Mor, lad nu være, jeg beder dig! Signe lå krøllet sammen på det slidte trægulv, armene beskyttende om hovedet, mens hendes mor slog løs med farens gamle livrem, spænde først. Jeg gør det aldrig igen! Undskyld, mor!
Men Signe vidste, at der ikke var noget, der kunne stoppe hendes mor i hendes raseri. Øjnene blev vilde, munden skæv, som om hun ikke længere var i stand til at styre sig selv. Signe måtte bare holde ud, turde ikke løbe væk, for så blev det endnu værre hun dækkede ansigtet, så hun ikke også skulle have ballade i skolen, hvis nogen spurgte ind til mærkerne.
Den tunge rem brændte på ryggen, hver gang spændet ramte, farens eneste efterladte ejendel, der nu tjente hans hustru trofast. Læderet hvislede gennem luften, og smerten satte sig som ild i huden. Tårerne dryppede ned på gulvets hullede brædder og efterlod mørke pletter, der smeltede sammen med de gamle skjolder.
Bare prøv én gang til! Bare én! råbte moren mellem slagene.
Hun kom til at ramme sig selv på hånden med remmen, slap grebet, og Signe peb kun svagt det var ovre. Nu gjaldt det om at vente, til moren trak ud i køkkenet. Så kunne hun kravle ind på værelset og lægge sig roligt på sengen og håbe, at ingen hørte en lyd fra hende før næste morgen.
Signe forstod ikke, hvad hun gjorde galt. Hver gang fandt moren på en grund til at straffe hende: Dårlig karakter i dansk, for sjusket gulvvask, det forkerte rugbrød med hjem, selvom det var det, moren selv havde bestilt men mens Signe gik i Brugsen, havde hun åbenbart fortrudt. Ingen grund var for lille; straffen var det vigtige.
Når moren “bare” råbte, var det en okay dag. Råbene kunne Signe tåle, selvom ord som skrub, fede, tomhjernede klodsmajor ramte hårdere end remmen. Hun havde vænnet sig til det og overbeviste sig selv om, at ja, måske var det rigtigt hvis hun ikke havde været der, havde far måske ikke forladt dem, eller mor kunne have giftet sig igen, klædt sig smukkere, tage væk og leve sit eget liv uden et barn til overs.
Signe prøvede at gøre sig usynlig, fra seksårsalderen havde hun gjort alt husarbejde, så moren ikke behøvede at bruge tid på hende. Hun lavede sin egen mad eller gik sulten i seng, lod moren komme og gå, som hun ville, og lukkede ørerne bag dynen for ikke at høre, når moren havde fremmede mænd på besøg.
Så snart hun kunne, fik hun et fritidsjob og afleverede hver eneste krone til moren hun følte, hun skyldte hende alt.
Min ungdom og mit liv får du aldrig tilbage! råbte moren, da hun tog pengene. Det er alt sammen din skyld, alt sammen!
Signe vidste ikke, hvad det hele var for noget, men hun spurgte ikke. Engang havde hun spurgt, hvorfor moren havde fået hende, og svaret var kort:
Fordi du er mit barn.
Signe tænkte længe over dét. Måske betød det, at hendes mor elskede hende? Mødre elsker jo deres børn sådan står det i bøgerne, sådan så det ud i alle de andres hjem og på skolen. Måske kunne mor bare ikke finde ud af det?
En dag prøvede Signe at kramme sin mor, et klodset forsøg på at vise kærlighed, men moren skubbede hende væk, hvæsede, at Signe aldrig skulle røre hende igen. Og det gjorde Signe så ikke.
Efter niende klasse begyndte Signe på teknisk skole. Hun fik tilbud om kollegieværelse, men til hendes overraskelse ville moren ikke høre tale om det. Hun skreg, at det aldrig havde været meningen, at hendes datter skulle flytte hjemmefra.
Du skal ikke engang tænke på kollegium! sagde hun hårdt og gav Signe en lussing.
Signe blev nærmest glad det betød jo, at moren stadig havde brug for hende. At hun elskede hende, selv om hun skjulte det.
Da Signe senere fik fast job og bedre løn, holdt moren op med at slå. Nu var der bare brok, bebrejdelser, råben. Men det kunne Signe leve med. Indtil den dag, hvor mor fik en ny mand.
En aften kom Signe hjem, og hendes ting stod pakket foran døren i opgangen. Nøglen virkede ikke længere. Mor råbte inde bag døren, at nu havde hun sit eget liv, og Signe måtte finde et andet sted at være.
Signe satte sig på trappen, skjulte ansigtet i hænderne og græd ikke kun af bitterhed, måske også af lettelse. Dagen før havde hun givet hele sin lønseddel til moren, så nu havde hun kun småpenge i lommen, lige nok til en billet med DSB. Hun havde ingen lejlighed, ingen venner at ty til.
Hun overnattede på bænken inde på Hovedbanegården, lod som om hun ventede på toget, og blev forskrækket hver gang en sikkerhedsvagt nærmede sig hun var overbevist om, at hun snart blev smidt væk.
En kollega tilbød hende et værelse, som hun kunne betale sig ind i, når hun fik løn. Signe sagde taknemmeligt ja. For første gang var hun alene uden mors blikke og hun var rædselsslagen.
Med tiden vænnede hun sig til ensomheden, fandt ro i stilheden, selvom hun stadig vågnede badet i sved, hvis hun havde mareridt om mor og remmen. En snigende følelse meldte sig, hver gang hun købte noget til sig selv eller for en stund glemte moren og tillod sig selv at smile. Langsomt begyndte det at slippe sit tag i hende, og livet føltes mindre tungt, selvom kæresteriet stadig virkede umuligt. Morens stemme havde bidt sig fast:
Der er ingen, der vil have dig, grimrian! Kig på dig selv!
Signe afslog ethvert forsøg på at invitere hende ud, stirrede tilbage på det spejl, hvor ingen kunne elske hende.
Hun lærte at leve alene. Hun lærte at glædes, lærte ikke at frygte, og begyndte så småt at forstå, at hendes mor var et ondt menneske. Alligevel blev længslen større for hver dag: at se moren, høre bare én gang, at hun havde gjort det godt, fået en god stilling og lejlighed. Måske et enkelt venligt ord? Eller måske skrive i hovedet på hende, hvad Signe havde båret rundt på hele sit voksne liv?
Det var, som om moren sansede det. Pludselig en dag ringede hun og inviterede Signe forbi. Signe vidste ikke, hvor hun havde fået hendes nummer, men mors stemme lød mild og sød, og Signe fik et lille håb.
Hun købte en hel pose lækkerier og gaver og tog bussen ud til mor. Og der så hun, at hun nu havde fået en lillebror.
Anders sad i køkkenet, rodede med havregrøden på tallerkenen, mens moren kredsede om ham, kyssede ham, madede ham med ske og smilede, selvom han allerede var seks år gammel.
Det skar i Signes bryst. At se moren sådan var helt forkert hun mindedes ansigtet, forvredet af vrede, remmen hævet, da Signe engang tabte en tung karaffel som seksårig. Men hun glædede sig alligevel på Anders vegne. Måske kunne mor nu endelig elske? Måske kunne Signe nu også få?
Hun smilede og åbnede armene for et kram.
Moren, som lige havde smilet kærligt til Anders, stivnede, rynkede på næsen og trak sig væk fra Signe.
Hvad vil du? spurgte hun koldt.
Signe blev stående med armene hængende i luften. Indeni råbte hun: “Elsk mig også, mor, bare denne ene gang!” Men hun sagde ikke et ord.
Sæt dig og vask hænder, sagde moren stramt og vendte sig igen til Anders. Smilede men ikke til Signe. Aldrig til Signe. Men hvorfor havde hun så bedt hende komme?
Anders skal i skole til september, og Peter tjener ikke nok til privatskole. Jeg kan altså ikke sende ham i den almindelige folkeskole, du ved jo, hvad det er for nogle børn der, begyndte moren og spurgte ikke så meget som én gang, hvordan Signe havde det. Så nu tænkte jeg, at hans søster må hjælpe. Du bor jo alene, du har et godt job Ja ja, jeg har hørt det fra Birgitte, så du behøver ikke se sådan ud Men du må altså hjælpe, det bliver en stor sum, men vi dækker selv halvdelen.
Signe kunne ikke tro sine egne ører. Endelig knækkede der noget i hende, den tunge klump hun havde båret rundt på hele livet.
Med grådkvalt stemme spurgte hun:
Hvorfor tror du, jeg vil hjælpe?
Moren sendte hende et foragteligt blik.
Fordi jeg har fodret, klædt og opdraget dig. Ødelagt mit liv for din skyld. Du skylder mig. Nu har du haft tid til dig selv så er det din tur.
Signe rejste sig. Inde i hende voksede en smertefuld vrede, der truede med at sprænge hendes brystkasse. Men hun råbte ikke. Hun rystede bare på hovedet og gik ud, smækkede døren hårdere end nødvendigt.
Kom så tilbage! Morens skingre stemme fulgte hende hele vejen ned ad opgangen. Du er utaknemmelig! Jeg vidste jo, du aldrig blev til noget!
Moren råbte bandeord og forbandelser, præcis som dengang, men Signe hørte ikke mere. Tårerne løb ned ad kinderne. Men hun smilede. Nu var hun endelig fri fri til at lære kærlighed. Og det havde hun aldrig skulle bede sin mor om.
