arving, der var gledet ind på sofaen uden invitation. Allerede før arbejde brokkede han sig, hvis jeg havde lavet frikadeller og ikke tørret kogepladerne perfekt. Og ved aftensmaden var han også klar med kommentarer:
Han smasker! Jeg kan høre det helt ude i gangen det driver mig til vanvid!
Bare vær lidt stille, bad Anne-Mette, far har jo gebis, det siger altså sjove lyde.
Så kan han jo spise, når jeg ikke er hjemme! hvæsede Henrik endnu højere.
Til sidst begyndte Anne-Mette at bringe mig mad til mit værelse. Hun prøvede virkelig at få husfreden tilbage og nævnte for Henrik, at jeg havde repareret køkkenskabe og reddet deres tv, men Henrik blev bare mere mopset: Du prøver bare at fedte, han kan ikke engang ordne sit eget hjem ellers havde du da gjort det for længe siden!
Det toppede, da han trådte ind i badeværelset og blev mødt af duften af katsand.
De katte er ulidelige! Deres sand er OVERALT! Vi lod aldrig vores egne døtre få dyr, hvorfor skal gamle mennesker så behandles anderledes?
Jeg nægtede at skille mig af med Gustav og Holger de havde været hos mig længst af alle, længere end Henrik i hvert fald. Så, mens Anne-Mette var på arbejde, pakkede jeg mine ting sammen, ringede efter en taxa og drog hjem. På vejen sad jeg og gennemgik de sidste par ugers drama og blev selvfølgelig lidt knotten over, at familien nu sikkert så mig som en besværlig type. Mit blodtryk steg som en forårsflod i Gudenåen. Jeg blev svimmel, og den unge taxachauffør, Jonas, reagerede straks, stoppede bilen, hjalp mig med at finde mine piller og hentede en blå kildevand fra Netto. Da vi nåede min adresse, lyttede han til min rant.
Det er sgu hårdt, det der, sagde han. Bor du her på vejen? Min kone og jeg bor lige ovre på den anden side, der er altså ikke meget glamour der det regner ind, og taget er til rotterne…
Da vi stod udenfor, nægtede Jonas at tage imod penge. Gem pengene til mad, sagde han. Senere samme aften mødte jeg ham i Brugsen, hvor han også lige hjalp mig med at handle lidt ind. Vi faldt i snak om reparationer: Jeg er nemlig lidt af en handyman, han også vi blev enige om, at vi kunne hjælpe hinanden. Tapet og fliser i hans badeværelse, gulve hos mig. Jeg har ikke noget imod at betale lidt bare folk er rare, og jeg ikke skal udholde så meget svigersøn-agtig egoisme, som jeg lige har haft.
