Det føltes som om skæbnen styrer alt. Den dag, som stadig svæver utydeligt i min hukommelse, begyndte med at vækkeuret ikke ringede, og før jeg gik hjemmefra, gik det op for mig, at jeg havde glemt at lukke for vandet i køkkenvasken, så jeg måtte vende tilbage. Det næste jeg husker er, at bussen var kørt, og jeg besluttede mig for at tage en chance og stikke tommelfingeren ud.
En blank, mærkværdig SUV rullede op, noget ved den virkede en smule uvirkeligt, men jeg var så meget bagud, at jeg sprang ind. Jeg sagde hvor jeg skulle henet sted i indre København, en gade alle kender. Chaufføren reagerede ikke, så jeg gentog det, og pegede på den store, gamle kastanje ved Søerne, som alle i byen kender.
Han var rolig hele vejen, og da vi nåede frem, rakte jeg ham nogle danske kroner, men han rystede bare på hovedet med et smil. Jeg havde glemt ham igen før det blev aftenmin træthed voksede sammen med dagen, og jeg gik hjem, næsten søvngængeragtigt.
Men på vejen så jeg den samme bil. Chaufføren stod ved siden af, som om han gled ud af skyggen, og rakte mig en buket tulipaner og en gul lap: “Hej, jeg hedder Asger. Jeg er døv og stum, men jeg er rar. Skal vi lære hinanden at kende?” Der stod også: “Jeg kan læse på læberne.”
Jeg blev svimmel af mærkelige følelser og lod blomsterne stå. Hvis det var en spøg, var den for sær, og hvis det var ægte, var jeg ikke klar til det liv. Selvom jeg havde længtes efter at finde kærlighedenen lang single-tilværelse bag migmen i dét øjeblik var hele verden som smeltet sammen og jeg kunne kun vende mig væk. Dagen efter ventede han igen, og igen, og efter to uger lod jeg mig føre med; jeg sagde ja til at gå med Asger på café.
Hans evne til at forstå mig var tryllebundet. Jeg talte, han fulgte mine mundbevægelser nærmest drømmende, og svaret skrev han på sin telefon. Mange mennesker stirrede, som om mødet var både virkeligt og uvirkeligt. De første måneder, et fælles sprog voksede: jeg lærte dansk tegnsprog med hele min fritid. Ud af det kom forvirring, men også glæde. Til sidst friede han, og jeg svarede ja.
Det var svært for min mor. Hun tog imod nyheden om bryllup som en storm: alene fortalte hun mig, at det ville blive hårdt at kommunikere på fester, at børn ville få problemer, at hele livet ville blive skævt. For mig var hans handicap kun en lille stenmin kærlighed var fast, men for min familie blev det en mur ingen kunne se over.
Vi blev gift. Fra min side kun et par venner, ingen familie. Mine forældre sagde jeg havde svigtet dem.
Mit liv er ikke meget ændret. Til selskaber kan det føles uvant, vores venner kender ikke tegnsprog, og det tager tid før Asger skriver på mobilen. Jeg oversætter, men de andre bliver ofte forlegne.
I otte år har vi været gift. Vores syvårige søn, Emil, taler flydende tegnsprog og har ingen problemer med hørelsen. Først flere år efter han blev født begyndte min mor at besøge os, men selv nu mærker jeg hun er utryg i samtaler med Asger. Det gør ondt: drømmen om at hun kunne have accepteret ham fra første øjeblik bæres stadig i mig som en mærkelig, uvirkelig længsel, der aldrig helt kan rystes af.
