**Dagbogsnotat**
“Jeg beder dig, min pige, hav medlidenhed med mig. Det er tre dage siden, jeg har fået en bid brød, og jeg har ingen penge tilbage,” hviskede den gamle kvinde til bagerens datter.
En skarp vintervind sled gennem gaderne i Århus, som om den ville minde os om en tid, hvor folk stadig havde varme hjerter og ærlige blikke. Mellem de grå mure og afskallede skilte stod en gammel kvinde, hendes ansigt tegnet af fine rynker, hver eneste et vidnesbyrd om smerte, modstand og svundne drømme. I hænderne knugede hun en slidt taske fyldt med tomme flasker de sidste rester af et forsvundet liv. Hendes øjne var blanke, og tårerne trillede langsomt ned ad hendes kinder uden at tørre i den kolde luft.
“Jeg beder dig, min pige…” hviskede hun med en stemme, der dirrede som et løv i vinden. “Tre dage uden brød. Jeg har ikke en eneste krone tilbage… ikke en eneste øre.”
Hendes ord hang i luften, men bag glasdøren til bageriet rystede den unge kvinde blot på hovedet. Hendes blik var koldt som is.
“Hvad skal jeg gøre ved det?” svarede hun irriteret. “Dette er en bager, ikke en pantstation. Kan du ikke læse? Skiltet siger tydeligt, at flasker indleveres på en specialstation, hvor du får penge… til brød, til mad, til at overleve. Hvad forventer du af mig?”
Den gamle kvinde så forvirret ud. Hun vidste ikke, at pantstationen lukkede klokken tolv. Hun var kommet for sent. For sent til den lille chance, der måske kunne have reddet hende fra sulten. Tidligere havde hun aldrig drømt om at samle flasker. Hun havde været lærerinde, en kvinde med fin uddannelse og værdighed, der aldrig havde mistet sin stolthed, selv i de mørkeste tider. Men nu… nu stod hun her, foran en kiosk, som en tigger, mens skamfyldt bitterhed fyldte hendes sjæl.
“Nå…” sagde bagerens datter og blødte lidt op, “du skulle gå tidligere i seng. Kom i morgen tidligt med flaskerne, så skal jeg nok give dig noget at spise.”
“Min pige,” bad den gamle kvinde, “giv mig bare en luns… jeg betaler i morgen. Jeg føler mig svimmel… jeg kan ikke… jeg kan ikke holde sulten ud længere.”
Men der var ikke en gnist af medlidenhed i den unge kvindes øjne.
“Nej,” afbrød hun hårdt. “Jeg giver ikke almisser. Jeg kan knap nok selv nå til månedens ende. Hver dag kommer folk og beder om noget, og jeg kan ikke føde dem alle. Gå nu, der er kø.”
I nærheden stod en mand i en mørk frakke, fordybet i sine tanker. Han så fjern ud, som om han var i en anden verden en verden af bekymringer, beslutninger og fremtiden. Bagerens datter forvandlede sig i et øjeblik, som om det ikke var en almindelig kunde, men en vigtig gæst.
“Godmorgen, Henrik Nielsen!” udbrød hun venligt. “I dag har vi dit yndlingsbrød med nødder og tørrede frugter. Og wienerbrødene er friske, med abrikosmarmelade. Dem med kirsebær er fra i går, men de er stadig gode.”
“Godmorgen,” svarede han distræt. “Giv mig brødet med nødder og seks wienerbrød… med kirsebær.”
“Med abrikos?” spurgte hun smilende.
“Det gør ikke noget,” mumlede han. “Med abrikos, hvis du vil.”
Han trak en tyk tegnebog frem, tog en stor seddel og rakte den til hende uden et ord. I det samme fangede hans blik ved et tilfælde den gamle kvinde, der stod i skyggen af kiosken. Hendes ansigt var bekendt. Meget bekendt. Men hukommelsen nægtede at give ham svaret. Kun én detalje lyste i hans bevidsthed: en stor, gammeldags blomsterbroche på hendes slidte frakke. Der var noget særligt ved den… noget nært.
Manden steg ind i sin sorte bil, lagde posen på sædet og kørte væk. Hans kont
Jeg beder dig, min lille pige, hav nåde med mig – det er nu tre dage siden, jeg har fået en eneste bid brød, og jeg har ikke en krone tilbage,” bad den gamle kvinde sælgeren.
