De kom ud fra hospitalet sammen, bare de to. Ingen stod og ventede på dem, ingen tog billeder, og ingen kom med blomster. Det ville også have set lidt mærkeligt ud at give blomster til en mand
Nej, moren var i live og havde det fint. Det var bare det, at barnet slet ikke havde nogen interesse for hende. Hun sagde det direkte til manden, uden at skjule noget. Men han insisterede, tryglede hende, og kom endda med et par små trusler.
Han var jo tæt på de 40 og havde stadig ingen børn. Hvad nu, hvis det her var hans eneste chance for at sætte spor i verden? De lavede en aftale Hun fødte, de blev straks skilt, og hun havde intet imod at betale børnepenge.
I begyndelsen ville Mads gerne takke nej stoltheden bed ham. Men hans ekskone sagde:
Livet er langt. Man ved aldrig, hvad der sker. Du er jo ikke helt ung mere, og jeg er en del yngre. Jeg vil ikke have barnet, men det er stadig mit, så måske får du brug for en lille sikkerhedsnet senere
Tiden blev urolig, men Mads lod sig ikke slå ud. Der var jo nok af enlige mødre rundt omkring! Hvorfor skulle en mand ikke kunne klare det samme? Og børn, der voksede op uden en mor eller far, var der jo også mange af Mads så det ikke som et problem det var jo ikke sådan, at børn visner, bare fordi de bor hos faren. Nej, lille Jeppe Madsen voksede, tog på og var et glad lille barn.
Men da Jeppe blev lidt ældre, begyndte spørgsmålene om moren at komme. Hvordan forklarer man lige et barn, at han slet ikke var ønsket af sin mor? Mads snoede sig lidt:
Jeg fandt dig nede i kælderen.
I hvilken kælder?
I den under naboejendommen, du ved.
Fra det øjeblik begyndte kælderen at have en helt særlig tiltrækning på Jeppe. På gåture sneg han sig væk fra sin far og kiggede nysgerrigt ned ad riste og vinduer, kaldte forsigtigt på mor. Men han fik aldrig noget svar
Indtil den dag Den dag hørte Jeppe pludselig noget! Hans hjerte sprang et slag over, og så bankede det så højt i brystet, at han ikke kunne høre andet end det.
Døren til opgangen stod på klem, og Jeppe styrtede ned i kælderen. Først var der kulsort, men øjnene vænnede sig hurtigt. Han listede længere og længere ind, mens han prøvede at råbe og kalde. Men struben snørede sig sammen, og kun en lille grådkvalt hvisken kom frem:
Mor? Mor, er du her? Det er Jeppe Jeg er kommet for at finde dig!
Men moren svarede ikke. Jeppe satte sig på hug, snøftede og prøvede at lytte. Der lød en sagte raslen i et hjørne, og med snavsede knoer tørrede han tårene væk, så han kunne se. Han tænkte, moren måtte være meget syg, siden hun ikke kom ud og fandt ham. Men det var intet, Jeppe skulle nok finde hende selv, og så ville hun blive så glad!
Jeppe fulgte lyden, græd og smilede samtidigt. Nu fik han også snart en mor ligesom alle de andre børn! Men i hjørnet, i en bunke gamle klude, lå der bare en kat. En kat, der vogtede forsigtigt over en lille killing under sig og så undersøgende på den fremmede dreng.
Mor?
Skuffelsen sendte jeppe næsten i knæ, han sank sammen på gulvet. Men så løftede han hovedet og så på katten igen
Når man kun er fem år, tænker man på en anden måde. Logikken har sin helt egen forklaring, og nogle gange føles den mere ægte end voksnes forklaringer.
Jeppe genkaldte sig Sofie fra børnehaven. Hun pralede jo med sit lange lyse hår og sagde, at hendes far var en trold. Og Jonas havde overbevist alle om, at hans far var en astronaut. Så hvorfor skulle han ikke have en kat som mor?
Og katten fornemmede, at drengen ville dem intet ondt. Hun listede sig nærmere og nussede sin bløde pande mod hans lille hånd.
Er du så virkelig min mor?
Jeppe spurgte med så meget håb, at han faktisk selv troede på det. Han ville ikke lade nogen nægte det. Han løftede katten op i favnen, og katten lagde sig til rette hos ham.
Mads opdagede ikke med det samme, at Jeppe var væk. Da han så det, kaldte han straks:
Jeppe! Jeppe, kom frem nu! Jeppe, hvor er du henne?
Lange minutter gik, som rykkede flere grå hår frem på Mads hoved, før Jeppe kom til syne fra kælderen. Han gik langsom, holdt katten og killingen tæt ind til sig. Fremme hos sin far sagde han:
Jeg har fundet mor. Og det her er vist min lillesøster De var i kælderen, hvor du fandt mig.
Mads vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Skulle han fortælle den hele sandhed? Hvordan? Til sidst sagde han bare:
Og hvordan kunne du se, at det var din mor?
Jeppe trak på skuldrene:
Jeg kunne bare mærke det Hun kiggede helt specielt på mig! Far, skal vi ikke tage hjem nu? Jeg tror, mor trænger til at slappe af.
Jeppe strålede af lykke. Nu havde han fundet sin mor! Og det gjorde ikke noget, at søsteren viste sig at være en bror det var bare lidt sejere, så kunne de lege rigtige drengelege sammen, og deres mor ville spinde eventyr for dem om natten.
I børnehaven bakkede de ham op. Hvad så hvis ens mor var en kat? Kasper sagde jo, at hans far var en lastbil, og han viste endda billeder.
Mads tænkte længe over, hvordan han dog skulle forklare sin søn, at verden ikke helt hang sådan sammen. Men da han så Jeppes smil, lod han det ligge. Det skulle nok løse sig af sig selv.
Fra da af var der larm hjemme. Jeppe, katten og killingen tumlede rundt og væltede hele lejligheden. Katten var jo ung og elskede at lege med drengene.
I driver mig til vanvid! råbte Mads ofte, mens han samlede tingene op igen.
Jeppe, der greb sin snor, killingen og katten, stoppede op. De så på Mads, kiggede på hinanden og blev så enige om at fortsætte med at plage far. For det havde mor nemlig sagt var okay!
Og sådan lærte Mads, at nogle gange er det vigtigste ikke at holde fast i sandheden, men at holde fast i glæden og fantasien. For børn har brug for kærlighed ikke nødvendigvis fra dem, vi forventer, men fra dem, der vælger os.
