-Kig, kig, Sofie, hvem kommer der? Din store kærlighed!
Sofie sad til frokost med sine kolleger da hun hørte Karen sige det. Hun kiggede tilbage og så, at David kom ind i kantinen. Han hilste smilende på folk, nikkede og så altid så pæn ud. Sofie betragtede med misundelse dem, han talte med. For hendes David havde aldrig lagt mærke til hende, men hun var virkelig vild med ham.
-Ja, han kommer jo bare ind hvad rager det mig? sagde Sofie skuldertrækkende.
-Men du kan jo godt lide ham, Karens øjne glimtede drillende.
-Nu må I stoppe, piger, sagde Birgitte for at forsvare Sofie, hvorfor er I efter hende? Hun kan da godt lide David, og hvad så? Karen, du er jo vild med Peter, og Anna, du har altid haft et godt øje til Henrik, og du er endda gift!
-Nå, nå, sagde pigerne i munden på hinanden, og Sofie sukkede lettet over, at de lod hende være i fred lidt.
…..
Sofie gik fra arbejde og satte kurs mod metroen. Hun nåede knap nok at komme et par skridt, før en lille dreng på løbehjul brasede ind i hende med fuld fart.
Det gjorde ondt, og ovenikøbet rev han hul i hendes strømpebukser! Nu ville hun have et blåt mærke, og hendes dag var ødelagt.
-Undskyld, undskyld, sagde drengens mor hurtigt.
-Nej, det går nok, sagde Sofie.
-Skal jeg ikke gi dig penge til et par nye strømpebukser? sagde moren og rodede i sin pung.
-Det er virkelig helt okay, forsikrede Sofie hende.
Moren gik videre med sønnen. Sofie stønnede og gjorde klar til at traske videre, da hun pludselig så David stå ved siden af hende.
-Skal jeg hjælpe dig med noget? sagde han. Vil du have et lift hjem?
Sofies hjerte næsten sprang ud af brystet. Hun havde lyst til at kramme ham eller danse, men hun svarede blot køligt:
-Nej tak, jeg klarer mig fint.
David gik, og Sofie gik hen mod metroen og tænkte, at hun var en idiot hvordan kunne hun afslå hjælp fra den mand, hun var så forlibt i?
Dog begyndte David fra den dag at hilse på hende.
Tiden gik. Sofies kolleger ændrede liv; nogen sagde op, nogen blev gift, Anna blev skilt og datede nu Henrik. Kun hos Sofie var alt det samme. Hun var stadig alene og stadig forelsket i David.
Endnu en dag, på vej hjem fra arbejde, blev Sofie denne gang sprøjtet til af en bil, der kørte forbi i regnvejret.
Igen dukkede David pludselig op og spurgte, om hun havde brug for hjælp. Igen afslog Sofie, og hun bebrejdede sig selv hele vejen hjem og kaldte sig selv for en klovn.
Dagen efter fik hun en mail fra David, hvor han takkede for samarbejdet og skrev, at han nu forlod virksomheden.
Nå, det var det…, tænkte Sofie, mens tårerne pressede sig på.
Nu forsvinder han, og hun får ham aldrig at se igen
Hvad skulle hun dog gøre?
-Sofie! råbte Karen og ruskede hende blidt i skulderen.
-Hva? svarede Sofie fortumlet.
-Har du læst det? Karen spærrede øjnene op og så menende på Sofie.
Selvfølgelig havde hun læst det.
-Ja mumlede Sofie.
-Hvad vil du gøre?
Sofie gik i panik: hvad forventede de, hun skulle gøre?
-Mig? kom det spædt fra hende.
-Ja, hvem ellers! Det er jo din drømmemand, ikke min. Havde det været min, havde jeg allerede gjort noget ved det. Det kan ikke passe, du bare lader stå til…
Sofie sukkede. Det var nemt for Karen at sige, hun var altid fuld af mod og initiativ Men Sofie var bare ikke sådan.
-Skal du slet ikke gøre noget? pressede Karen.
-Hvad skulle jeg gøre? spurgte Sofie usikkert. Hun følte, at Karens pres truede med at vælte alt hendes trygge hverdag.
-Skriv da til ham, at det havde været rart at arbejde sammen, og spørg, om han ikke vil holde en afskedsfest. Du kan kalde det afskedskaffe i stedet for fest
-Jeg ved ikke rigtigt
Sofie vidste virkelig ikke, hvad hun skulle gøre. Hun syntes, den slags beskeder var upassende.
-Sludder. Lad mig se computeren, sagde Karen.
Hun satte sig ved Sofies skrivebord og tasterne klaprede.
-Nu er det gjort! Sendt! sagde Karen med et smil.
-Vent Hvad gjorde du?
-Tag det roligt, Sofie! Nu forbereder du dig bare på afskedskaffe.
Sofie satte sig og så til sin overraskelse, at Karens initiativ havde haft effekt. Og i det øjeblik besluttede Sofie sig for slet ikke at møde op alligevel.
Tiden gik, og dagen for Davids afsked nærmede sig. I de to uger vaklede Sofie, overvejede først at tage med, så ikke alligevel, så igen måske Hun kunne ikke beslutte sig. Hun så på Karen og følte både misundelse og beundring for hendes handlekraft.
Pludselig skrev David rundt, at han blev et par uger endnu, fordi de ikke havde fundet en afløser, og Sofies ventetid fortsatte.
-Slap nu af, det ordner sig, trøstede Karen hende.
Sofie sukkede tungt.
Efter de to uger kom endnu en mail fra David: Han og ledelsen var blevet enige, og nu blev han i virksomheden. Men afskedskaffen skulle holdes alligevel.
Sofie sad på sit kontor og smilede for sig selv alt var tilbage ved det gamle. Hun kunne igen gå og kigge på David med længsel i blikket og bare glæde sig, hver gang de mødtes.
Præcis klokken 18 pakkede Sofie sammen for at tage hjem.
-Sofie, vent på mig, vi kan følges ad, lød Karens stemme.
-Skal du hjem samme vej? spurgte Sofie overrasket.
-Ej, vi skal da til afskedskaffe sammen!
-Til festen? spurgte Sofie forvirret, og Karen grinede.
-Ja da! Du overvejede vel at blive væk? Det tillader jeg ikke. Hvor mange år har du ikke haft et crush på David? Hvorfor spilde flere år? Nu skal du tage dig sammen og finde ud af, om han virkelig er noget for dig. Ellers går livet, og pludselig vågner du om 20 år og indser, at du gik glip af det hele, fordi du var for tilbageholdende!
Sofie blev først irriteret, men indså så, at Karen jo havde ret. Det var nu eller aldrig!
-Helt ærligt, så lad os bare tage af sted, sagde hun bestemt.
….
-Nå, hvordan gik det så? spurgte Karen over frokosten næste dag.
-Strålende. Tak fordi du fik mig med. Nu er jeg sikker på, David er, som jeg havde håbet.
-Damer, hej, lød det pludselig bag dem.
-Se selv, hvisker Karen og blinker tal om solen!
-Hej med dig!
-Må jeg sidde her?
-Selvfølgelig!
Sådan voksede Sofie og Davids venskab stille og roligt.
….
-Hvordan går det mellem jer? spurgte Karen nysgerrigt sidenhen.
Sofie sukkede.
-Ikke rigtig Vi er bare venner. Vi går tit tur sammen, og efterfølgende siger han: Det var hyggeligt, det må vi gøre igen, og klapper mig på skulderen som en kammerat.
Sofie herefterme sin stemme, så hun lød som David, og Karen grinede.
-Har du inviteret ham på kaffe?
-Nej.
-Så må du tage initiativet.
Endnu et suk fra Sofie. I hendes verden var det stadig mændene, der tog første skridt
Sådan fortsatte det med møder, snakke, biografture og koncerter uden at der skete mere.
Sofie blev opgivende og tænkte, at David nok ikke var hende tiltænkt, og besluttede sig for at se sig omkring måske var den rigtige mand tættere på, end hun troede.
En dag, da tanken ramte hende, gik de endnu engang tur i parken, og David tilbød at følge hende hjem. Pludselig brød et ordentligt regnskyl ud det styrtede bare ned fra den ene minut til det andet.
-Skynd dig med op til mig, jeg bor lige her, råbte David, og de løb grinende gennem vandpytterne. Op i opgangen, ind i elevatoren, og så, uden at sige noget, lænede de sig ind mod hinanden og kyssede for første gang.
-Hvem er jeg for dig? spurgte Sofie.
-Min kæreste, sagde David, jeg kunne bare ikke tro, jeg endelig havde mødt én som dig, jeg har drømt om så længe.
