Giv mig et barn
Folk stimlede sammen foran billetlugen endelig var den åbnet, og billetsalget begyndt. Køen blev straks uorganiseret, og folk blev ophidsede, alle diskuterede, hvem der nu stod foran hvem.
Viggo tog det roligt. Han afskyede trængsel, så han stillede sig pænt sidst i køen igen. Hans tog kørte først om en time, så der var tid nok. Da han næsten var nået frem, blev han pludselig og temmelig hårdt skubbet til siden.
Det var en ung kvinde med et halvt løst tørklæde på skulderen, pjusket hår og fyldte indkøbsnet slynget over ryggen. Hun brugte albuerne flittigt og kæmpede sig hektisk frem til lugen. Folk blev målløse og mumlede surt. Alligevel kom hun foran, stak sin brede hånd ind gennem billetlugen og sagde:
Én billet til Odense, tak.
Billetten dukkede op over de andre hoveder.
Hvad er det for en frækhed!
Vi skal før hende med toget, og alligevel står vi i kø. Unge mennesker nu om dage!
Åh, uhøflige kælling! Hun vader bare frem!
Kvinden gik roligt hen til togplanen, kontrollerede sin billet omhyggeligt, og derefter begav hun sig videre. Viggo fik sin billet, men havde tabt kvinden af syne.
Viggo havde været på besøg hos forældrene i den lille landsby Bøstrup. Han havde ikke været hjemme i lang tid og tænkte vemodigt på, hvor lidt der forandrede sig på egnen, selv køen på stationen var den samme trængsel som altid.
Han boede nu i Aarhus og skulle tilbage med skift i Odense. Arbejdet som dyrlæge på en stor fjerkræfabrik krævede meget, og det var sjældent, han kunne besøge hjemmet.
Hans gamle mor, lille og bøjet, tog imod ham med tårer i øjnene. Hun krammede ham i entréen og sagde igen og igen:
Min dreng er kommet hjem, min dreng!
Viggo nød at være hjemme hvor var det rart!
Mor gik frem og tilbage mellem komfur og spisebord og talte uafbrudt om varsler, om fremtiden
Spis nu, Viggo! Du er jo blevet alt for tynd
Senere kom far træt hjem fra arbejde, og så sad de sammen med boller og kaffe og snakken faldt på landsbylivet, politik og livets veje.
Naturligvis endte samtalen med, at vennerne havde fået børn, at børnebørnene besøgte bedsteforældrene i nabolaget. Det var en stille påmindelse om, at Viggo var blevet hængende for længe som ugift.
Han lo det væk, men havde ondt af sine forældre. Og ja det kunne da virkelig have været noget, hvis han var kommet med kone og børn. Han nærmede sig jo også fyrre.
Han tænkte på sin ekskæreste, Lise, som han havde været sammen med i tre år. Forestillede sig, hvordan hun var blevet modtaget hjemme men det passede ham ikke rigtigt. Lise ville aldrig have passet ind i denne varme, hyggelige stue. Hun var kontant, stolt og havde en overlegen attitude. Han så for sig, hvordan moren ville have kigget væk og faren have søgt ud på gårdspladsen for at ryge.
Det var godt, de var gået fra hinanden. Det havde været et uroligt forhold. Men nu var han alene igen. Forældrene vidste ikke noget til hans forhold de troede altid, han havde været alene.
Jeg gifter mig nok en dag, mor, sagde Viggo og smilede.
Du trækker det også ud, min dreng. Der er ikke nok mænd, og du kommer jo heller ikke med én herfra! Er der ingen piger i Aarhus? spurgte faderen og rynkede panden.
Det var tydeligt, at forældrene mente det alvorligt.
Viggo gik ned gennem tunnelen til perron to. Her så han pludselig den kvinde, der havde skubbet i køen. Hun stod og glattede sit blomstrede kjole, som var kortere bagpå end foran, jakken åben, skoene slidte og endnu engang nettene fulde af pakker ved sine fødder. Tørklædet hang stadig over skulderen det var lunt udenfor.
Indkøbspose-hund kom logrende over. Kvinden opdagede den først, da hunden nærmede sig. Viggo havde forventet, at hun ville jage den væk hendes opførsel i billetsalget tydede på tung hånd. Men hun så roligt på hunden, bøjede sig, fandt et stykke mad i posen og rakte den. Hunden snuppede straks godbidden og lagde sig til at spise.
Hvis ikke det var for denne ligeglad holdning og den umiddelbare fremfusende adfærd, kunne hun have været smuk. Men hun lod til ikke at ænse andres meninger.
Toget kom buldrende, bremsede brat. Hun greb sine net og gik hen til vogn fem. Det var også Viggos vogn. Han satte sin kuffert op og hjalp hende med hendes bagage.
Vognen var en kupévogn. Det viste sig, at de havde pladser ved siden af hinanden. På nederste køje lå en ældre dame, den anden nederste plads var fri, og deres var på øverste køjer.
Viggo lagde sig straks på sin køje og faldt i søvn. Han vågnede ved togets rysten.
Det skumrede. Hans naboer førte en stille samtale om madpakken ved bordet. Toget gled ind i skovene, der var mørkt udenfor. Viggo ville sove videre, da han pludselig hørte:
De prøvede at gifte mig bort med en enkemand med børn, men jeg vil ikke have en mand. Jeg vil bare have mit eget barn en dreng eller en pige. Så var alt godt. Hvad skal man med mænd?
Togene væsede, og mørket stod for vinduet.
At få et barn er da ikke så kompliceret.
Nå, det siger du. Men jeg vil have det ordentligt. Ikke på nogen snyderi. Gift mænd skal holde sig væk hvordan skulle jeg kunne se deres koner i øjnene bagefter? Og i landsbyen kender alle hinanden. Unge er der, men de skal jo også have deres egne familier.
Hvad hvis du finder arbejde på en større byggeplads? Der møder man folk.
Måske. Men min gamle mormor er jeg nødt til at passe. Mor døde tidligt, så nu er det mit ansvar. Mormor er på sygehus nu. Uha! Jeg måtte tale med store bogstaver for personalet, ellers skete der intet.
Tja, måske er det ligefrem blevet bedre på landet. Mange flytter jo ud igen og bygger hytter.
Der er god plads og et godt hus. Havde jeg et barn, var der ingen grund til at flytte. Der er stor skole i nabobyen. Men for at få børn, skal man være to. Hvorfor mon?
De begyndte at gøre sig klar til at stå af. Da toget kørte fra perronen, besluttede Viggo, at nu var det vist tid til lidt te og at lette benene.
Tag lidt surkål! Den har jeg selv lavet.
Tak, men jeg vil bare gerne have te.
Nå, du er ligesom min mor! Du er alt for tynd, ligesom en gren, sagde kvinden nærmest ordret som moren tidligere.
Det er bare bygningen den har jeg fra far, smilte Viggo.
Jeg har også kager med! Her, smag mine boller
Så smager du mine mors småkager, sagde Viggo, og fandt dem frem.
Han var egentlig ikke sulten, men ville gerne gøre sin rejsekammerat glad.
De smager dejligt, roste han.
Ja, det gør de altid. Min mormors opskrift. De her har jeg bagt af kærnemælk. Du er altid velkommen til at få, sagde hun med et smil.
Strengt, din mormor! Bor du stadig hjemme?
Viggo havde faktisk overhørt hendes tidligere samtale, men ville ikke afsløre det. Hun virkede ikke spor forlegen.
Ja, og kan ikke rejse fra hende. Hun ser fint, men kan dårligt gå. Nu er hun på sygehus, og imens skal jeg ordne nogle ting. Hvor er du på vej hen?
Jeg har bare besøgt mine forældre i Bøstrup. De er også ved at blive gamle.
Jamen, jeg kommer fra Tørring. Har du været der?
Det har jeg vist engang som barn.
Dengang boede der mange, nu er de fleste væk, og mejeriet er lukket. Jeg arbejder på mejeriet. Og du?
Også indenfor fødevarer som dyrlæge.
Aha, tænkte jeg nok. Du virker da heller ikke som en hvilken som helst arbejder.
Hvorfor siger du det? spurgte Viggo venligt.
Han havde bare afslappet tøj på.
Man kan mærke det. Du er ikke typen, der straks gør tilnærmelser, sådan som mænd ellers ville på landet.
Viggo kom straks i tanke om hendes samtale om manglende opmærksomhed fra mændene.
Skal der mange afvisninger til?
Ej, det er der ikke længere grund til. Engang, da jeg var ung. Nu, nej, sagde hun og fnisede.
Du er stadig ung.
Nej, nej. Altså jeg er 34, og, tja
Hun kiggede genert ned, og Viggo bemærkede hvor smuk hun var, især når hun ikke var så bramfri. Tykke bryn, tungt hår og en lidt alvorlig men hemmelig skønhed hendes bramfrihed virkede nu som et skjold.
Jeg giftede mig som attenårig jeg elskede ham! Vi blev gift, han røg i militæret og døde efter tre måneder. Jeg gik helt under i sorgen, tabte barnet Alt blev taget fra mig. Hvad var det overhovedet for et ægteskab
Det var hårdt. Men livet kan forandre sig, sagde Viggo beroligende.
Hun viftede tanken væk.
Er du gift?
Nej, det er heller ikke lykkedes. Mine forældre vil have børnebørn.
Vises at du også har lyst til det, sagde hun let.
Du klarer dig. Se bare, hvordan du ordnede køen på stationen, sagde Viggo med et smil.
Nåh, jeg havde helt misforstået, hvornår toget gik. Du stod vel også i den kø?
Jo
Jeg kan godt være fremme. Derfor er jeg også tillidskvinde på mejeriet. Kan bide mig fast, hvis noget skal gøres.
Er der ingen mænd på fabrikken?
Jo, men de unge vil have helt unge piger, og de gifte gider jeg ikke. Taler jeg om børn, flygter de. Jeg er træt af at klare mig alene.
Jeg forstår dig. Jeg er jo også alene.
Det er nemmere for mænd. For os kvinder det kan være ensomt.
De talte længe om deres hjemstavne, mens toget kørte videre ind i natten.
Nu stopper vi ikke længe. Hvorfor ikke tage den nederste køje?
Nej, jeg elsker overkøjen. Der kan komme nogen og sætte sig, svarede Viggo.
Nej, vi kører to timer uden stop, her kommer ingen. Nå, du bestemmer
Viggo blev alligevel oppe og lå der, mens tankerne myldrede. Han fik ikke sovet.
Det gjorde hans sidemakker heller ikke. Pludselig satte hun sig op og kiggede op mod ham.
Hvad hedder du egentlig?
Mig? Viggo.
Flot navn. Jeg hedder Filippa. Filippa Johansen.
Filippa, det er smukt.
Viggo, du må ikke tage det forkert men vil du ikke give mig et barn? sagde hun pludselig sagte.
Viggo troede ikke sine ører. Hun hviskede:
Jeg ligger her og tænker: måske har Gud sendt mig denne chance. Dørene kan låses, og vi ses aldrig igen. Og mænd får jo lyst så let For dig er det ingen sag.
Undskyld, jeg tror ikke helt, jeg forstår
Et smertefuldt udtryk prægede Filippas ansigt.
Det er bare det jeg har kun været sammen med én, og han døde for femten år siden. Jeg er rask, undersøgt på arbejdet. For dig du rejser bare videre. Jeg skal alligevel stå af i morgen. Ingen får nogensinde det at vide. Jeg vil bare have et barn at elske. Får vi ikke engang held til det, får du dig da en sjov oplevelse Og du kan ikke alligevel sove.
Viggos trygge verden blev rystet.
Filippa, sådan gør man da ikke. Vi kender jo ikke hinanden.
Netop. Jeg glemmer dig, toget, denne nat kun barnet vil forblive. For mig ville det være lykken. Er det ikke det værd?
Viggo kravlede ned fra sin køje.
Filippa, lad os tage en kop te i stedet. Det er bare natten du skal nok møde nogen, der
Men hun satte sig ved siden af ham og tog ham i hånden.
Viggo, det her er min chance. Kan du slet ikke lide mig lidt?
Hun satte håret op, begyndte at tage trøjen af, da han greb fat i hendes skuldre og satte hende resolut på den anden bænk.
Tag tøj på. Nej! Der sker ikke noget, hører du?
Hun stivnede, så ham i øjnene:
Er jeg så frastødende?
Viggo vurderede hende: nej, det var hun ikke. Smukke, viltre hår, lange ben, og i halvmørket skabte jernbanens rytmer en særlig stemning. Men for ham virkede det rigtigt ikke.
Nej, du er meget smuk. Dit hår for eksempel
Kun håret?
Man kunne forelske sig i dig. Du er stadig så ung. Hvor gammel sagde du?
Fireogtredive. Over modning, sagde hun.
Han havde troet hende ældre men nu så han hendes yngre ansigt.
Du er stadig ung. Pas på dig selv. Lad mig hente noget te, sagde Viggo, tog kopperne og forlod kupéen. Han tog sig god tid.
Da han kom tilbage, havde hun sat håret op igen, og hun pakkede sine madpakker ud som før.
Når jeg er nervøs, får jeg lyst til at spise.
Nu kunne Viggo også mærke sulten. Han delte de sidste pålæg, hans mor havde givet ham.
Lad os holde natte-picnic, siden søvnen ikke vil komme, foreslog han.
Filippa grinte stille, og stemningen blev lettere. Måske fordi hun havde sat ord på sit inderste ønske, eller bare for at lette atmosfæren, begyndte Viggo at fortælle hende om forholdet til Lise.
Filippa lyttede, bød ind med skarp humor og fortalte om livet.
Godt du gik fra hende, sagde hun, hun var ligeglad med hjem eller børn. Du har gjort det rigtige.
Deres samtale fløj afsted. Pludselig holdt toget ved næste station, og der kom en nye mand ind høj, selvsikker, med skævt smil og en grov stemme.
Nå, de små elskende er vågne. Det er min plads, sagde han og satte sig.
Jeg skal nok flytte, sagde Filippa.
Men han satte sig straks ved siden af hende.
Jeg protesterer ikke mod sådan en smuk makker hele vejen til København!
Sådan skal du ikke komme for godt i gang, sagde Filippa nervøst.
Hun flyttede sine ting nedenunder Viggo.
Den nye mand, Svend, var selskabelig, lavede sjov og fortalte anekdoter, enkelte lidt for direkte. Han lagde også lidt an på Filippa. Hun rødmede, lo, men kiggede alligevel indimellem undskyldende på Viggo.
Viggo tænkte, at måske det var denne type mand, Filippa ledte efter: ham der ikke sagde nej.
Da Svend gik på toilettet, hviskede Viggo til Filippa:
Jeg vil gerne gå ind i et andet kupé. Sig, jeg er træt.
Hvorfor? spurgte hun.
Tja, måske er Svend præcis ham, du har brug for? Du vil jo have et barn
Måske. Han er da sjov, svarede hun, lidt forvirret.
Viggo tog sit sengetøj og gik ud. Svend mødte ham på gangen.
Hvad nu?
Jeg er supertræt og kan sove i et tomt kupé. I kan snakke videre.
Fint, jeg hjælper dig, sagde Svend.
Tilbage i sit kupé lå Viggo og spekulerede over alt, der var sket. Hvem starter egentlig et barn som var det et kæledyr? Et barn er et menneske, med sit helt eget formål og en sjæl. Hvis børn kun kommer til verden for voksnes egen skyld, hvad har de så i vente? Bør der ikke være kærlighed?
Han fik sig lige akkurat sovet, da døren gik op. Filippa stod der, knapperne åbne, tårer i øjnene, og hun gik grædende ind.
Svend stod forvirret tilbage.
Det virkede som om hun ville, men så sagde hun nej. Jeg brugte ikke magt eller noget.
Viggo svarede ikke, men flyttede Filippas bagage til sit kupé.
Jeg kunne ikke alligevel, sagde hun grædende. Det går nok, at jeg aldrig får et barn.
Et barn bør komme ud af kærlighed, Filippa. Måske var det godt, du sagde fra. Din tid skal nok komme, og du møder én, du kan dele det hele med. Et barns far er også vigtig. Du må ikke tabe modet du er stadig ung.
Hun lagde sig og faldt i søvn med ryggen til, som et barn der var faret vild.
Næste morgen hjalp Viggo hende af toget, gav hende nettene over skulderen.
Pas nu godt på dig selv, Filippa.
Tak, Viggo. Held og lykke, sagde hun, og han kyssede hende blidt på kinden.
Hun gik hen ad perronen, tungt, med kjolen for kort bagpå og de slidte sko.
Toget satte i gang, og Viggo så sig over skulderen efter hende. Regndråber trommede mod ruden, da landskabet gled forbi.
Viggo havde ondt i hjertet. På næste station købte han cigaretter for første gang i årevis. Han smilede svagt, da han indså, at han stadig havde hendes adresse.
Snart skrev han brev til Filippa i Tørring. Og der kom svar, breve om vejr, natur, arbejde, og om at hendes mormor var død.
Da foråret kom, tog Viggo igen til Bøstrup. Moren mødte ham med tårer og gentagne Min dreng er hjemme!
Jeg er ikke alene, mor, sagde han, og ind gennem døren trådte Filippa slankere, smukkere, håret sat i bløde krøller.
Jamen dog! udbrød moren.
Og hvor var der godt at være hjemme!
Faren kom træt hjem, og snart summede stuen af snak. Mor og Filippa trak i køkkenet, småsnakkende og glade. Filippas direkte facon faldt hurtigt i god jord hun passede ind.
Spis nu, min dreng! Du skal da have lidt at stå imod med!
Det får vi hurtigt styr på, sagde Filippa og viftede med viskestykket. I skal smage mine boller engang!
Og mens duene kurrede udenfor og duften af nybagte brød fyldte huset, forstod Viggo:
Det betyder noget, hvordan man kommer ind i livet og hvordan man byder andre velkommen. Kærlighed, værdighed og mod til at vente på det rigtige er værd at holde fast i. For livet og børn skabes bedst med hjertet og tålmodighed.
