Det var engang, for mange år siden, at Kirstine gik med til at gifte sig med Mikkel, selvom hendes mor Else Kristensen var dybt utilfreds med valget.
Datter, du behøver ikke en mand som Mikkel, han er kun en lille arbejdshest fra et bilværksted. Hans mor er død, og hans far har aldrig været i dit liv. Han har kun én færdighed: han kan lirke i metal og svinge en skruenøgle.
Mor, Mikkel er ikke skyld i sine forældres bortgang. Han har færdiggjort sit erhvervsakademi, og han kan mange ting med sine hænder, svarede Kirstine med en trælse tone.
Hvad kan han egentlig? Kun at rode med skruer, så er du nødt til at klare dig på hans løn, mens du selv er på fjerde semester på universitetet. Hvor skal I uden vores støtte?
Else Kristensen fyldte ofte Kirstine med sådanne tirader, mens Mikkel gik på arbejde uden at høre dem. Else forsøgte hele tiden at så splid mellem de unge og håbede på at splitte dem fra hinanden. Hun kunne ikke holde af sin svigersøn overhovedet.
Mikkel var en alvorlig fyr, der havde tjent i forsvaret, og han elskede sin Kirstine af hele sit hjerte. Hun kunne ikke forestille sig livet uden ham. Lige inden brylluppet overtalte han hende:
Lad os bo i min bedstemor Annas lille lejlighed på to værelser. Det er langt fra din families fireværelseshus. Jeg ved, at din mor ikke kan lide mig, men din far og jeg har allerede fundet fælles fodslag. Else er dog en hårdknuder, som styrer alt.
Else var kendt for at holde fast i sine beslutninger, hvad end omkostningerne måtte være. Kirstine vidste, at hun måtte holde fast på sin egen vilje, så hun lyttede ikke til morens skæve råd. Else blev irriteret over sin datters selvstændighed, men kunne se, at hun havde arvet noget af sin egen stædighed.
Kirstine vidste, at Mikkel irritere hendes mor, men hun overtalte ham til i hvert fald at bo midlertidigt hos hendes forældre.
Mikkel, jeg studerer, du arbejder alene det er svært at klare sig på én løn, men mor vil altid hjælpe.
Okay, lad os se, hvad der sker, sagde Mikkel.
Da lønnen kom, gik Mikkel i den lokale Føtex for at købe ind. Kirstine var endnu ikke hjemme fra sine forelæsninger. Da han kom ud af butikken, stod Else i døren og begyndte at råbe:
Hvem har sagt, at du måtte købe det der?
Jeg valgte selv, svarede Mikkel roligt.Kirstine elsker den ost, jeg ved det, men ellers
Else afbrød ham skarpt:
Hvem er du egentlig? Du er en fremmed her, og jeg tolererer dig kun for min datters skyld. Jeg vil have, at du giver mig hele din løn næste gang, og så fremover også. Jeg vil bestemme over pengene, købe maden og så videre. Forstår du?
Hvorfor skulle jeg aflevere min løn til dig? Vi er et eget ægtepar, svarede Mikkel.
I har ingen ægte familie, du får pengene her og nu, sagde Else.
Mikkel gik fra deres lejlighed. Tre dage gik uden et ord fra ham. Kirstine ventede, men turde ikke tage til ham, selvom hun vidste, at han ikke blot var gået uden grund hun var også gravid.
Han ringer ikke, tænkte hun, måske er han hos sin bedstemor Anna.
Else fik kort sagt fortalt Kirstine, hvorfor Mikkel var gået, men udelod den urimelige fordring om pengene og den trusler, hun selv havde stillet.
Mor, du har fortalt mig sandheden, har du? spurgte Kirstine mistænksomt.Han kunne da ikke forlade mig blot så?
Du tvivler på mig, men jeg har aldrig snydt dig, svarede Else.
Den fjerde dag besluttede Kirstine at tage til Annas hus, for Mikkel svarede ikke på telefonen.
Jeg tager til Mikkel, sagde hun til sin mor.
Hvor?
Til hans bedstemor, der er jo kun et stenkast væk.
Hvis han ikke er kommet, betyder det så, at du er uvæsentlig for ham?
Det er umuligt, han forlod mig ikke blot så. Jeg ved, du holder noget tilbage, mor, du giver mig kun delvise historier.
Else svarede, at Mikkel var hendes dyrebare pige, men at hun selv havde ofret så mange penge og kræfter, at de unge kun kan forstå hendes gode intentioner.
Kirstine samlede sine ejendele og løb ud af lejligheden. På vej til Annas hus tænkte hun på, hvad hun skulle sige til Mikkel.
Man skal ikke opføre sig som et såret barn. Uanset hvad mor siger, må man holde hovedet koldt. Han er en voksen mand, tænkte hun, og jeg må stå stærkt selv om min mor altid kritiserer ham.
Hun overbeviste sig selv om, at Mikkel var gået, fordi Else havde presset ham. Nu ventede hun på ham.
Da hun trådte ind i Annas lille lejlighed, blev hun mødt af en bedrøvet og skyldig bedstemor, som lod døren åbne med en langsom bevægelse. Mikkel sad ved køkkenbordet med en halvåben flaske snaps, en synlig undtagelse fra hans ellers rene livsstil.
Mikkel så ikke overrasket ud, men han tog en lille slurk, nikkede mod den tomme stol overfor og så på Kirstine. Hun satte sig, så dybt ind i hans øjne, og alle de ord, hun havde forberedt, forsvandt som dug for solen. Hun følte kun en tung sorg i brystet.
Hvad kunne min mor have sagt, at jeg skulle gøre, når han pludselig har en flaske i hånden? tænkte hun, før hun sagde stille:
Mikkel, lad os gå hjem.
Nej, svarede han højlydt.
Hvorfor?
Jeg vil ikke leve under Elses kontrol. Hun giver mig ordrer om, hvordan jeg skal spise, tale og endda trække vejret. Hun vil have alle mine penge jeg vil ikke give dem væk. Vi er vores egen familie.
Kirstine indså, at Else havde holdt den del skjult.
Hvad gør vi nu?
Jeg ved det ikke, sagde Mikkel ærligt. Jeg kan blive her hos min bedstemor.
Men vi har brug for penge, vores barn kommer snart, og vi har brug for alt, hvad vi kan få
Jeg kan arbejde ti timer om dagen, og tjene godt. Jeg vil dog ikke tage afsæt i din mor.
Kirstine tænkte på studierne og på den kommende søn. Hun ville ikke droppe uddannelsen, men hun kunne ikke se sig selv som uafhængig uden hjælp fra sine forældre.
Mikkel, jeg vender tilbage til mine forældre, indtil barnet er født og klar til børnehave, så jeg kan ordne en fast stilling, svarede hun.
Jeg vender ikke tilbage til Else, svarede Mikkel bestemt.
Skal vi så skilles? spurgte Kirstine, og hun blev selv skræmt af sine egne ord.
Hvis du ikke kan leve med mig uden din mors støtte, så må vi måske gå hver til sit, svarede han skarpt.
Kirstine sprang op for at flygte, men bedstemor Anna greb hendes arm.
Sæt dig, min pige, rolig nu Jeg har hørt jeres samtale. Jeg kan hjælpe jer med mad og pasning af barnebarnet, men jeg har kun en lille pension. Lad os undgå en skilsmisse, flyt ind hos mig, sagde hun.
Kirstine accepterede, for hun havde tænkt på både sin uddannelse og den kommende søn. Hun indså, at hendes egen familie, manden og barnet var vigtigere end alt andet.
Mikkel så på hende med spændt forventning. Til sidst smilede han:
Godt, jeg er enig. Hvorfor har du forladt mig, Mikkel?
Mikkel løftede hende i en varm omfavnelse, kysset hende og bedstemor Anna lo stille, mens hun sagde en stille bøn.
Kirstine måtte trosse sin mors vrede, da hun samlede sine kufferter for at flytte ind hos Annas lejlighed. Else råbte efter hende:
Du vil dø af sult med din Mikkel, du vil leve i fattigdom, og jeg vil ikke have et barnebarn, der er ligeså stædig som sin far!
Kirstine løb ud med en kuffert i hånden, mens Annas stemme rystede i gangen.
Gud, det er min mor, tænkte Kirstine i skræk. Nu forstår jeg, hvorfor han måtte gå væk.
Livet hos Annas hjem gik stille frem. Kirstine gennemgik graviditeten uden problemer og fødte en sød lille dreng, Anton. Bedstemoderen Anna og de unge forældre var over lykkelige. Else holdt sig på afstand, men hendes mand ringede i smug for at høre om Anton, og Kirstine sendte ham et foto, så han også kunne glæde sig.
Da Anton blev tre, gik han i børnehave, selvom Annas ønskede at holde ham hjemme. Kirstine gik på arbejde og sagde til sin mor:
Bedstemor, Anton skal have kontakt med andre børn og udvikle sig i børnehaven. Du kan hente ham, det er kun et kvartals gåtur væk. Vi planlægger også et andet barn snart, sagde hun med et smil.
